Høfeber [sæsonbetinget rhinitis]

Høfeber [sæsonbetinget rhinitis]

Høfeber er en allergisk reaktion på pollen med symptomer fra næse og øjne (rhino-conjunctivitis).

Høfeber er meget hyppigt forekommende med en tydeligt stigende prævalens. Hyppigheden af helårsrhinitis og astma er relativt stor hos høfeberpatienter.

Omkring en million danskere lider af kløende øjne, løbende næser og nys, når træerne springer ud om foråret.

Årsag

Såkaldt type 1 reaktion, hvor pollen pga IgE-antistof bundet til mastceller medfører frigørelse en række mediatorer fra cellerne med histamin som den vigtigste.

Symptomer

  • Umiddelbar kløe i øjne og næse
  • Herefter nyseturer
  • Vandig sekretion fra næsen
  • Tillukning af næsen pga. ødem i næseslimhinden

Klinik

Helt karakteristisk sygehistorie, efter hvilken man kan skelne mellem:

  • Forårshøfeber med forskellige træpollen som allergen. Vigtigst er birkepollen.
  • Sommerhøfeber med de almindeligste græsarter som allergener.
  • Efterårshøfeber med gråbynke som vigtigste allergenproducent.

 

Læs artiklen på infosundhed.dk: Hvad er allergi – og hvordan påvirker det dig?

Differentialdiagnoser

Pga. den karakteristiske sæsonvariation er høfeber normalt ikke vanskelig at skelne fra andre sygdomme.

Diagnostik

Patienter med høfeber bør have kortlagt deres allergenmønster mhp. evt. eliminationsmuligheder.

Allergi priktest kan bidrage til kortlægningen, men der forekommer både falske positive og falske negative reaktioner. Primært er det klogt at lytte til patientens egne udsagn.

RAST er et kostbart, men nogle gange nødvendigt alternativ til prik-test.


Gode råd ved pollenallergi

  • Undgå udendørs tørring i pollensæsonen
  • Tag et brusebad med hårvask inden sengetid
  • Brug af solbriller kan mindske pollen i dine øjne og næse
  • Undgå at slå græs – hvis du lider af græspollen
  • Undgå pollen i bilen – hold vinduer og soltag lukket
  • Undgå udendørsaktiviteter – når din pollensæson er på det højeste

Behandling

Antihistaminer virker hos de fleste patienter godt på symptomerne kløe, nysen og sekretion og på øjensymptomerne. Der er et noget varierende individuelt mønster mht. effektiviteten af de enkelte antihistaminer, så det er en god idé at prøve sig frem, hvis det først afprøvede middel ikke er effektivt.

Lokale antihistaminer som øjendråber er ofte meget effektive mod øjensymptomerne.

Systemisk depotsteroid er også en effektiv behandling, men man bør først afprøve lokale steroider mod næsesymptomerne.

Steroider virker bedst på ødemkomponenten, dvs. nasalstenosen (næsetæthed). Desensibilisering (immunterapi) bør overvejes, hvis anden behandling er ineffektiv.

Udviklingen går i retning af at immunterapi kan ske ved perorale præparater, som mindsker risikoen for anafylaktiske reaktioner.

Vil du vide mere? se andre artikler i Lægens Leksikon:

Øjenallergi [Allergisk konjunktivitis]  (Øjne)
Helårsrhinitis. Ikke sæsonbetinget rhinitis  (Øre – næse -hals) 
Tilstoppet næse/ Ikke-allergisk helårsrhinitis  (Øre- næse -hals) 

Patientinformation: Astma-Allergi Danmark

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel