Kort svar: to beslægtede rytmeforstyrrelser i forkamrene

Atrieflimren og atrieflagren er begge rytmeforstyrrelser i hjertets forkamre (atrierne). Patienthåndbogen beskriver dem sammen i én artikel, fordi de hyppigt forekommer, og fordi de i vid udstrækning håndteres på samme måde. I daglig tale kalder mange begge dele for forkammerflimmer eller hjerteflimmer. Der er dog en forskel i selve rytmen: Ved atrieflagren trækker forkamrene sig meget hurtigere sammen end ved normal hjerterytme, mens der ved atrieflimren er en slags elektrisk kaos i forkamrene, som gør, at de i praksis slet ikke bidrager til hjertets pumpefunktion.

På denne side kan du læse, hvad der sker i hjertet i de to tilfælde, hvad man mærker, hvorfor de kan føre til blodprop, hvordan lægen stiller diagnosen, og hvad behandlingen går ud på. Siden bygger på Patienthåndbogen og er skrevet af redaktionen.

Sådan fungerer hjertets normale rytme

For at forstå forskellen er det en hjælp at kende den normale rytme. Hjertet har fire rum: to forkamre og to hjertekamre. Forkamrene sender blodet ind i hjertekamrene og fylder dem op. De to hjertekamre pumper derefter blodet videre, højre kammer til lungerne og venstre kammer til resten af kroppen. Forkamrene har en meget tyndere muskelvæg end hjertekamrene.

Hjertet har et elektrisk ledningssystem. Under normale omstændigheder udløses regelmæssige elektriske impulser fra et lille område i højre forkammer, den såkaldte sinusknude. Impulserne styrer hjertets takt, så forkamre og hjertekamre trækker sig sammen i den rigtige rækkefølge. Patienthåndbogens artikel om hjertearytmi forklarer, at pulsen normalt ligger på 60-100 slag i minuttet, og at det kræver et rytmisk samarbejde mellem forkamre og hjertekamre at få mest muligt ud af hvert hjerteslag. Læs mere om pulsen på siden om normal puls.

Hvad sker der ved atrieflagren?

Ved atrieflimren og atrieflagren er det ikke længere sinusknuden, der styrer hjertets takt. I stedet udløses elektriske impulser meget hurtigere end normalt fra andre steder i forkammeret. Forkamrene bevæger sig derfor oftest meget hurtigere, end de skal.

Ved atrieflagren trækker forkamrene sig meget hurtigere sammen end ved normal hjerterytme (sinusrytme). Kilden beskriver ikke rytmen mere detaljeret, men fremhæver, at tilstanden i vid udstrækning behandles på samme måde som atrieflimren. En forskel i behandlingen er, at varmebehandling med et kateter, også kaldet ablation, især nævnes ved atrieflagren. Læs mere på siden om atrieflagren.

Hvad sker der ved atrieflimren?

Ved atrieflimren er der en slags elektrisk kaos i forkamrene. Forkamrene står og flimrer uden at trække sig sammen, og derfor bidrager de i praksis ikke til hjertets pumpefunktion. Konsekvensen er, at hjertekamrene ikke bliver fyldt helt optimalt, og hjertet pumper dermed lidt mindre effektivt.

Patienthåndbogen peger på, at det mere stillestående blod i forkamrene får mulighed for at klumpe sammen, altså koagulere. Blodklumperne giver ikke problemer inde i hjertet, men de kan rive sig løs og føres med blodstrømmen ud i kroppen eller op til hjernen. Her kan de forårsage en blodprop i hjernen (apopleksi). Det er den vigtigste grund til, at rytmeforstyrrelsen tages alvorligt, også når den ikke giver mange symptomer. Se også forkammerflimmer og hvor længe varer atrieflimren.

Symptomer: hvad kan du mærke?

Tilstanden kan opleves meget forskelligt. Nogle får hjertebanken, åndenød, brystsmerter, mathed og svimmelhed. Mange kan mærke, at pulsen er ujævn. Andre mærker slet ikke noget, og rytmeforstyrrelsen opdages tilfældigt ved et besøg hos lægen. Nogle kan mærke, når rytmen slår til eller fra, og hjertet igen slår normalt.

Symptomerne er oftest mest generende, lige når rytmeforstyrrelsen opstår, og de aftager som regel, når den har stået på længe. Patienthåndbogen nævner som de hyppigste symptomer uro i brystkassen, hjertebanken og åndenød. Mere sjældne symptomer er svimmelhed eller besvimelse og en trykkende fornemmelse i brystet. Det er ikke almindeligt at få smerter i brystet ved tilstanden, men hvis hjertet skal arbejde ekstra hurtigt, og du i forvejen har åreforkalkning, kan man godt få brystsmerter. Læs mere om symptomet på siden om hjertebanken.

Kilden skriver ikke, at man kan skelne atrieflimren fra atrieflagren ud fra symptomerne alene. Derfor er undersøgelsen hos lægen vigtig.

Hvornår skal du kontakte lægen?

Hvis du er begyndt at få åndenød ved mindre anstrengelser, end du er vant til at kunne klare, eller hvis du har vedvarende hjertebanken eller uro i brystet, er det ifølge Patienthåndbogen en god idé at kontakte lægen. Svimmelhed eller besvimelse, som sjældent ses ved forkammerflimmer, bør også få dig til at kontakte lægen.

Artiklen om hjertearytmi giver en tilføjelse: Hvis du besvimer eller har oplevelsen af, at du er tæt på at besvime, skal det altid få dig til at søge læge. Det samme gælder, hvis du pludseligt eller hyppigt får tegn som åndenød, svaghedsfølelse eller brystsmerter på tidspunkter, hvor du ikke forventer det. Kilden skriver, at man i sådanne tilfælde skal ringe 112. Se også hvornår du skal til læge med hjertebanken.

Sådan stilles diagnosen

Lægen kan mistænke atrieflimren eller atrieflagren ved at undersøge din puls, men et kardiogram (EKG) er nødvendigt for at være sikker. På et EKG ser de to rytmer forskellige ud, og Patienthåndbogen viser da også særskilte EKG-billeder af hver af dem. Hvis du har hjerteflimmer, er det også aktuelt at lave en ultralydsundersøgelse af hjertet, kaldet ekkokardiografi, hvor man kan se hjertet arbejde. Den bruges til at vurdere hjertets pumpefunktion og til at se, om en anden hjertesygdom, for eksempel hjerteklapsygdom, ligger bag og måske forårsager rytmeforstyrrelsen. Læs mere om undersøgelsen på siden om ekkokardiografi.

Hvis anfaldene kommer og går, kan det være svært at få et EKG netop, mens du har rytmeforstyrrelsen. Artiklen om hurtig forkammerrytme beskriver, at man så kan overveje en langtidsregistrering af hjerterytmen over flere dage, hvor du går med en lille optager, og at man ved meget sjældne anfald i nogle tilfælde kan lægge en lille optagerenhed ind under huden.

Hvorfor får man atrieflimren eller atrieflagren?

Flere faktorer kan medvirke. Patienthåndbogen nævner:

  • påvirkning af hjertemusklen på grund af højt blodtryk
  • angina pectoris eller blodprop i hjertet (åreforkalkning)
  • nedsat pumpefunktion, altså hjertesvigt
  • højt stofskifte
  • sygdom i en eller flere hjerteklapper
  • alkohol
  • dårlige lunger
  • høj alder

Generelt regner man ikke sygdommen som arvelig. Der er dog fundet gener, som øger risikoen, og i forskningssammenhæng undersøger man især yngre personer med forkammerflimmer for arvelighed. Læs mere om baggrunden på siden om højt blodtryk og stress.

Er det farligt?

Ifølge Patienthåndbogen er atrieflimren og atrieflagren ikke i sig selv farlige. Der er to forhold, man skal kende. For det første kan en meget høj puls over længere tid føre til hjertesvigt, og derfor bør hjertefrekvensen ofte sænkes med medicin. For det andet øger atrieflimren risikoen for blodprop i hjernen, og hvis du har andre risikofaktorer, vil blodfortyndende behandling ofte være rådeligt.

Kilden understreger noget, som mange overser: Risikoen for blodprop afhænger kun lidt af, hvor hyppige anfaldene er, og hvor hurtig pulsen er. Den afhænger i langt højere grad af andre faktorer, først og fremmest alder, men også sygdomme som diabetes, højt blodtryk, hjertesvigt eller åreforkalkning. Jo mere sygdom, desto højere risiko. Din læge rådgiver dig ud fra en beregning af din risiko.

Behandling: to mål

Patienthåndbogen beskriver, at behandlingen overordnet handler om to ting: at minimere risikoen for blodprop i hjernen og at håndtere hjerterytmen.

Det første mål betyder, at de fleste har eller får brug for blodfortyndende behandling. Hvor længe den skal vare, varierer fra person til person, og nogle bør fortsætte, selv om de kun sjældent har forkammerflimmer, fordi blodproppen afhænger af andre faktorer end selve rytmen. Læs mere på siden om blodfortyndende behandling.

Det andet mål er at mindske symptomerne og aflaste hjertet. Ved nylig opstået atrieflimren kan man forsøge at genoprette hjertets normale rytme med medicin, enten som tabletter eller direkte i blodåren. Er tilstanden mere permanent, vælger lægen oftest enten at forsøge at fastholde den normale rytme med medicin (rytmekontrol) eller at regulere pulsen (frekvenskontrol). Hvis medicinen ikke lykkes, kan et elektrisk stød under bedøvelse, kaldet DC-konvertering, i en del tilfælde få hjertet tilbage til normal rytme. Man skal da være i blodfortyndende behandling i en periode før, oftest i en måned, og i en varierende periode bagefter. Tilbagefald er hyppigt både efter medicin og efter stødbehandling.

I udvalgte tilfælde, især ved atrieflagren, kan der blive tale om kateterablation, også kaldet varmebehandling eller brænding. Via små plastikrør i blodårerne i lysken inaktiverer man de forstyrrende elektriske impulser i forkamrene. Det foregår kun på hjertecentre i Danmark og kommer typisk på tale for patienter med symptomer, hvor anden behandling har været utilstrækkelig. Behandlingen virker bedst, hvis man ikke har haft forkammerflimmer i mange år. Artiklen om behandling af hjertearytmi tilføjer, at ablation er ret effektiv ved arytmier med mange elektriske ledningsveje som atrieflimmer og atrieflagren, at tilbagefald dog kan forekomme, og at cirka 70 % af dem, der behandles for atrieflimren, stadig har normal hjerterytme et år efter. Læs mere på siden om elektrokonvertering og ablation.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Atrieflimren kan komme og gå, men bliver hos mange med tiden permanent. Risikoen for blodprop i hjernen er øget, så længe man har den, og afhænger af blandt andet køn, alder og anden sygdom. Blodfortyndende medicin mindsker risikoen betydeligt, skriver Patienthåndbogen. Tilstanden er hyppig og stiger med alderen: Den ses relativt sjældent før 60-årsalderen, men findes hos cirka 15 % af de 80-årige. Artiklen om hjertearytmi nævner, at omkring 10 % af alle over 80 år er ramt.

Hvad kan du selv gøre?

Patienthåndbogen anbefaler en sund livsstil: drik ikke for meget alkohol, dyrk motion og undgå overvægt. Højt blodtryk er en af de hyppige årsager til hjerteflimmer og bør behandles. Oftest bør man tilstræbe et blodtryk, der ikke overstiger 130/80 mm Hg. Artiklen om hjertearytmi nævner desuden, at vægttab, rygestop, mindre alkohol og mere motion i mange tilfælde kan have en gavnlig indflydelse på forkammerflimmer, som er den hyppigste rytmeforstyrrelse. Læs om blodtrykket på siden om kan man blive rask af højt blodtryk.

Hvis du får tegn på en blodprop i hjernen, for eksempel pludselig lammelse eller talebesvær, skal du ringe 112 (redaktionens eget råd).

Gode spørgsmål til lægen

  • Har jeg atrieflimren eller atrieflagren ifølge mit EKG?
  • Hvor stor er min risiko for blodprop, og skal jeg have blodfortyndende behandling?
  • Skal vi forsøge at genoprette rytmen eller regulere pulsen?
  • Kommer ablation på tale for mig?

Hvad er ikke verificeret

Siden bygger på Patienthåndbogens artikler om atrieflimren og -flagren (fuldt læst), hjertearytmi og hjertearytmi, behandling (fuldt læst) og de første ca. 8.000 tegn af artiklen om hurtig forkammerrytme (resten er ikke læst). Kilden beskriver ikke, hvor stor en del af de ramte der har flagren fremfor flimren, og den angiver ikke et tal for, hvor hurtigt forkamrene slår ved de to rytmer. Der gengives ingen doser eller præparatnavne. Rådet om at ringe 112 ved tegn på blodprop i hjernen er redaktionens eget råd.