Knogleskørhed (osteoporose) med nedsat knoglemasse og styrke medfører risiko for frakturer ved almindelig dagligdags belastninger som fald på jorden eller gulvet.
Årsag
- Arv
- Lav vægt (BMI <19)
- Tidligere lav-energi-fraktur
- Tidlig overgangsalder (menopause)
- Systemisk behandling med binyrebarkhormon (glukokortikosteroider) i >3 mdr. med doser sv.t. prednisolon >5 mg dgl. Alle patienter der sættes i prednisolon behandling med mere end 7,5 mg og forventet i mere end 1 måned bør gives profylaktisk behandling med kalk og D- vitamin som anført nedenfor.
- Leddegigt
- Nyresygdomme
- Mb. Bechterew
- Myelomatose
- KOL
Klinik
Knogleskørhed, osteoporose giver ikke i sig selv symptomer.
Patienten er oftest en kvinde efter overgangsalderen. Højden er reduceret. Patienten har krum ryg og nedsat afstand mellem ribben og hoftekam. Hyppigst forekommer fraktur af hofte, rygsøjle, overarm, håndled.
Hver 3. kvinde og hver 8. mand vil få knoglebrud, som skyldes osteoporose.
Diagnose
Højdemåling og sammenligning med tidligere målinger. DEXA-skanning (knogleskanning der måler mængden af kalk i knoglerne) med påvisning af T-score i ryg eller hofte <2,5.
Behandling
- Calcium og D-vitamin som grundbehandling (400 – 1.000 mg calcium plus 20 – 40 mikrogram D-vitamin daglig).
- Raloxifen anvendes til kvinder med let til moderat osteoporose
- Bisfosfonater anvendes til forebyggelse og behandling af osteoporose efter overgangsalderen og osteoporose hos mænd
- Strontiumranelat anvendes til osteoporose efter overgangsalderen
- PTH behandling kan anvendes til de sværest ramte patienter
Læs om: D-vitaminmangel [osteomalaci]
For yderligere information: Osteoporoseforeningen
Redaktionens tilføjelser
Redaktionen, 17. oktober 2026. Ikke en del af lægens tekst. Alt herunder bygger på kilderne nederst.
Note om nyere behandling: Redaktionen har 17/10-2026 tjekket lægens afsnit om diagnose og behandling mod Lægehåndbogen på sundhed.dk. Diagnosen stilles ved en T-score på -2,5 eller lavere (med minus) ved knogleskanning, eller ved et lavenergibrud af hofte eller ryghvirvel. Strontiumranelat, som lægen nævner, blev trukket af markedet af producenten i 2017. I dag er bisfosfonat førstevalg og denosumab (en indsprøjtning hvert halve år) alternativet. Ved svær knogleskørhed kan specialister give knogleopbyggende medicin som teriparatid eller romosozumab. Calcium og D-vitamin er stadig grundbehandling; Lægehåndbogen angiver 1000-1200 mg calcium fra kost og tilskud og 20 mikrogram D-vitamin dagligt. Kilder: Lægehåndbogen på sundhed.dk: Osteoporose (oktober 2026) og The Pharma Letter: Servier pulls Protelos from the market (2017).
Spørgsmål og svar
Hvordan opdager man knogleskørhed?
Knogleskørhed giver ingen symptomer, før der sker et brud. Diagnosen stilles med en knogleskanning (DEXA-skanning), som måler knogletætheden i ryg og hofte.
Hvem får knogleskørhed?
Oftest kvinder efter overgangsalderen, men også mænd. Risikoen øges af arv, lav vægt, rygning, tidligere brud, langvarig behandling med binyrebarkhormon og visse sygdomme som leddegigt og KOL.
Kan knogleskørhed behandles?
Ja. Medicin kan mindske risikoen for nye brud markant. Desuden anbefales calcium og D-vitamin, motion og forebyggelse af fald.
Hjælper motion mod knogleskørhed?
Ja. Fysisk aktivitet med belastning og balancetræning styrker knogler og muskler og mindsker risikoen for fald.
Kilder