Kort svar
En ultralydsskanning af bughulen er en undersøgelse, hvor lydbølger bruges til at lave billeder af organerne i maven. Patienthåndbogen skriver, at den primært bruges til at udrede uklare mavegener og ved mistanke om sygdom i galdeveje, lever eller bugspytkirtel, for eksempel galdesten eller gulsot. Du ligger på et leje, og lægen, radiografen eller sygeplejersken fører et lydhoved hen over huden med gel på. Undersøgelsen tager sædvanligvis 10-30 minutter. Der er ingen strålingsrisiko. Til undersøgelse af kvinders underliv bruges ultralyd også, men med anden forberedelse, se artiklen om ultralyd af underlivet hos kvinder.
Hvad er ultralyd?
Lex forklarer, at ultralydsscanning bygger på ekkoprincippet, som kendes fra sonar. Lydhovedet indeholder en krystal, der sender lydbølger med så høj frekvens, at mennesker ikke kan høre dem. Lydbølgerne kastes tilbage fra grænserne mellem forskellige typer væv. Apparatet omsætter ekkoerne til et gråtonebillede på en skærm. Fordi billedet opdateres mange gange i sekundet, ser lægen organerne bevæge sig, mens undersøgelsen foregår.
Lex fremhæver, at metoden ikke bruger ioniserende stråling, at der ikke er påvist skadelig effekt, og at den er hurtig, mobil og relativt billig sammenlignet med CT og MR. Hvis du vil forstå forskellen på ultralyd og de andre billedundersøgelser, kan du læse artiklen om forskellen på MR, CT og røntgen. Ultralyd af selve hjertet, som kaldes ekkokardiografi, er beskrevet i artiklen om ultralyd af hjertet.
Hvornår bruges ultralyd af bughulen?
Patienthåndbogen beskriver, at undersøgelsen bruges i disse situationer:
- udredning af uklare mavegener
- mistanke om sygdom i galdevejene, leveren eller bugspytkirtlen, for eksempel galdesten eller gulsot
- mistanke om sygdom i nyrerne og urinvejene, især når nyrefunktionen er nedsat, og man ikke kan få jodholdigt kontraststof til en CT-skanning af urinvejene
Hvis du har ondt i maven og har mistanke om galdesten, kan du læse mere om galdesten og sygdomme i galdevejene. Er nyrerne i fokus, kan artiklen om nyresten være relevant.
Hvad kan ultralyden vise?
Patienthåndbogen skriver, at ultralyd især viser de bløde organer, som røntgen ikke viser detaljeret uden kontraststof. Eksemplerne i artiklen er:
- Lever: om den er forstørret, og om der er svulster eller cyster.
- Galdeveje: om der er galdesten, og om en sten sidder fast i galdegangen.
- Bugspytkirtel: i sjældne tilfælde betændelse, cyster eller svulster.
- Nyrer: svulster og afløbshindringer.
- Andre organer: binyrer, milt, urinveje, større blodårer og lymfeknuder.
Lex nævner, at ultralyd også bruges til mange andre dele af kroppen, blandt andet nyrer og blære, prostata, skjoldbruskkirtel, testikler, led og sener, og til at styre en tynd nål, når der skal tages en vævsprøve eller tømmes en byld. Kan en prøve blive aktuel, kan du læse om biopsi (vævsprøve).
Ultralyd bruges også andre steder i kroppen
Lex oplister mange andre anvendelser af ultralyd, så du kan genkende metoden, hvis du får tilbudt den et andet sted:
- i graviditeten, hvor ultralyd rutinemæssigt bruges til at følge fosterets udvikling
- til livmoder og æggestokke, ofte med en probe, der føres ind i skeden
- til hjertet (ekkokardiografi), hvor man ser pumpefunktion og klapper
- til skjoldbruskkirtel, lymfeknuder og testikler
- som supplement til mammografi ved tæt brystvæv eller en knude i brystet
- til led, muskler og sener, for eksempel ved sportsskader og gigt
Lex forklarer også, at lydhovedet kan være ganske lille og føres ind i kroppen, for eksempel via endetarm, skede eller spiserør, hvis lægen skal tættere på organet. Det kaldes endoskopisk ultralyd. Under en ultralydsskanning kan lægen også føre en tynd nål ind, mens nålens spids følges på skærmen. På den måde kan man tage vævsprøver eller tømme en byld. Det er dog en anden undersøgelse end den helt almindelige maveskanning, som artiklen her handler om.
Ifølge Lex var den første medicinske brug af ekkoprincippet at påvise galdesten, og den første ultralydsscanner blev udviklet i USA i 1950. I dag bruges ultralyd af mange faggrupper, blandt andre radiologer, sonografer, radiografer, jordemødre, fysioterapeuter, sygeplejersker og læger i mange specialer, for eksempel praktiserende læger og akutlæger.
Sådan forbereder du dig
Patienthåndbogen skriver, at forberedelsen varierer fra sted til sted, og at du skal følge vejledningen fra den afdeling, du skal undersøges på. Artiklen om ultralyd af bughulen nævner ikke et krav om at faste eller drikke, og Lex skriver, at der til ultralyd normalt ikke kræves nogen særlig forberedelse. Står der noget i dit kaldebrev, gælder det altså frem for det, der står her. Er du i tvivl, så ring til afdelingen, før du møder op. Kontraststof bruges kun i enkelte tilfælde, og afdelingen kan fortælle dig, om det er aktuelt for dig.
Forløbet
Patienthåndbogen beskriver forløbet sådan:
- Du ligger på et leje.
- Der smøres ultralydsgel på det område, der skal undersøges, for at skabe god kontakt mellem hud og lydhoved.
- Lægen, radiografen eller sygeplejersken fører lydhovedet hen over huden, ofte med et vist tryk, så billederne bliver så tydelige som muligt.
Undersøgelsen tager sædvanligvis 10-30 minutter. Den er smertefri, men kan føles ubehagelig, hvis der trykkes på et sted, der i forvejen gør ondt.
Hvad kan ultralyd ikke?
Ingen undersøgelse kan det hele. Patienthåndbogen peger på flere begrænsninger:
- Luft reflekterer lydbølgerne så kraftigt, at væv bag luftansamlinger ikke kan vurderes. Ultralyd giver derfor ikke altid et komplet billede.
- Ved større skader, for eksempel efter en ulykke, anbefales i stedet en CT-skanning af bughulen.
- Til at undersøge urinvejene er CT-skanning den primære undersøgelse, når det er muligt.
- Ultralyd bruges ikke længere til at finde sten i urinvejene. Det gøres med CT-skanning.
Lex skriver, at tarmluft og svær overvægt kan forringe billederne af maven, og at CT eller MR i nogle tilfælde foretrækkes. Mere om disse undersøgelser kan du læse i artiklerne om CT-skanning og kontraststof og MR-skanning.
Er ultralyd farlig?
Patienthåndbogen skriver, at der ikke er kendte risici ved ultralydsskanning, og at der ikke er nogen strålingsrisiko som ved røntgen. Det er kun, hvis du får kontraststof, at der i sjældne tilfælde kan opstå kvalme, metalsmag eller hovedpine. Alvorlige bivirkninger ses meget sjældent.
Svar på undersøgelsen
Patienthåndbogen forklarer, at undersøgelsen kan vise, om der er tegn på sygdom i de undersøgte organer, for eksempel sten, svulster, cyster, forstørrelse eller afløbshindringer. Artiklen beskriver ikke, hvornår og hvordan du får svar. Det afhænger af, hvem der har henvist dig, og af afdelingen. Spørg, mens du er der, hvem der kontakter dig. Forværres dine symptomer, mens du venter på svar, skal du kontakte din læge. Ring 112 ved akut livstruende sygdom, og kontakt lægevagten på 1813, hvis du uden for lægens åbningstid er i tvivl.
Gode spørgsmål at stille
- Hvad er formålet med skanningen, og hvilke organer undersøger I?
- Er der noget, jeg skal gøre før undersøgelsen, for eksempel med mad og drikke?
- Bliver der brugt kontraststof?
- Hvem giver mig svar, og hvornår?
- Hvad sker der, hvis ultralyden ikke giver et klart svar?