Ikke fysisk, men den mor jeg kendte. Hun var altid den der var først oppe om morgenen med morgenmad klar, men pludselig kunne hun knap nok komme ud af sengen kl. 10. “Jeg kan bare ikke, skat,” sagde hun, og det var måske det mest chokerende – at høre min uudtømmelige mor sige at hun “ikke kunne”.
“Det er sikkert bare alderen” – men det var det ikke
Alle omkring os smækkede det samme på: “Nå ja, jeg er også træt i den alder.” “Du er ikke så ung mere.” “Sådan er livet.” Min mor nikkede bare træt, men jeg så hende kigge på sine hænder en dag, som om hun prøvede at forstå hvorfor de pludselig var så svage.
Det var ikke før min kusines bryllup at det gik op for mig hvor alvorligt det var
Min mor, som plejede at danse hele natten, sad i en stol efter 20 minutter, bleg som et lagen. “Jeg frøs,” sagde hun. Det var 25 grader og solskin.
Lægegåden: En vindende kamp
At få min mor til lægen var som at hive en papegøje med til dyrlægen – hun var overbevist om at det bare var “dårlig form”. Men heldigvis havde vi en læge der faktisk lyttede. “Lad os tage en blodprøve,” sagde hun. To dage senere var svaret klart som amen i kirken: Min mor havde stofskifte-problemer. Eller rettere – hendes skjoldbruskkirtel havde taget langtidssøvn.
Det med skjoldbruskkirtlen – kroppens thermostat
Lægen forklarede det sådan her: “Tænk på det som om din mor er en bil der kører i tomgang hele tiden. Motoren spinner, men bilen bevæger sig ikke.” Jeg satte lidt flere spor efter: Det er hormonerne der styrer alt fra hvor hurtigt du brænder kalorier af til om du har energi til at løbe en bus.
Hvordan vi vidste det var lavt stofskifte:
- En følelse af at gå i sirap (alt gik i slowmotion)
- Sover 10 timer og er stadig udkørt
- Tør hud som om man bader i mel
- Hårtab der fik mor til at gemme hårbørsten
- En kuldskærhed der fik hende til at bære uld i juli
Den store overraskelse
Her kommer det sjove: Behandlingen var simpelthen en lille hverdags-pille. Ikke dyre mediciner eller komplicerede indgreb – bare en hormonpille om morgenen. Efter 6 uger begyndte jeg at få min mor tilbage. Første tegn? Hun satte selv servietter på bordet en aften. “Jeg havde bare lyst,” sagde hun og smilede. Det var første gang i et år jeg hørte hende sige at hun havde “lyst” til noget.
Hvor er vi nu?
Min mor tager stadig sin medicin hver dag. Nogle gange skal dosen justeres, og ja – hun frøser stadig nemmere end andre. Men hun kan arbejde i haven igen. Hun synger når hun laver morgenmad. Og vigtigst af alt – hun føler sig som sig selv.
Til dig der læser med
Hvis du genkender det her – enten hos dig selv eller en du elsker – så gør én ting: Insistér på en blodprøve. Det tager 2 minutter, men kan give årtier af livskvalitet tilbage. Min mor er levende bevis på at det ikke bare er “alderen”. Det er livet, der venter på at blive taget tilbage.
PS:
Min mor vil gerne vide om du har lyst til en kop te? Så har hun nemlig energien til at koge vandet nu.
