Rotavirus er en af de mest almindelige årsager til, at små børn får opkastninger og diarré. De fleste børn har fået det, før de fylder 2 år. Her er, hvad Patienthåndbogen skriver. Læs også lægens artikel om akut diarré hos børn.

Symptomer

Opkastninger, mavesmerter, vandig diarré og eventuelt feber, som ofte kun er let forhøjet eller slet ikke til stede. Symptomerne begynder typisk 1-2 dage efter smitte. Opkastningerne stopper oftest efter 1-2 døgn, mens diarréen kan vare 4-6 dage. De alvorligste forløb ses ved første infektion hos børn mellem 6 måneder og 2 år.

Smitte

Rotavirus er meget smitsomt. Smitten sker især via afføring, herunder via mad og drikke. Virus kan overleve på overflader som legetøj og spredes derfor let i vuggestuer, børnehaver og familier. God håndhygiejne er vigtig: sådan vasker du hænder rigtigt. Læs også er mavesyge smitsomt?

Sådan hjælper du barnet

  • Der findes ingen medicin, der virker direkte mod virus, og de fleste har ikke brug for egentlig behandling.
  • Det vigtigste er at erstatte tabet af væske og salte. Giv små mængder ad gangen, og giv ofte.
  • Ammede spædbørn bør ammes så tit som muligt.
  • Undgå søde drikke som sodavand og sød saft. Barnet må gerne drikke mælk.
  • Letfordøjelig mad kan gives, når barnet har lyst. Det er ufarligt at spise lidt mindre i en kortere periode.
  • Medicin mod diarré anbefales ikke.

Tegn på væskemangel

  • Træthed og tørst
  • Lille mængde urin, som kan være mørk
  • Tørre slimhinder og indfaldne øjne
  • Nedsat elasticitet i huden
  • Hurtig puls

Hvornår skal du til læge?

  • Spædbørn med svær diarré eller opkastninger.
  • Små børn, der virker medtagne, slappe eller ikke er sig selv.
  • Tegn på væskemangel.
  • Udtalte mavesmerter, høj feber, blodigt opkast eller blod i afføringen.

Læs også hvor længe varer mavesyge? og lægens artikel om mavetarminfektion.