Kort svar
Ondt ved løb og anden udholdenhedsidræt skyldes langt oftest overbelastning. Lægehåndbogen skriver, at de fleste skader i udholdenhedsidræt opstår, fordi kroppen belastes mere, end den når at restituere sig fra. De hyppigste steder er knæet, skinnebenet, akillessenen og foden. Smerten kan komme under træningen, bagefter eller begge dele. Det er sjældent farligt, men ubehandlet kan en overbelastning udvikle sig til en længerevarende skade, og enkelte tilstande, som stressbrud, kræver, at du får dem set af en læge. Siden gennemgår de hyppigste skader og de medicinske problemer, som udholdenhedsudøvere også kan få, så du kan genkende dem og vide, hvornår det er tid til at søge hjælp.
Hvem får skader i udholdenhedsidræt?
Ifølge Lægehåndbogen omfatter udholdenhedsidræt alle aldersgrupper. Eliteudøverne er typisk i 20-erne og 30-erne, men den største gruppe er personer mellem 35 og 50 år. Kilden nævner løb, cykling, roning og langrend som de aktuelle idrætter. Som følge af den intensive træning er udøverne i risiko for belastningsskader og for medicinske tilstande, der udløses af anstrengelse.
Løb er ifølge kilden prototypen på udholdenhedsidræt. Belastningsskader kan ofte føres tilbage til fejl i træningen, for eksempel for hurtig øgning af distancen eller for meget løb i alt. Kilden peger på, at de vigtigste forudsigere for skader i benene hos løbere er tidligere skade og et ugentligt omfang, der overstiger 30-40 kilometer. Hvis du er ny til løb, kan du læse sådan kommer du sikkert i gang med at løbe.
Hvorfor opstår overbelastning?
Udholdenhedsudøvere skifter mellem perioder med hård træning og perioder med hvile. Lægehåndbogen forklarer, at intensiv træning kombineret med for lidt hvile svækker de reparationsprocesser, der foregår i cellerne, og efter nogen tid ødelægger vævet. Kilden skriver, at man har foreslået, at små vævsskader kan hobe sig op i nogen tid, før udøveren mærker smerte eller andre symptomer. Det kan forklare, hvorfor en skade kan føles, som om den kom ud af ingenting.
Ved cykling spørger lægen ifølge kilden til, om udstyret er ændret for nylig, for eksempel sadel og sko, hvordan du sidder på cyklen, og hvor høj sadlen er. Lægen spørger også til, om træningsvaner eller terræn er ændret. Hos løbere spørger lægen til, hvornår og hvordan generne begyndte, om de kommer under eller efter træning, hvor præcis smerten sidder, om du tidligere har haft skader, hvor meget du løber, om du har ændret træningens varighed eller intensitet eller underlaget, og hvilken type løbesko du bruger, og hvor gamle de er.
Smerter i sener
De fleste seneskader, som opstår ved overbelastning, er ifølge Lægehåndbogen degenerative, det vil sige en slags slid i senen, og ikke betændelse. Derfor anbefaler kilden betegnelsen tendinopati og tilbageholdenhed med ordene tendinit og tendinose. Det har klinisk betydning: Kilden skriver, at tendinopatier typisk ikke reagerer godt på smertestillende betændelsesdæmpende tabletter eller kortisoninjektioner, og at mange patienter heler langsomt, så der ofte skal betydelige ændringer i aktiviteterne til. Relativ hvile er en grundlæggende del af behandlingen. Hvor meget og hvor længe afhænger af symptomerne, skadens art og idrætten. Kilden anbefaler at erstatte smertefulde aktiviteter med andre, for eksempel cykling i stedet for løb, og at vende gradvist tilbage til idrætten for at undgå tilbagefald.
Akillessenen
Ved akillestendinopati opstår smerterne ifølge kilden som regel snigende og tiltager gradvist. I milde tilfælde er de kun til stede under anstrengelse, i svære tilfælde påvirker de dagligdagen. Lægen kan finde ømhed i et flere centimeter langt område ovenfor senefæstet, ofte med fortykkelse og en følbar knude. En mere akut form med hurtig begyndelse og knitren ved undersøgelsen tyder på en ægte betændelse i senens hylster. Kilden skriver, at den mest effektive behandling er særlig styrketræning, hvor muskelfibrene forlænges, og at de fleste bliver symptomfri efter genoptræning. Læs mere i artiklen ondt i akillessenen.
Smerter i knæet
Smerter foran i knæet
Patellofemoralt smertesyndrom er en samlet betegnelse for smerter forrest i knæet. Typisk beskriver udøverne smerte forrest i knæet i forbindelse med gentagne belastninger under løb, spring eller cykling. Smerten forværres ved at gå op og ned ad trapper eller bakker og ved at sidde længe med bøjet knæ, det såkaldte biografsymptom. Ved behandling er det ifølge Lægehåndbogen vigtigt at justere træningsplanen. Cyklister kan have gavn af at justere sadelhøjde og pedaler, og der kan trænes med fokus på knæskallens bevægelse og styrkelse af visse lårmuskler og balderne. Se smerter ved knæskallen.
Smerter på ydersiden af knæet
Friktionssyndrom i det iliotibiale bånd, også kaldet løberknæ, giver ifølge kilden skarpe eller brændende smerter på ydersiden af knæet under løb, cykling eller gang. Der er lokal ømhed, hvor båndet går hen over knoglen på ydersiden af knæet, og en svag balde- og hoftemuskulatur kan være en medvirkende faktor. Behandlingen omfatter tilpasning af aktiviteten, styrketræning af hofteabduktorerne og udspænding. Kilden skriver, at operation kun er en mulighed, hvis generne vedvarer trods ordentlig behandling uden operation. Se løberknæ og ondt i knæet.
Smerter i skinnebenet og foden
Skinnebensbetændelse
Medialt tibialt stresssyndrom, i daglig tale skinnebensbetændelse eller "shin splint", er anstrengelsesrelateret smerte langs den nederste to tredjedele af skinnebenets inderkant. Milde tilfælde giver kun smerte under belastning, mens alvorligere tilfælde også kan give smerte i hvile. Kilden skriver, at tilstanden er relateret til biomekaniske forhold som overpronation af foden og indadvendte knæ (valgusknæ), og at mere afgrænset ømhed kan tyde på et stressbrud. Differentialdiagnoser er stressbrud i skinnebenet og kronisk anstrengelsesudløst muskelrum-syndrom. Behandlingen er blandt andet aktivitetstilpasning, udspænding og korrektion af biomekaniske forhold, men kilden skriver, at der er sparsom dokumentation for, at indlæg og lignende hjælper. Læs om skinnebensbetændelse.
Hælspore og smerter i fodbuen
Plantar fasciitis, også kaldet hælspore, skyldes ifølge kilden formentlig mikroskopiske rifter i senepladen under foden som følge af træk og overbelastning. Udøverne beskriver hælsmerter eller smerter i fodbuen, som ofte er værst først på morgenen eller efter længere tids siddende. Fladfod og hulfod antages at øge risikoen. Behandlingen består af relativ hvile, udspænding af fodbuen, støtte i form af indlæg og at undgå flade sko og barfodsgang. Kilden skriver, at kirurgi bør forbeholdes patienter med vedvarende symptomer i mere end 6-12 måneder, som ikke bedres ved behandling uden operation. Se hælspore.
Stressbrud
Stressbrud er ifølge Lægehåndbogen en hyppig og potentielt alvorlig overbelastningsskade i udholdenhedsidræt. Knoglen udsættes for gentagne belastninger, små skader hober sig op, og knoglens reparation kan ikke følge med. Stressbrud kan opstå i bækkenet, lårbenet, lårhalsen, skinnebenet, lægbenet, hælbenet og mellemfodsknoglerne og andre knogler i foden. Kilden skriver, at man altid bør mistænke et stressbrud, når en løber har lokaliserede smerter, og at tilstanden er klinisk sandsynlig, når der er tydelig og betydelig ømhed lige over knoglen. Ved stressbrud i lårhalsen kommer der tiltagende halten og smerte ved bevægelse i hofteleddet, med smerten i lysken og på indersiden af låret. Kilden bemærker, at stressbrud og spiseforstyrrelser ofte forekommer sammen. Røntgen er i starten negativ hos 50-75 procent, og scintigrafi eller MR giver diagnosen. I mange tilfælde kræver stressbrud kun relativ hvile, muligvis kortvarig brug af krykker eller en støvle, og vigtigt er alternativ træning som cykling, svømning og styrketræning, mens knoglen heler. Se hvor længe varer et træthedsbrud og stressbrud i skinnebenet.
Medicinske problemer ved anstrengelse
Anstrengelsesudløst astma
Anstrengelsesudløst astma er ifølge kilden karakteriseret ved akutte, reversible sammentrækninger af luftvejene under og efter store anstrengelser. Kold, tør luft forværrer oftere symptomerne end varm og fugtig luft, og luftforurening bidrager. Man antager, at tilstanden skyldes vandtab og afkøling af luftvejene ved hurtig vejrtrækning. Kilden skriver, at den forekommer hos 12-15 procent af befolkningen og hos op til 30 procent af idrætsudøvere, højest blandt svømmere og vintersportsudøvere. Typiske symptomer er åndenød, generende hoste og hvæsen, og nogle har kun nedsat præstation under meget hård træning eller konkurrence. Diagnosen bygger på en detaljeret sygehistorie og tegn på sammentrækning af luftvejene under anstrengelse, med normal lungefunktion i hvile. Kilden anbefaler, at personer med tilstanden opfordres til at fortsætte med idræt, og nævner ikke-medicinske tiltag som ordentlig opvarmning. Medicinsk behandling aftales med lægen. Læs om idræt og astma.
Kollaps og for lavt natrium i blodet
Lægehåndbogen skriver, at kollaps efter anstrengelse er blevet hyppigere i takt med populariteten af maraton og triatlon. De fleste tilfælde er godartede og optræder, efter at udøveren er holdt op. Den almindeligste form skyldes et forbigående blodtryksfald, når blodet samler sig i benene efter ophør med anstrengelsen, og behandles ved at løfte benene. Alvorligere tilfælde indebærer for lavt natrium i blodet, overophedning og hjerte-kar-hændelser. For lavt natrium skyldes ifølge kilden for ivrigt indtag af væske med lidt salt, mens man sveder meget, og ses især ved langdistanceløb, hyppigere hos kvinder og hos langsomme løbere. Udøvere kan gå betydeligt op i vægt under konkurrencen, og i modsætning til ved hedeslag er de ikke overophedede. Uerfarne og langsomme løbere bør advares mod at drikke for meget. Kilden skriver også, at nogle eksperter mener, man skal drikke, så meget man har lyst til. Se for lavt natrium i blodet og forskellen på solstik og hedeslag.
Overtræning
Overtræningssyndrom indebærer, at træningen overstiger kroppens evne til at tilpasse sig, men kilden skriver, at vores viden om syndromet er ufuldstændig. De mest fremtrædende symptomer er nedsat præstation og generel udmattelse. Andre kan være humørændringer, dårlig søvn, tunge ben og mere sygdom og skader. Symptomerne varer trods mere end to ugers hvile. Forhøjet hvilepuls er beskrevet som typisk tegn, men er ikke bekræftet i nyere undersøgelser. Der findes ingen særlige blodprøver for overtræning, og man udelukker typisk andre medicinske årsager til slapheden. Behandlingen er hvile i flere uger til måneder, efterfulgt af gradvis genoptagelse af træningen.
Hvornår skal du til læge?
Lægehåndbogen er skrevet til læger og giver ikke tommelfingerregler til udøverne selv. Redaktionen omsætter kildens oplysninger til disse retningslinjer (redaktionens eget råd):
- Søg hjælp hurtigt: Hvis du ikke kan støtte på benet, har smerter i lysken eller hoften med halten, besvimer eller bliver forvirret efter hård anstrengelse, eller får åndenød, der ikke går over.
- Kontakt lægen: Hvis smerten sidder præcis over en knogle og er ømt ved tryk, hvis du har smerter i hvile eller om natten, eller hvis smerten ikke bliver mærkbart bedre efter en til to ugers ændret træning.
- Tal med lægen om træningen: Hvis du har haft samme skade flere gange, hvis du er træt og præsterer dårligere i flere uger, eller hvis du får hoste og åndenød ved anstrengelse.
Hvad kan du selv gøre?
Kilden peger på relativ hvile, tilpasning af træningen og gradvis tilbagevenden. Redaktionen tilføjer (redaktionens eget råd):
- Øg distance og tempo gradvist, og planlæg hviledage. Kilden peger på for hurtig øgning som en hyppig fejl.
- Skift til skånsom træning, for eksempel cykling eller svømning, mens skaden heler, hvis det ikke gør ondt.
- Skriv en lille træningsdagbog med distance, underlag, sko og hvornår smerten kommer. Det er netop de ting, lægen spørger om.
- Skift løbesko, når de er slidt, og tjek cykelopsætningen, hvis du cykler.
Du kan også læse, hvad vi ved om opvarmning og udstrækning.
Hvad er ikke verificeret
Siden bygger på Lægehåndbogens oversigt om udholdenhedsidræt, som er læst i fuld tekst. Kilden er skrevet til læger. Behandlinger med medicin, operation og væskemængder er bevidst udeladt eller kun nævnt generelt, og der er ingen doser. Tommelfingerreglerne for, hvornår du skal til læge, og tipsene til dig selv er redaktionens egne og er markeret. Kilden giver ingen tal for, hvor mange løbere der får hver enkelt skade, ud over de tal, der er gengivet her. Patienthåndbogens sider om de enkelte skader er ikke læst til denne side.