Læs om 4 gode grunde til, at du skal gå en tur

Læs om 4 gode grunde til, at du skal gå en tur

4 gode grunde til, at du skal gå en tur

Videnskaben bugner af beviser på, at både krop og sind har gavn af, at du sætter den ene fod foran den anden.

 

Forskingen viser klart, at der er en lang række sundhedsfordele ved at gå ture.

 

I en artikel i Videnskab.dk’s Forskerzonen giver professor Bente Klarlund Pedersen gode grunde til, at du også skal trække i fodtøjet, og du kan læse fire af dem her.

Heldigvis er danskerne begyndt at gå mere under coronapandemien. Og en ny undersøgelse viser, at 90 procent af danskerne går tur i fritiden, fortæller Bente Klarlund Pedersen, der er professor i integrativ medicin ved Københavns Universitet.

1.  10.000 skridt forlænger livet

Hvis du gerne vil forlænge livet med dine gåture, så er 10.000 et godt tal at have i baghovedet. Det er nemlig så mange skridt, du kan tage dagligt for væsentligt at forlænge dit liv.

Men fordelene ved at tage flere skridt om dagen er større, jo lavere dit udgangspunkt er i forvejen, forklarer Bente Klarlund Pedersen.
»Du får altså mere ud af at øge antallet af skridt fra 2.000 til 4.000 om dagen end ved at øge fra 10.000 til 12.000 skridt,«

2.  Gå blodsukkeret i bund

Det er veletableret indenfor forskningen, at regelmæssig fysisk aktivitet nedsætter risikoen for type 2-diabetes – det, man førhen også kaldte ‘gammelmandssukkersyge’.

Men hvis man allerede har udviklet type 2-diabetes, er gåture også med til at nedsætte blodsukkeret og holde sygdommens symptomer væk.
Den største effekt får man ved at gå meget og nogle gange få pulsen rigtigt op.
Det kan man for eksempel gøre ved at bruge intervaltræning og veksle mellem tre minutters hurtig gang og to minutters langsom gang.

3.  Nedsætter risikoen for demens

Både krop og sind har gavn af en rask gåtur, og en stor mængde forskning viser også, at motion nedsætter din risiko for at få demens.
Studier af tvillinger giver forskerne en unik mulighed for at sammenligne, hvordan to mennesker med de samme gener påvirkes af forskellig adfærd.

Og i et svensk tvillingestudie konkluderede forskerne, at fysisk aktivitet som gåture midt i livet sænkede risikoen for demens med hele 37 procent.

4.  Gå dig kreativ

Som om alle sundhedsfordelene ikke var nok, tyder det også på, at gang sætter gang i hjernens kreativitet.
»I en undersøgelse steg testpersonernes kreativitet med hele 60 procent, mens de gik, i forhold til når de sad ned,« oplyser Bente Klarlund Pedersen.

Deltagerne i undersøgelsen skulle blandt andet finde alternative måder at bruge almindelige genstande fra hverdagen og finde på metaforer til at forklare komplekse ideer.

Der skorter altså ikke på gode grunde til, at du skal finde hue og vanter frem og komme ud ad døren.
Og jo mindre dit udgangspunkt, des større er din gevinst ved at tage første skridt.

 

Kilde: Oliver Nyberg, Videnskab.dk
Foto: Pixabay / Dae jeung Kim

 

 

 

 

Øvrige artikler i kapitel