Jeg husker præcist det øjeblik hvor det gik op for mig. Jeg sad på badeværelset og græd over et stykke cheesecake. Cheesecake, for helvede. Min hånd rystede mens jeg indtastede kalorierne i min app, og pludselig slog det mig: HVOR FUCKED UP ER DET LIGE?
Den dag jeg kastede min skål æbleskiver i skraldespanden
Det startede som en helt almindelig weekendmorgen. Jeg havde lavet æbleskiver – min grandmors opskrift – og sad klar til at nyde dem. Så åbnede jeg appen for at registrere dem. “385 kalorier… per styk?” Min hjerne gik i stå. Jeg endte med at kaste maden ud og spiste en kedelig proteinkiks i stedet. Det var det tidspunkt hvor min krop sagde nok. Jeg slettede ikke bare appen – jeg slog min telefon i gulvet og dansede på den. (Okay, måske ikke helt, men jeg tænkte på det.)
Hvordan jeg blev en kalorie-terrorist
I årevis havde jeg:
- Vejet min avocado (hver eneste gang)
- Ignoreret mad til fødselsdage (selv min egen)
- Udregnet protein/carbs/fat-ratio i hver eneste bid
Jeg var blevet til en regimenteret madrobot der var bange for alt hvad der smagte godt.
Det første mål uden appen
Dagen efter jeg slettede appen skulle jeg spise ude med vennerne. Menig chokoladefondue til dessert. Mine hænder svedte. Hvordan skulle jeg vide om jeg måtte? Så prøvede jeg noget vanvittigt: Jeg spurgte min krop. Har du lyst til chokolade? Ja for satan. Er du mæt? Ikke helt. Vil du have mere? Nej tak, det er nok. Jeg gik derfra uden skyldfølelse for første gang i 10 år.
De 5 vilde ting der skete da jeg stoppede med at tracke:
- Jeg opdagede hvilken ret jeg faktisk kan lide (turns out det er peanutbutter straight from the jar)
- Min energi blev mere stabil (ingen flere crashes fra at spise “perfekt”)
- Jeg sparede 3 timer om ugen (som ikke længere gik til madlogging)
- Jeg begyndte at forstå sult/fuldhed-signaler (gamechanger!)
- Min angst for bestemte fødevarer forsvandt (ja, selv carbs!)
De mærkelige oplevelser på vejen
Der var selvfølgelig bumps:
- Den første gang jeg spiste pizza uden at tælle skiver (…jeg blev ikke tyk)
- Ferien hvor jeg faktisk nød mad uden at tænke på “back on track”-dagen
- Det absurde øjeblik hvor jeg stod i Netto og indså jeg kunne købe hvad jeg havde LYT til
Hvor er jeg nu?
Jeg vejer ikke mindre. Jeg vejer ikke mere. Men jeg bruger 0% af min mentale energi på at bekymre mig om mad. Nogle dage spiser jeg salat fordi min krop skriger efter grøntsager. Andre dage æder jeg en hel pose chips. Og verden går ikke under.
Til dig der stadig tracker hvert gram:
Jeg ved du tror du har styr på det. Men spørg dig selv: Hvornår var sidste gang du bare… nød mad uden at tænke på tallene? Måske er det tid til at give din krop en chance for at tale. Den er faktisk ret klog.
PS:
Ja, jeg prøvede at hente appen igen efter 3 måneder. Men pludselig vidste jeg at jeg hellere ville leve mit liv end logge det. Sådan blev min telefon cheesecake-fri for altid.
