Årsag til bihulebetændelse
For den akutte bihulebetændelse gælder, at den ofte er led i eller komplikation til en banal forkølelse.
Den kan også optræde som komplikation til allergiske næsesygdomme eller trykpåvirkning (barotraumer) af bihulerne i forbindelse med fx flyvning.
En særlig form (odontogen sinuitis) ses som komplikation til rodspidsbetændelse i overkæben.
Bakteriologisk drejer akutte bihulebetændelser sig ofte om infektioner med Streptococcus pneumoniae, Hæmophilus influenzae, Moraxella catarrhalis eller anaërobe bakterier.
Den kroniske bihulebetændelse ser man som en fortsættelse af akutte betændelser i slimhinderne eller i sammenhæng med allergisk eller non-allergisk rhinit eller nasal ciliedysfunktion (især hos børn).