Adfærdsforstyrrelser hos ældre forekommer som følge af delirium (akut konfusion) og/eller de forskellige former for demens.
Sammenhængen mellem delirium og demens er, at demente har en nedsat tærskel for at udvikle delirium. Hos personer med adfærdsforstyrrelser, men ikke erkendt demens, er det mest sandsynligt, at symptomerne er udløst af et delirium.
Har en patient udviklet delirium på grund af en relativ banal tilstand, er der indikation for demensudredning. Hos patienter med erkendt demens drejer det sig ved akut opståede adfærdsforstyrrelser også hyppigst om delirium ud over selve demenssygdommen.
Læs mere om: Delirium hos ældre – i dette kapitel.
Hos demente fluktuerer udviklingen af adfærdsforstyrrelser, og karakteren afhænger af, hvor fremskreden selve demenssygdommen er, og om der samtidig er et gennembrud af psykiatrisk sygdom.
Ved Demens af Alzheimers type debuterer de fleste adfærdsforstyrrelser sent i forløbet med eksempelvis rastløshed, handletrang, aggressivitet, råben eller manglende udtryk for følelser stigende til apati. Den slags former for adfærdsforstyrrelser behandles bedst med adfærdsterapi.
Bliver patienten eksempelvis urolig, når der er vagtskifte i et plejeboligafsnit, kan det være en idé at lade beboeren sove til middag på det tidspunkt. Lider patienten af angst, kan man forsøge at behandle med antidepressiv medicin.
Ved Demens af frontotemporal type kan adfærdsforstyrrelser udvikles tidligt i forløbet, hvor der stadig kan være en relativ god hukommelse. I svære tilfælde er den bedste hjælp ofte, at patienten bor i plejebolig med specialuddannet personale, og behandling med psykofarmaka er i den situation en specialistopgave.
Medicinsk behandling
Hvis adfærdsforstyrrelser er udløst af et delirium, kan det en overgangsperiode være nødvendigt at behandle med et antipsykotisk middel (se Delirium i dette kapitel).
Ved Demens med Lewy bodies og Parkinsons sygdom er neuroleptikum kontraindiceret, om end meget små doser kan være nyttige (specialistopgave).
Depression og paranoide symptomer går ofte hånd i hånd med demenssygdom, idet den demenssyge mister psykiske forsvar. Navnlig paranoide symptomer kan føre til adfærdsforstyrrelser, som nødvendiggør neuroleptikum i små doser indtil, der kan iværksættes behandling med acetylcholinesterasehæmmere, når demensdiagnosen er stille. Læs mere om: Demens hos ældre – i dette kapitel.
Adfærdsforstyrrelser kan også dreje sig om et psykotisk gennembrud af anden art, som kræver psykiatrisk intervention.