Kort svar: oftest godartet, men en voksende knude skal tjekkes

At finde en knude på halsen eller få at vide ved en scanning, at der er en knude i skjoldbruskkirtlen, kan give mange bekymringer. Patienthåndbogen skriver, at langt de fleste knuder i skjoldbruskkirtlen er godartede, altså ikke kræft. Knuder er meget almindelige, og de fleste, der har dem, mærker ingenting. Alligevel skal en knude, der pludselig dukker op og vokser, altid undersøges. Her gennemgår vi, hvad kilderne skriver om symptomer, undersøgelser, behandling og de advarselstegn, du skal kende.

Hvad er en knude i skjoldbruskkirtlen?

Skjoldbruskkirtlen, på fagsprog thyreoidea, sidder foran på halsen og producerer hormoner, som styrer kroppens stofskifte. Af og til dannes der knuder i kirtlen. Kirtlen kan også være forstørret som helhed, og det kaldes struma. Kilden beskriver, at struma har forskellige former, der alle er varianter af samme sygdom: kirtlen kan være generelt forstørret (diffus struma), der kan være en enkelt knude eller cyste, eller kirtlen kan bestå af mange knuder og cyster (multinodøs struma). Samlet kaldes det knudestruma, og det spænder fra en lille enkeltstående knude til en stor struma, som kan strække sig ned i brysthulen. Det kan du læse mere om i struma.

Hvor almindeligt er det?

Knuder i skjoldbruskkirtlen er meget hyppige i Danmark, og både antallet af knuder og andelen af personer med knuder stiger med alderen. Ved ultralydsundersøgelse af tilfældigt udvalgte danske kvinder fandt man knuder på over 1 centimeter hos 3 procent af de 18 til 22-årige og hos 38 procent af de 60 til 65-årige. Hos to tredjedele af dem med knuder fandt man flere knuder. Patienthåndbogens anden artikel skriver, at omkring 15 procent af i øvrigt raske kvinder har en eller flere knuder på mere end 10 millimeter, og at tilstanden er langt hyppigere blandt kvinder end blandt mænd. Udenlandske undersøgelser har vist høj forekomst hos både mænd og kvinder, dog lidt hyppigere hos kvinder.

Hvad mærker man?

Langt de fleste oplever ingen symptomer. Nogle ser en knude på halsen, når de kigger i spejlet, men de fleste opdager det ikke. Ofte er det en læge, der finder knuden ved en rutineundersøgelse, eller den opdages tilfældigt, fordi man får en scanning af en anden grund. Den tidlige fase har ingen symptomer, og efterhånden kan der komme en synlig struma.

Hvis knuderne vokser sig store, kan de trykke på det, der ligger omkring. Kilden nævner tryksymptomer som en kvælningsfornemmelse, en klump i halsen, besvær med at synke og besvær med at trække vejret. Nogle har smerter eller ubehag. Med tiden kan knuder også gå hen og producere for meget hormon, og så får man symptomer på højt stofskifte: rastløshed, overaktivitet, svært ved at tåle varme, hjertebanken, vægttab, rysten, diarré, indre uro og koncentrationsbesvær. Hos ældre kan symptomerne være færre, og her stilles diagnosen med blodprøver. Det er meget sjældent, at man får lavt stofskifte, og tegnene er i så fald træthed, besvær med at huske, forstoppelse og kuldskærhed. Læs mere i forhøjet stofskifte og lavt stofskifte.

Advarselstegn: hvornår skal du til læge?

Patienthåndbogen skriver, at man altid skal søge læge i disse situationer:

  • hvis du pludseligt opdager en knude på halsen, som vokser
  • hvis der pludselig opstår smerter, eller du får problemer med at synke, får åndenød eller bliver pludseligt hæs
  • hvis en kendt struma eller knude vokser
  • hvis der er symptomer på højt eller lavt stofskifte

Har du en kendt struma, anbefaler kilden desuden, at du får kontrolleret stofskiftet hos din læge en gang om året. Har du fundet en knude, som du ikke ved hvad er, kan den også være en forstørret lymfeknude. Det er en anden ting, som du kan læse om i knude på halsen (redaktionens eget råd).

Sådan undersøger lægen en knude

Lægen mærker først på halsen for at se, om kirtlen er forstørret. Det kan både du og lægen ofte let afgøre. Lægen vil gerne vide, hvor stor og udbredt kirtlen er, om der er tegn på tryk mod andre områder af halsen, om der er tegn på højt stofskifte, hvor hurtigt knuden er vokset, og om du er bekymret for kræft. Derefter kan der være brug for flere undersøgelser:

  • Blodprøver: Man tager først en blodprøve, der hedder TSH, og er den unormal, måler man også T4 og T3. De viser, om stofskiftet er normalt, for højt eller for lavt.
  • Skintigrafi (scintigrafi): En undersøgelse på sygehuset, hvor man får indsprøjtet en lille mængde radioaktivt stof, som optages i skjoldbruskkirtlen. Den viser, om knuden er aktiv (varm) og producerer hormon, eller inaktiv (kold). Ved aktive knuder er der ingen risiko for kræft, men de kan over tid give for højt stofskifte. Ved inaktive knuder er der en lille risiko for celleforandringer eller kræft.
  • Ultralyd: Med lydbølger får man et billede af kirtlens form og knudernes størrelse. Skanningen kan skelne solide knuder fra rene cyster, som aldrig er kræft. Lægen kan også tømme en cyste ved hjælp af ultralyd.
  • Finnålsprøve (celleprøve): En tynd nål stikkes ind i knuden, og lidt væv suges op i en sprøjte. En ekspert undersøger det i mikroskop. Det bruges især til at afklare, om der kan være kræftceller.
  • CT eller MR: Kan være nødvendigt, hvis man mistænker, at kirtlen trykker på luftrør eller spiserør, eller at den strækker sig ned i brysthulen.

Kilden skriver, at en lille struma, der vokser langsomt hos en person med normalt stofskifte, som regel ikke behøver skanning eller røntgen. Er man ved en scanning kommet til at finde en eller flere små knuder under 1 centimeter, skal man normalt ikke undersøges videre.

Er det kræft?

Risikoen for kræft er meget lille, skriver Patienthåndbogen. Kræft i skjoldbruskkirtlen er sjælden, med cirka 450 til 500 tilfælde om året i Danmark. Størstedelen er en fredelig kræftform med langtidsoverlevelse efter behandling, der næsten svarer til resten af befolkningen. Er knuden stor, eller vokser den hurtigt, tager man dog ofte en celleprøve, for på den måde at udelukke kræft med sikkerhed. I de få tilfælde, hvor det er kræft, kan langt de fleste helbredes. Du kan læse mere om sygdommen i kræft i skjoldbruskkirtlen.

En struma, der er så stor, at den trykker kraftigt på luftrøret, kan i sjældne tilfælde blokere for vejrtrækningen. Er der betydeligt tryk på luftrøret, bør man derfor altid opereres, inden luftrøret lukker sig.

Hvorfor får man knuder?

Årsagen er kompleks, og mange faktorer spiller ind. Arv og miljø har betydning, og kvinder får knuder lidt hyppigere end mænd. Der er en arvelig komponent: har en person en knude, har barnet øget risiko for både knuder og for højt eller lavt stofskifte. Man undersøger dog ikke rutinemæssigt børn for det, men man bør være opmærksom på symptomer.

Jodmangel er fortsat en vigtig årsag til struma mange steder i verden. I Danmark havde man tidligere moderat jodmangel, indtil man begyndte at tilsætte jod til saltet i år 2000. Selvom indtaget nu er normalt, er der stadig eftervirkninger, fordi tendensen til knudestruma sættes i gang i ung alder og ikke forsvinder, selvom man senere får nok jod. Rygning og visse medicintyper kan også være en årsag til struma.

Forsvinder en knude, eller vokser den?

Patienthåndbogen beskriver et varierende forløb. Ofte ændrer kirtlen sig minimalt eller vokser langsomt, og nogle har hurtig vækst. Knudestruma udvikler sig typisk over mange år, med gradvis vækst, efterhånden som der kommer flere knuder, og eventuelle tryk- eller kosmetiske gener. Det er svært at forudsige hos den enkelte. Kilden beskriver ikke, at knuder forsvinder af sig selv, men at nogle ændrer sig ganske lidt. Cyster kan tømmes ved ultralyd, og radiojod kan i gennemsnit formindske en struma med 50 procent og hindre yderligere vækst. Det er altså ikke det samme som, at knuden går væk af sig selv.

Ved godartede knuder, som ikke generer, og hvor stofskiftet er normalt, vurderer man typisk, om knuden er vokset efter et år. Er den ikke det, kontrolleres den som regel ikke yderligere. Det er her, det er vigtigt at passe på stofskiftet, fordi det med tiden kan stige. Hvis man vælger at se tiden an, især hos ældre, skal man typisk have kontrolleret stofskiftet en gang om året.

Behandling: hvornår og hvordan

Man behandler kun, hvis der er symptomer fra knuden, som åndenød, besvær med at synke eller betydelige kosmetiske gener, hvis stofskiftet er for højt eller for lavt, eller hvis der er mistanke om celleforandringer eller kræft, hvilket er sjældent.

  • Observation: Ved små, symptomfrie knuder med normalt stofskifte kan man se tiden an.
  • Radiojod: Bruges til en lille til moderat struma med aktive (varme) knuder. Kirtlen og knuderne bliver mindre, og kilden skriver, at størrelsen i gennemsnit formindskes med 50 procent.
  • Operation: Er førstevalg ved en stor struma med symptomer og normalt stofskifte. For inaktive (kolde) knuder, der giver gener, er operation eller lokal opvarmning med laser eller radiobølger muligheder.
  • Medicin: Ved udtalt forhøjet stofskifte får man medicin, som dæmper hormonproduktionen i skjoldbruskkirtlen.

Efter operation eller radiojod kan der med tiden komme lavt stofskifte, som skal behandles med skjoldbruskkirtelhormonet tyroxin som tablet. Hvis hele kirtlen er fjernet, kan man ikke få ny struma. Efter radiojod kan en anden del af kirtlen vokse. Og kilden skriver, at man godt kan få en ny knude, efter man er behandlet. Den skal så vurderes på samme måde som den første.

Hvad kan du selv gøre?

Patienthåndbogen peger på tre ting. Stop med at ryge, fordi tobak har en stimulerende effekt på struma. Spis en sund og varieret kost med fisk, eventuelt med en almindelig vitaminpille, så du får nok jod. Og undgå kosttilskud og naturmedicin med meget store mængder jod, fordi det kan fremkalde for højt stofskifte. Det er svært at give råd om forebyggelse, fordi årsagen er så kompleks.

Det kilderne ikke siger

Artiklerne giver ikke en sikker måde at afgøre derhjemme, om en knude er godartet, og de beskriver ikke, hvor mange knuder der forsvinder uden behandling. De angiver heller ikke, hvor ofte knuder viser sig at være kræft ud over det samlede tal for kræft i skjoldbruskkirtlen. Brug dem derfor til at forstå processen og til at forberede dine spørgsmål til lægen.