Hyppig neurodegenerativ lidelse med tab af dopaminproducerende nerveceller i hjernestammen, hvilken forårsager ubalance i basalgangliernes forbindelse med deraf følgende bevægeforstyrrelse.
Foruden klassisk, Idiopatitisk Parkinsons Sygdom (IPS) ses andre atypiske Parkinsonlidelser:
- Multipel-System-Atrofi (MSA)
- Progressiv Supranukleær Parese (PSP)
- Cortico-Basal-Syndrom (CBS) med hurtigere progression og dårligere prognose
- Parkinsonsymptomer ved andre neurodegenerative sygdomme.
Årsagen til Parkinsons sygdom er kun kendt i få tilfælde, hvor arvelighed bekræftes ved molekylærdiagnostisk test samt ved Parkinsons sygdom sekundært til behandling med neuroleptika (dopaminantagonister), strategisk apopleksi (infarkt i basalganglierne) eller forgiftning (pesticider, CO, Mangan).
Symptomer
Motorisk ses den klassiske triade: Bradykinesi, rigiditet og tremor (hos 2/3) – samt senere postural instabilitet.
Ofte ses obstipation, autonom dysfunktion typisk med symptomer i form af ortostatisk hypotension, depression og kognitive gener.
Ved idiopatisk Parkinsons sygdom (IPS) starter symptomerne langsomt, progredierende asymmetrisk, ikke sjældent mistolkes begyndende stivhed i en arm som frossen skulder.
Diagnostik
Bør hos ikke ukomplicerede patienter foregå ved neurolog.
Anamnese og objektiv neurologisk undersøgelse med fund af mindst to af de tre (motoriske) kardinalsymptomer.
I tvivlstilfælde suppleres med SPECT- eller PET-scanning til visualisering af henholdsvis nedsat antal præsynaptiske dopaminreceptorer og påvirket dopamintransportsystem.
Behandling
Symptomatisk mhp. stabilisering af neurotransmitterbalancen i basalganglierne uden effekt på igangværende neurodegeneration.
Mest effektiv medikamentel behandling er levodopa og decarboxylasehæmmer (madopar, sinemet), men hos patienter under 70 år startes – pga. risiko for doparelaterede bivirkninger efter længerevarende behandling oftest med dopamin-agonistbehandling (rotigotin, ropinirol, pramipexol). Dopamin-agonister anvendes desuden ved fluktuationer.
Sideløbende med levodopa og agonistbehandling eller før dette kan anvendes monoaminooxidase- B-hæmmere (selegilin, rasagilin), der hæmmer nedbrydningen af dopamin i synapsespalten og COMT-hæmmere (entacapon, tolcapon).
Antikolinergika har stort set kun plads i behandling af sekundær Parkinson sygdom, foruden lokalt ved generende spytflåd.
Kirurgisk behandling med dyb hjernestimulation (DBS) eller duodopapumpe anvendes hos patienter henholdsvis under og over 70 år uden kontraindikationer (bl.a. psykiatrisk lidelse), med fortsat dopaminrespons, men vanskelig regulerbar per oral behandling.
Differentialdiagnoser
Essentiel tremor, depression, myxødem, frossen skulder, polymyalgia rheumatika, DLB (se artiklen om Demens ), atypisk Parkinsons sygdom, andre sygdomme med parkinsonisme (sekundære og arvelige som Huntingtons Sygdom, Doparesponsiv dystoni).
Patientinformation: www.parkinson.dk
