Kort svar

Nogle børn har kortvarige, gentagne anfald med bevidsthedsforstyrrelse af forskellig karakter. Patienthåndbogen skriver, at anfaldene kan være dramatiske og skræmmende for forældre og andre, der er til stede, men at det i de allerfleste tilfælde drejer sig om ufarlige og uskyldige hændelser. Hos små børn er de oftest affektanfald eller epilepsi. Det er vigtigt at udelukke epilepsi, og derfor skal skræmmende, uforklarlige eller hyppige anfald ses af en læge. Er anfaldet ledsaget af feber, påvirket bevidsthed, stiv nakke og pletter på huden, skal du kontakte læge med det samme.

Hvad dækker kortvarige anfald over?

Udtrykket dækker over alt fra et barn, der pludselig holder op med at trække vejret under et raserianfald, til et barn, der besvimer, rykker i søvne eller virker fraværende. Patienthåndbogen skriver, at kortvarige anfald er hyppige hos børn. Nogle har bevidsthedsforstyrrelse, andre har ikke. Kilden lægger vægt på, at det er vigtigt at beskrive anfaldet præcist, fordi lægen i de fleste tilfælde kan stille diagnosen ud fra sygehistorien alene.

Almindelige årsager

Affektkramper

Ved affektanfald holder barnet op med at trække vejret, udløst af for eksempel vrede, smerte eller frygt. Patienthåndbogen nævner affektkramper blandt de almindelige årsager og beskriver, at det er vigtigt at berolige forældrene. I afsnittet om besvimelse hos børn skriver samme kilde, at affektkramper som regel begynder i første eller andet leveår og gentager sig mere eller mindre hyppigt i nogle måneder eller år frem mod 2-4-årsalderen. Man skelner mellem blå anfald, hvor barnet skriger, til det bliver blåt i ansigtet, falder om og mister bevidstheden kortvarigt, og blege anfald, hvor barnet forsøger at skrige, bliver blegt, får et forbigående vejrtrækningsstop og mister bevidstheden. Nogle af børnene har ifølge kilden jernmangel, og behandling med jern kan da give bedring. Læs mere om jernmangel.

Muskelrykninger under søvn

Muskelrykninger under søvn er almindelige hos småbørn og kan vare op til skolealderen. Afgrænsede eller mere udbredte ryk kan fortsætte fra barnet sover og hen over natten. Patienthåndbogen beskriver tilstanden som ufarlig og forbigående.

Besvimelse

Besvimelse kan ifølge Patienthåndbogen forekomme hos op til 20 % af børn i alderen 0-20 år. Det er altså et af de mest almindelige anfald. Læs mere i artiklen om besvimelse hos børn og unge.

Tics

Forbigående tics forekommer ifølge kilden hos 15-25 % af børn, oftest først fra førskolealderen. Hyppigheden er stor ved Tourettes syndrom, som forekommer hos 0,05-3 % af børn og er hyppigst hos drenge. Tics sker uden bevidsthedsforstyrrelse. Læs om tics og Tourettes syndrom.

Migræne

Migræne kan debutere allerede i småbarnsalderen. Større børn kan fortælle om forvarsler (aura) med syns-, føle- og taleforstyrrelser, og der er hovedpine og opkastninger. Se også artiklen om migræne.

Sjældnere årsager

  • Søvnrædsel er en søvnforstyrrelse, som optræder cirka 90 minutter inde i søvnen. Barnet rejser sig brat op og skriger og er utrøsteligt i op til 30 minutter, før det slapper af og falder i søvn igen.
  • Refluks (gastroøsofageal reflukssygdom). Syre fra mavesækken, der strømmer op i spiserøret, kan give smerter, som barnet ikke kan beskrive. Det er mere almindeligt hos børn med cerebral parese eller anden hjerneskade. Barnet kan indtage påfaldende stillinger i forsøg på at strække spiserøret. Der kan være fuld bevidsthed, men øjenrulning, vejrtrækningsstop og af og til opkastninger, som kan minde om epilepsi.
  • Narkolepsi er usædvanlig hos børn, men forekommer undertiden hos unge. Den giver udtalt søvnighed om dagen, som går ud over skolepræstationer. Barnet kan være meget svært at vække om morgenen og kan virke forvirret, optræde aggressivt eller være grov i munden. Læs om narkolepsi.
  • Pseudoepileptiske (simulerede) anfald er psykisk betingede og hyppigst blandt piger. Anfaldene består af bestemte bevægelser, for eksempel gestikulerende, sparkende, gribende, cyklende, fægtende eller knibende, eller barnet ligger helt stille og tilsyneladende reaktionsløst. Ifølge kilden forekommer anfaldene aldrig, når barnet er alene, og barnet plejer aldrig at slå sig.

Hvad er epilepsi i den her sammenhæng?

Patienthåndbogen beskriver epilepsi som gentagne anfald, som kommer uden synlig årsag, og siger, at epilepsi kan kræve medicinsk behandling. Feberkramper, som hører til hos børn med feber, er et andet emne, som denne kilde ikke omtaler. Læs om feberkramper og om epilepsi. Fordi epilepsi er en af de to hyppigste årsager til kortvarige anfald med bevidsthedsforstyrrelse hos små børn, understreger kilden, at epilepsi skal udelukkes.

Hvad kan du selv gøre?

Patienthåndbogen skriver, at de fleste af disse anfald er ufarlige, går over af sig selv og hverken kræver lægeundersøgelse eller behandling. Ved affektkramper er det vigtigt, at forældrene undlader at gøre et stort nummer ud af hændelsen og ikke giver barnet en belønning.

Som redaktionens eget råd kan du gøre disse ting under og efter et anfald (redaktionens eget råd):

  • Bevar roen og kig på uret, så du kan fortælle, hvor længe anfaldet varede.
  • Sørg for, at barnet ikke kan slå sig, og læg det trygt ned.
  • Læg mærke til, hvad der skete lige før, om barnet var bevidstløst eller kunne reagere, om det rykkede, og hvordan det var bagefter.
  • Skriv det ned samme dag, mens du husker det.

Patienthåndbogen råder desuden til, at du om muligt optager en video af barnets anfald. Videoen kan være af stor værdi, fordi lægen sjældent ser anfaldet selv.

Hvornår skal du kontakte lægen?

Kontakt egen læge, hvis anfaldene virker skræmmende og alvorlige, hvis de er uforklarlige, hvis de er hyppige, eller hvis de hæmmer barnet i dets udvikling.

Kontakt læge med det samme ved krampeanfald sammen med feber, påvirket bevidsthed, stiv nakke og pletter på huden. Det kan ifølge kilden skyldes meningitis. Læs om hjernehindebetændelse. Hvis barnet ikke trækker vejret, ikke kommer til bevidsthed eller bliver ved med at have kramper, ringer du 112 (redaktionens eget råd).

Hvad spørger lægen om?

Patienthåndbogen opremser, hvad lægen gerne vil vide. Hvornår startede det, og hvor hyppigt kommer anfaldene? Hvordan er barnets helbredstilstand ud over anfaldene? Har der været problemer under graviditet og fødsel eller symptomer efter fødslen? Hvordan arter anfaldet sig: er barnet bevidstløst, er der kramper, hvor længe varer det, og er barnet træt efter anfaldet? Er der udløsende faktorer som vrede, smerte eller frygt? Hvornår kommer anfaldene: uprovokeret og når som helst, kun om dagen, kun om aftenen eller natten, eller kun når der er andre til stede? Er der søvnforstyrrelser?

Hvad gør lægen?

Lægen vil i de fleste tilfælde kunne stille diagnosen ud fra sygehistorien og foretager som regel en almindelig, generel undersøgelse. Lægen ser efter tegn på skader på nervesystemet, ufrivillige bevægelser (tics) og tegn på forsinket udvikling. Yderligere undersøgelser er normalt ikke påkrævet hos den praktiserende læge. Ved mistanke om epilepsi eller usikkerhed om diagnosen henvises barnet til en børnelæge eller børneafdeling.

At være forælder til et barn med anfald

Et anfald hos dit eget barn kan være en af de mest skræmmende oplevelser, man kan have som forælder, også selvom årsagen viser sig at være ufarlig. Patienthåndbogen bruger netop ordene dramatisk og skræmmende og skriver, at det er vigtigt at berolige forældrene, når der er tale om affektanfald. Det er helt almindeligt at være rystet bagefter og at frygte, at det sker igen (redaktionens eget råd). Det kan hjælpe at tale med lægen om, hvad der er sket, og hvad I skal gøre næste gang, så du føler dig bedre rustet. Hvis flere voksne har set anfaldet, så skriv hver især ned, hvad I så, for to øjenvidner ser ofte forskelligt (redaktionens eget råd). Fortæl også dagtilbud eller skole, hvad lægen har sagt, så personalet ved, hvordan de skal reagere (redaktionens eget råd).

Sådan noterer du anfaldene til lægen

Skriv ned, hvornår anfaldet kom, hvad barnet lavede lige før, hvor længe det varede, og hvordan barnet virkede bagefter. Notér også, om barnet var forkølet, havde feber, var sulten eller træt, eller havde fået et slag eller en forskrækkelse. Hvis du kan, så optag et anfald på telefonen, men kun hvis det kan ske uden at forsinke din hjælp til barnet. En enkel oversigt gør det lettere for lægen at forstå, hvad du har set, og det er ofte svært at huske detaljerne bagefter, når du har været bekymret. Tag oversigten med til lægen og skriv de spørgsmål ned, du vil stille (redaktionens eget råd)

Hvad vi ikke ved ud fra kilden

Patienthåndbogens artikel angiver ikke, hvor mange af børnene med kortvarige anfald der får epilepsi, og den fortæller ikke, hvor længe et anfald må vare, før du skal ringe 112. Den beskriver heller ikke, hvordan du giver førstehjælp under et krampeanfald. Vi skriver derfor ikke tal eller detaljerede førstehjælpsråd her ud over de generelle råd mærket som redaktionens eget råd. Ved tvivl ringer du til lægen, lægevagten på 1813 eller 112.

Gode spørgsmål at stille lægen

  • Ligner anfaldene et affektanfald, besvimelse, tics eller epilepsi?
  • Er der brug for undersøgelse hos en børnelæge?
  • Kan jernmangel have en rolle hos mit barn?
  • Hvad skal jeg gøre, hvis det sker igen, og hvornår skal jeg ringe 112?
  • Hvordan fortæller jeg det bedst til børnehave eller skole?