Delirium hos ældre

Delirium er hjernens måde at reagere på (hjernesvigt) ved overbelastning sekundært til somatisk sygdom, lægemiddelpåvirkning eller forgiftning.

Delirium er en akut indsættende og forbigående dysfunktion af hjernen med forstyrret bevidsthedsklarhed, perception, psykomotorik og døgnrytme. Delirium er synonym med delir, akut konfusion, konfusion og organisk psykosyndrom.

Den gamle danske betegnelse for alkoholabstinens, delirium tremens, er nu erstattet med termen alkoholdelirium. 


Kendetegn
 

  • Delirium er langt den hyppigst forekommende psykose. Patienten befinder sig i en uvirkelig tilstand med en fejlagtig virkelighedsopfattelse og vrangforestillinger. Den delirøse patient er forpint af psykisk og fysisk ubehag.

  • Ved en tilstrækkelig stor belastning af hjernen kan alle mennesker udvikle delirium.

  • Patienter med en demenssygdom har en nedsat tærskel for at udvikle delirium.

  • Symptomernes intensitet varierer meget over tid med typisk forværring i aften- og nattetimer, og de varer minutter – timer – døgn og sjældent uger. 

Symptomer

  • Patienten magter ikke at koncentrere sig om det væsentlige. Den delirøse patient virker fjern og uopmærksom, og man får en fornemmelse af, at man ikke er til stede i personens bevidsthed. Den delirøse kan opfatte plejepersonalet som fjender og lader sig forstyrre af den mindste hændelse eller af baggrundsstøj. Indlæringsevnen er blokeret, hvilket bevirker, at vedkommende efter delirepisoden har amnesi for forløbet. 
  • Bevidsthedsklarheden er nedsat. Det må ikke forveksles med nedsat bevidsthedsniveau som ved f.eks. delvis eller hel bevidstløshed. Den nedsatte bevidsthedsklarhed er synonym med, at patienten er bevidsthedsuklar eller bevidsthedsplumret, som psykiaterne har tradition for at benævne tilstanden. Neuropsykologer vil sige, at patienten ikke er alert. Evnen til at være til stede i en her og nu situation mistes.

  • Perceptionsevnen er læderet med nedsat evne til at skelne og fortolke korrekt mellem forskellige oplevelser og til at sætte dem ind i den rette sammenhæng. Der er tilbøjelighed til fejlopfattelser af sanseindtryk (agnogsi) i form af visuel, auditiv og taktil agnogsi, hvor visuel agnogsi er hyppigst forekommende.

  • Det kan dreje sig om visuelle misidentifikationer (illusioner), hvor det sete misfortolkes, hvor f.eks. en stueplante mistolkes til at være en person eller om egentlige synshallucinationer, hvor det sete ikke er til i virkeligheden. I forsøget på at forsvare sig mod ubehagelige agnostiske oplevelser ses vrede og aggressiv adfærd.
     
  • Psykomotorisk ændring er næsten altid forekommende. De fleste delirøse bliver hyperaktive, men hypoaktivitet eller vekslen mellem hyper- og hypoaktivitet ses også. Den hypoaktive tilstand overses undertiden, hvor patienten er forpint i en svær psykotisk tilstand præget af angst og hallucinationer.

 

Disponerende og udløsende faktorer ved delirium

  • Høj alder
  • Demens
  • Nedsat syn og hørelse 
Udløsende faktorer: Somatisk sygdom
  • Feber 
  • Dehydrering 
  • Hypoksi 
  • Hypoglycæmi 
  • Elektrolytforstyrrelser 
  • Hyperkalcæmi 
  • Anæmi 
  • Smerter 
  • Infektion 
  • Hovedtraume 
  • Apopleksi 
  • Urinretention 

Medicin med central antikolinerg virkning 

  • Antiparkinsonmidler 
  • Antihistaminer 
  • Tricykliske antidepressiva 

Medicin som passerer blod-hjerne-barrieren

  • Benzodiazepiner 
  • Antidepressiva 
  • Neuroleptika 
  • Antiepileptika 
  • Antiparkinsonmidler 
  • Morfika 
  • NSAID 
  • Beta-blokkere 
  • Prednisolon 
  • Digoxin 

Universel Anæstesi

Abstinenstilstande:

  • Alkohol 
  • Benzodiazepiner 

Psykisk belastning  

   
Behandling 

  • Behandling af udløsende årsager.
     
  • Medicinsanering. 
  • Ro omkring patienten.
     
  • Optimal verbal og nonverbal kommunikation.Man bør tale med og ikke udelukkende om patienten, og det er en god idet at holde patienten i hånden. Reorientering er vigtig, hvor hændelsesforløb og årsagen til den aktuelle tilstand gennemgås.
  • Pårørende inddrages som et bindeled mellem patientens normale tilværelse og den uorden, som den delirøse patient oplever. 
  • Psykofarmaka (go low – go slow) med observation af bivirkninger og aftalt dato for kontrol/seponering. Haloperidol i en lav dosering 0,5 mg x 1 som tablet stigende til 2 mg og højst 5 mg daglig under tæt observation for ekstrapyramidale bivirkninger og sedation. Så snart deliriet er overstået, skal behandlingen seponeres. Undertiden må der suppleres med tablet oxazepam 7,5 mg x 3-4. Som alternativt neuroleptikum kan vælges risperidon. 

 

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel