Et kvarters motion får børn til at huske undervisningen

Et kvarters motion får børn til at huske undervisningen

Børn husker bedre, hvad de har lært, hvis de får pulsen op efter undervisningen, bekræfter et nyt studie

 

Børn husker bedre, hvad de har lært, hvis de får pulsen op efter undervisningen, bekræfter et nyt studie. Forskerne giver konkrete råd til, hvordan lærerne kan tænke motion ind i undervisningen. 

 

Det viser et nyt, dansk studie, der er det sidste skud på stammen af en lang række studier, som viser, at det er gavnligt for børns indlæring at være aktive før, under og efter undervisningen.

Studiet er derudover det første, hvor forskere har taget forskningen ud af laboratoriet og undersøgt om motion efter undervisning kan påvirke indlæring hos danske skolebørn i ’den virkelige verden’.

»Det behøver ikke være mere end et kvarters tid. Det er nok til, at vi ser en effekt på børnenes evne til at huske det, de har lært.  Det vigtige er, at børnene får pulsen op,« forklarer Jesper Lundbye-Jensen, der er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Human Neuroscience.

Effekten kommer først efter en uge

Det nye studie viser, at motion efter læring ikke har nogen effekt efter en time eller efter en dag.

Først efter en uge kan forskerne se forskellen på de børn, som har fået pulsen op, og dem, som ikke har fået pulsen op.

Her huskede de aktive børn det, som de havde lært, 10 procent bedre.

Rent faktisk huskede børnene, hvad de havde lært, bedre, end da de lige havde lært det.

Årsagen er ifølge Jesper Lundbye-Jensen, at hjernen kræver ændringer af nervesystemet, når den skal lagre informationer på den lange bane, og de ændringer hjælper motion med til at etablere.

Det sker både, mens man lærer noget, men også bagefter, og derfor har det en effekt at dyrke motion efter indlæring,

»Ændringerne i hjernen er en forudsætning for, at vi kan huske, hvad vi har lært. Derfor er det en god idé at gøre ting, som hjælper hjernen med at etablere disse ændringer. Her er motion efter indlæring en god idé,« forklarer Jesper Lundbye-Jensen.

Læs også: Sådan husker du bedst dit pensum – også til eksamen

Bør tages i betragtning ved planlægning af undervisning

Ifølge Jesper Lundbye-Jensen giver det god mening, hvis skolelærere kan indlægge fysisk aktivitet i skoleskemaet, ikke bare før, men også efter de forskellige lektioner.

Det gælder efter såvel matematik og dansk som efter sløjd og håndarbejde.

 

Læs også: Sådan bliver dit barn bedre til at læse

»Hvis lærere lægger en aktivitet ind i skemaet inden undervisningen, får børnene mest gavn ud af at udføre den fysiske aktivitet med moderat intensitet, men efter indlæringen kan det med fordel være med høj intensitet,« forklarer Jesper Lundbye-Jensen.

Helt konkret kunne skoleledere ifølge Jesper Lundbye-Jensen spekulere også i at lægge idrætstimerne midt på dagen fremfor i begyndelsen af dagen, så børnene fik den positive effekt af motion efter undervisningen.

»Det kan også bare være en lille pause, hvor børnene kan få pulsen op. Det behøver ikke at være floorball eller løb, som vi har kigget på i vores studie, men kan ligeså godt være en anden aktivitet, som børnene kan lide at lave. Det vil hjælpe dem med at lagre den information, som de lige har modtaget,« siger Jesper Lundbye-Jensen.

Gavner også voksne

Jesper Lundbye-Jensen fortæller også, at den gavnlige effekt af motion efter en indlæringssituation kan bruges i mange henseender til både børn og voksne.

Det kan eksempelvis være i forbindelse med at lære at betjene en ny maskine på fabrikken, lære at bruge et værktøj eller lære at jonglere.

»For områder, hvor man skal lære nye færdigheder, viser vores resultater, at det kan det give omkring 10 procent ekstra at få pulsen op efterfølgende. Det er effekten af en enkelt session og effekterne på den lange bane er ved at blive undersøgt,« siger Jesper Lundbye-Jensen.

 

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dkk – Kristian Sjøgren

(Foto: Shutterstock)

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel