Kort svar

Overaktiv blære betyder, at blæren giver besked om, at den skal tømmes, på et tidspunkt hvor den slet ikke er fuld. Trangen kommer pludseligt, er svær at udsætte og kan ramme både dag og nat. Nogle når ikke at nå toilettet og mister urin. Tilstanden er ikke farlig i sig selv, men den kan fylde meget i hverdagen. De fleste kan udredes og behandles af deres egen læge, og træning af blæren hjælper mange.

Har du mest brug for at tisse tit om natten, kan du læse om natlig vandladning (nykturi).

Hvad er overaktiv blære?

Patienthåndbogen forklarer, at overaktiv blære, forkortet OAB, er et symptomkompleks og ikke en bestemt sygdom. Diagnosen stilles først, når andre forklaringer på symptomerne er udelukket. Det betyder, at blærebetændelse og andre sygdomme skal være vurderet først.

Typisk oplever man meget hyppige tilfælde af pludselig stærk trang til at lade vandet, både dag og nat. Trangen kan komme uden eller med ufrivillig vandladning. Ufrivillig vandladning, der kommer af en pludselig trang, kaldes urgeinkontinens. Lægehåndbogen beskriver en tommelfingerregel for, hvad der er hyppigt: i reglen mere end 8-10 vandladninger i døgnet og 1-2 gange om natten.

Overaktiv blære rammer ifølge Patienthåndbogen både unge og ældre, og mænd og kvinder er ramt lige hyppigt.

Sådan opleves det

De typiske symptomer er ifølge Patienthåndbogen:

  • pludselig, uimodståelig trang til at lade vandet, med eller uden ufrivillig vandladning, som typisk er større
  • hyppig vandladning, også om natten

Mange tilpasser deres hverdag efter, hvor der er toiletter, og nogle undgår rejser eller sociale aktiviteter. Patienthåndbogen skriver, at tilstanden kan føre til social isolation og depression. Lægehåndbogen peger på, at ufrivillig vandladning også er en vigtig årsag til komplikationer og udgifter blandt ældre, både hjemme og på plejehjem.

Sådan fungerer en normal blære, og hvad der går galt

Patienthåndbogen forklarer, at en normal blære giver tissetrang, når den er fuld, altså ved 3-4 dl. Så kan du selv bestemme, hvornår det passer at gå på toilettet. Ved overaktiv blære sendes signalet og vandladningen sættes i gang pludseligt ved en blære, der kun er halvfuld, og stort set uden at du kan holde igen. Blæren består af en stor, stærk muskel, som trækker sig sammen af sig selv, selv om du forsøger at lade være.

Hos mange skyldes det, at de nervesignaler, som blæren sender til hjernen, er unormalt kraftige. Hos mange kan man ikke påvise én bestemt årsag.

Tilstande, der kan ligge bag

Lægehåndbogen inddeler overaktiv blære i fire grupper:

  • Nervemæssig: for eksempel rygmarvsskade, sklerose, demens og blodprop eller blødning i hjernen.
  • Muskulær: for eksempel når der er forhindring for urinens afløb, eller ved forstørret prostata hos mænd.
  • Betændelsesbetinget: for eksempel efter strålebehandling mod blæren.
  • Uden kendt årsag: hos mange kan man ikke påvise én bestemt årsag (Patienthåndbogen).

Lægehåndbogen nævner også forhold, der kan disponere: organiske forandringer som følge af diabetes, blodprop i hjernen, rodsyndrom i lænden, kronisk lungesygdom, forstoppelse og kognitive forstyrrelser. Desuden fedme, søvnapnø, behandling med vanddrivende medicin og metabolisk syndrom.

Patienthåndbogen skriver, at selve overaktiv blære ikke anses for at være arvelig, men at enkelte sygdomme i hjerne og nervesystem, som kan give de samme symptomer, kan være det. Det gælder for eksempel Parkinsons sygdom og demens.

Hvor mange har overaktiv blære?

Patienthåndbogen skriver, at omkring 10-20 % af voksne har symptomer på overaktiv blære. Hyppigheden stiger med alderen: Knap 10 % af personer under 35 år og 30 % over 75 år har symptomer i varierende grad. Over halvdelen af kvinderne med overaktiv blære har ufrivillig vandladning, mens tilsvarende tal for mænd er noget lavere, omkring 15 %.

Lægehåndbogen skriver, at overaktiv blære er både underrapporteret og underbehandlet. Natlig vandladning, stærk trang og hyppige vandladninger forekommer så ofte i befolkningen, at der ikke er nogen præcis skillelinje mellem gener og sygdom. Mange søger ikke læge, fordi de er forlegne, frygter at skulle opereres, tror ikke, at problemet kan behandles, eller tror, at det er en normal følge af at blive ældre.

Hvornår skal du kontakte lægen?

Overaktiv blære kan være ubehagelig, men er ikke akut. Patienthåndbogen peger dog på symptomer, der kan skyldes en mere alvorlig lidelse: smerter i blæren eller blod i urinen. Du bør kontakte læge hurtigt, hvis du samtidig får:

  • blod i urinen
  • smerter ved vandladning
  • feber
  • symptomer, der opstår pludseligt og ledsages af problemer med at tømme blæren

Hvis du har svie ved vandladning, kan det være en urinvejsinfektion. Læs om blærebetændelse hos kvinder.

Sådan stilles diagnosen

Patienthåndbogen skriver, at lægen i de fleste tilfælde stiller diagnosen ud fra sygehistorien og ved at udelukke andre forklaringer. Det sker blandt andet med en gynækologisk undersøgelse hos kvinder og en undersøgelse af urinen.

Lægehåndbogen beskriver, hvad der typisk indgår i almen praksis:

  • en urinprøve undersøgt med urinstix, som skal være normal
  • et spørgeskema om symptomerne, hvor man bruger Dan-PSS til mænd og ICIQ til kvinder, som har ufrivillig vandladning
  • et væske- og vandladningsskema, for eksempel over 3 døgn
  • hos mænd og ved mistanke om problemer med at tømme blæren: måling af, hvor meget urin der bliver tilbage i blæren efter vandladning (resturin), før medicin startes
  • en blodprøve (kreatinin) kun ved mistanke om nedsat nyrefunktion eller betydelig resturin

Lægen skal udelukke blod i urinen, resturin, smerter og tegn på sygdom i nervesystemet eller andre organer. Lægehåndbogen peger også på, at et unormalt højt væskeindtag kan forklare mange toiletbesøg. Andre tilstande, der ligner, er stressinkontinens, hvor urin siver ved hoste og tunge løft, og smertefuldt blæresyndrom med små mængder og smertefuld trang.

Kun få har brug for særlige undersøgelser af blærens funktion. Det sker typisk hos en specialist, hvis diagnosen er usikker, eller behandlingen ikke hjælper. Patienthåndbogen skriver, at man så henvises til en urinvejskirurg eller en gynækolog, og at nogle sygehuse har specialuddannede sygeplejersker, kaldet uro-terapeuter. Hvis blæren undersøges indvendigt, kan du læse om cystoskopi.

Behandling: det du kan gøre selv

Patienthåndbogen skriver, at formålet er at tæmme blærens overaktivitet, så symptomerne dæmpes, og du får størst mulig kontrol over vandladningen. Behandlingen tilpasses den enkelte og begynder som regel med blæretræning og gode vandladningsvaner. For mange er viden om tilstanden og træning af blæren nok, så medicin ikke er nødvendig.

Blæretræning går ud på, at du gradvist træner blæren til at holde ud længere, før den får lov til at tømme sig. Patienthåndbogen foreslår, at du laver dit eget træningsprogram, hvor du lidt efter lidt forlænger tiden mellem toiletbesøgene. Så vænner blæren sig til at rumme mere urin, og du behøver ikke tisse så ofte. Lægehåndbogen skriver, at blæretræning har effekt hos begge køn og i alle aldre, og at god information og vedholdenhed er nødvendig for effekten.

Bækkenbundstræning og elektrostimulation kan hjælpe personer med ufrivillig vandladning (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen nævner, at adfærdstræning med og uden biofeedback har vist en 60 % reduktion i antallet af tilfælde af ufrivillig vandladning blandt hjemmeboende ældre kvinder, og at selve muskeltræningen ser ud til at være det vigtigste. Læs også om urininkontinens.

Behandling med medicin

Hvis træning ikke er nok, kan medicin komme på tale. Patienthåndbogen beskriver to hovedtyper:

  • medicin, der dæmper de signaler, som udløser trangen til at tisse (antimuskariner, også kaldet antikolinerg medicin)
  • medicin, der hjælper blæren med at slappe bedre af, mens den fyldes (betaadrenoceptoragonister)

Begge typer kan være relevante som første behandling, og valget afhænger blandt andet af bivirkninger, anden sygdom og dine ønsker. Medicinen virker bedst sammen med blæretræning.

Om bivirkninger skriver kilderne følgende. Den første type kan give tør mund, forstoppelse og tågesyn, og kan påvirke evnen til at tænke klart. Derfor bør den bruges med forsigtighed hos ældre, og Lægehåndbogen anbefaler, at lægen vurderer den samlede antikolinerge belastning først. Den anden type tåles ifølge Patienthåndbogen godt af ældre, men blodtrykket kontrolleres hos nogle før og under behandlingen. Lægehåndbogen skriver, at mænd bør vide, at der er risiko for, at blæren ikke kan tømmes, særligt i den første behandlingsmåned.

Patienthåndbogen skriver, at man kan forvente effekt inden for cirka en måned, og at behandlingen kan bruges over lang tid. Lægehåndbogen anbefaler, at behandlingen stoppes, hvis den ikke virker eller har uacceptable bivirkninger efter 4-8 uger. Spørg din læge til råds, hvis du overvejer at ændre eller stoppe medicinen.

Når almindelig behandling ikke er nok

Patienthåndbogen nævner, at der hos ganske få med svære symptomer findes andre former for behandling:

  • Botulinumtoksin indsprøjtet i blæremusklen, som delvist lammer den i 6-12 måneder og skal gentages. I sjældne tilfælde bliver blæretømningen så dårlig, at man selv må tømme blæren med et engangskateter flere gange i døgnet.
  • Nervestimulation, som hos nogle kan dæmpe blærens aktivitet.
  • Operation, hvor et stykke af blærevæggen erstattes af et stykke tarm, så trykket i blæren bliver mindre.
  • I yderste nødstilfælde kan blæren omgås eller fjernes og erstattes af en urinstomi.

Forløb og udsigter

Patienthåndbogen og Lægehåndbogen beskriver overaktiv blære som en kronisk tilstand. Tilstanden kan ikke som sådan forebygges, men Lægehåndbogen anbefaler blæretræning og hensigtsmæssige vand- og vandladningsvaner ved begyndende trang og ved nervesygdomme, der kan disponere. Med den rette behandling får mange god kontrol over blæren og lever godt med færre gener. Hvis effekten er tilfredsstillende, bør behovet for behandling ifølge Lægehåndbogen vurderes med passende mellemrum.