ICD-10: L30 – ICPC: S88
Denne sygdomsgruppe udgør ca. 1/3 af alle patienter i dermatologisk praksis. Der er mange forskellige undergrupper af eksem (se listen nedenfor). Patogenetisk skyldes eksem en T-lymfocytmedieret inflammation af huden. Den kan være skabt igennem ”allergi” overfor emner i omverdenen (nikkel, parfume, gummi, farvestoffer, konserveringsmidler etc), og det kan diagnosticeres igennem en epikutantest hos dermatologen.
Men ofte er eksem uden påviselige allergener og kan så være enten toksisk-irritativt, som det ses ved håndeksemer, hvor den kemiske og/eller fysiske belastning af hudbarrieren er for stor, eller uden kendt ætiologi, som det f. eks. ses ved nummulat eksem – og atopisk eksem. Klinisk er eksem karakteristisk ved, at der er kløe (hvis der ikke er kløe – så er ”eksem” diagnosen tvivlsom – undtagen ved eczema keratoticum, der sidder i håndflader og fodsåler).
Eczema nummulatum
Eczema keratoti cum
Eczema mikrobialis
Da eksem patofysiologisk involverer epidermis, så er der afskalning – i mere eller mindre grad. Der er rødme, men ikke udpræget rødme. Oftest er eksem vanskelig at afgrænse – det ”flyder ud” til den normale hud – undtagen for nummulat eksem. Der kan ofte være ”infektion” i eksem – visende sig klinisk ved væsken. Det er hyppigst Staphyloccus aureus, der er involveret. Her bør kortvarig behandling med Fucidin®hydrokortison (ansigt) eller Fucicort® overvejes x 2 daglig i op til 2 uger.
Nedenfor er der en liste over de forskellige typer eksem. De mange mulige diagnoser kan forvirre. De er knyttet til lokalisation og udseende af eksem.
- Atopisk dermatit
- Dermatit contactus toxica – især håndeksem og især hos personer med tidligere atopisk
dermatit. Langt den hyppigste form for håndeksem – men kan være en blanding af allergisk og
toksisk eksem. - Dermatit contactus allergica – især hårbunds-, ansigts-, hals-, hånd- og underbenseksem.
Men kan sidde alle steder hvor et relevant allergen har hudkontakt. - Dermatit seborrhoica
- Dermatit plantaris sicca – en form af atopisk dermatit
- Eczema palpebrarum / faciei
- Eczema nuchae
- Eczema hypostaticum – staseeksem eller stasedermatit
- Eczema nummulatum – ”mønteksem”, ikke fordi det har noget med mønter at gøre, men fordi det
sidder i pletter af møntstørrelse - Eczema microbialis – ofte på fodrygge, kan være meget behandlingsresistent. Her er der infektion
ledsagende eksemsymptomerne - Eczema craquelé – tørre kløende pletter – nok en form for atopisk dermatit – også kaldet
asteatotisk eksem - Eczema keratoticum – en hyperkeratotisk – næsten psoriasislignende – hudforandring i håndflader
og/eller fodsåler - Intertrigo – et eksem i fugtige områder af huden – f. eks. bledermatit, genitofemoralt eksem, eksem
på halsen hos småbørn, axiller, infra-mammalt • Pompholyx – vesikuløst eksem i håndflader
og/eller fodsåler - Fotokontaktdermatit
- Pruritus ani – et stærkt generende ”intertriginøst” eksem, som kan inkludere en kontaktallergi – og
som er vanskelig at behandle. Her bør især de topikale calcineurininhibitorer anvendes for at undgå
atrofi af hud/slimhinde.
Dermatit contactus allergica
Dermatit contactus toxica sive allergica manuum
Behandling af eksem
Den ”gyldne standard” er steroider dvs. binyrebarkhormonholdige cremer/salver – som findes i opløsning (til hårbund, ører), som gel til behårede område, creme som er kosmetisk det mest acceptable, og som salver (”fedtede, ulækre” – men det der virker bedst især til skællende hudforandringer). Så – prøv at overtale din patient til ”salve” – selvom det er noget fedtet stads.
Som praktiserende læge – hav følgende tommelfingerregel: Brug kun gruppe I (hydrokortison, Mildison®) i ansigtet – absolut ikke potente steroider. I intertriginøse områder gruppe I og gruppe II – f. eks. Locoid® eller Emovat®. Andre steder – anvend gruppe III steroider. Gruppe IV er Dermovat® – ganske kort om dette: Yderst effektivt – yderst effektivt i at inducere hudatrofi. Så – pas på! Der findes ”økonomiske” steroider, f. eks. er Locoid® og Betnovat® ret billige. Men – overvej også de nye midler som er Cutivat® og Elocon®, idet de molekyler, der absorberes, bliver nedbrudt meget hurtigt og således – teoretisk – har færre bivirkninger.
Eksem er oftest en ”kronisk sygdom” – dvs der er brug for en langtidsbehandlings-strategi. Her er de nye midler (topikale calcineurininhibitorer) absolut at foretrække. Hvor skal de anvendes? Især ved atopisk eksem og ved ansigts- og halseksem. Men – på hænder duer de ikke. Derimod ved pruritus ani, intertriginøst eksem og seboroisk eksem er de udmærkede. NB. Lægemiddelstyrelsen giver (indtil videre) kun tilskud, hvis det er atopisk eksem. Ordiner en lille tube og lad din patient prøve. Senere er det mere økonomisk med større tuber.
Relevante præparater:
Lokalsteroid type 1:
Hydrocortison® hydrocortison 1% creme/salve. No. 10 ml. Appliceres i tyndt lag 1-2 gange daglig i højst 6 uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.
Mildison® Lipid hydrocortison 10 mg/g creme No. 15/30/100 g. Appliceres i tyndt lag 1-2 gange daglig i højst 6 uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.
Lokalsteroid type 2:
Locoid® hydrocortisone-17-butyrat 0,1% creme/ salve. No. 30/100 g. Appliceres i tyndt lag 1-2 gange daglig i højst 6uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.
Emovat® clobetason-17-butyrat creme 0,05% No. 25 g. Appliceres i tyndt lag 1-2 gange daglig i højst 6 uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.
Lokalsteroid type 3:
Betnovat® betamethason-17-valerat creme/salve 1 mg/g. No. 30/100 g. Appliceres i tyndt lag 1-2 gange daglig i højst 6 uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.
Elocon® mometasonfuroat creme/salve 0,05% No. 30/100 g. Appliceres i tyndt lag 1 gang daglig i højst 6 uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.
Lokalsteroid type 4:
Cutivat® fluticasonpropionat 0,05% creme No. 30 g Dermatitis. Appliceres i tyndt lag 1 gang daglig i højst 6 uger. Psoriasis. Appliceres i tyndt lag 2 gange daglig i højst 6 uger.
Dermovat® clobetasolpropionat creme/salve 0,5 mg/g No. 25/100 g. Appliceres i tyndt lag 1-2 gange daglig i højst 6 uger. Behandlingen bør ikke udstrækkes længere tid end højst nødvendigt.