Motion fungerer som behandling mod diabetes

Motion fungerer som behandling mod diabetes

Motion og diabetes

Daglig motion kan under de rette omstændigheder gøre nogle mennesker med type 2-diabetes symptomfri, viser nyt forskningsprojekt.

Du kender sikkert Chris MacDonald fra fjernsynet. Han har blandt andet været med i DR-programmerne U-Turn, hvor han vejleder en gruppe mænd og kvinder med type 2-diabetes i, hvordan de kan træne sig til et bedre helbred.

 

Flere deltagere får det så meget bedre af at bevæge sig sammen med Chris MacDonald, at de stopper med at tage diabetesmedicin.

Både TV-programmerne og en ny bog fra Chris MacDonald bygger på et forskningsprojekt, han har lavet sammen med kollegaer fra Trygfondens Center for Aktiv Sundhed.

En times daglig motion kan under de rette omstændigheder gøre nogle mennesker med type 2-diabetes symptomfri, viser forskernes forsøg, hvor 98 mennesker, der havde haft type 2-diabetes i under 10 år, tilfældigt fordelt på to grupper, skriver Videnskab.dk.

Gruppen, som kom på motionshold, hvor de fik pulsen op fire timer om ugen og styrketrænede i to, havde signifikant bedre helbredsmålinger, end kontrolgruppens, viser forsøget:

  • Blodsukker var lavere
  • Kondital var højere
  • Fedtprocent var lavere
  • Blodtryk og andre helbredsmålinger var bedre
  • Behov for at tage diabetesmedicin var reduceret
  • Effekten holdt ved en et-års-opfølgning

Men motion er ikke et quickfix, viser U-Turn også. Kun deltagerne, der var fysisk aktive i fem timer om ugen, blev symptomfri.

De fem timer behøver ikke være ekstremsport, siger Chris MacDonald. Det kan være cykling til og fra arbejde, havearbejde eller hurtig gang. Men fem timer kan være meget, for eksempel hvis man har fuldtidsarbejde og børn, har han erkendt.

Forsker: Må ikke erstatte medicin

En udestående diabetes-forsker, som ikke har været med til at lave U-Turn-forsøget, er ikke entydigt begejstret.

“Det er et godt budskab, at det hjælper på en række fysiologiske parametre at være fysisk aktiv, hvis man har type 2-diabetes,” siger Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor i ernæring og forsker i type 2-diabetes.

“Men jeg har haft lidt problemer med den måde, nogle af resultaterne er blevet solgt,” fortsætter han og advarer mod, at man får spredt en myte om, at træning kan erstatte diabetesmedicin.

I en videnskabelig artikel, der blev publiceret tidligere i år, konkluderer Chris MacDonald og kollegaerne, at træningsmængden er “associeret med en afbrydelse af behandling med glukose-sænkende medicin.”

“Men det at blive fri for diabetes-medicin bør ikke være et mål i sig selv. Medicinen gør ikke folk syge, og den er ikke giftig. Folk bliver syge af ikke at være velbehandlede. Det er meget vigtigt, at blodsukkeret holdes nede, og det sørger medicinen for,” siger Jens Meldgaard Brun.

Til det siger Chris MacDonald, at hovedformålet med U-Turn ikke har været, at deltagerne blev medicinfri.

“Mange type 2-diabetikere er trætte af den glukosesænkende medicin, fordi den giver bivirkninger. Men det er vigtigt at understrege, at det for mig aldrig har været et mål i sig selv, at folk stopper med at tage medicinen,” siger Chris MacDonald og fortsætter:

“Jeg betragter ikke livsstilsændringer som et alternativ, men som et supplement til den medicinske behandling. Livsstilsændringer kan for nogle stå alene som behandling, og for mange vil det kunne reducere behovet for medicin.”

“Men man skal altid konsultere en læge. Hvis man skærer ned på medicinen, skal man være sikker på, at man bevæger sig nok til, at man får en tilstrækkelig dosis af ‘det nye drug’,” siger Chris MacDonald.

Kilde: Videnskab.dk. Anne Ringgaard

(Foto: Shutterstock)

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel