Redaktionen, 20. november 2026. Ikke en del af lægens tekst. Alt herunder bygger på kilderne nederst.
Få symptomer på en alvorlig blodprop, fx pludselig åndenød og brystsmerter, talebesvær, synsforstyrrelser eller lammelser, så ring 112. Er du i tvivl om, hvor akut det er, kan du ringe til lægevagten på 1813.
Hvad er antifosfolipid-syndrom?
Patienthåndbogen beskriver antifosfolipid-syndrom som en tilstand, hvor der er antifosfolipid-antistoffer i blodet hos en person, som har haft en eller flere blodpropper. Antistofferne kan også være påvist hos en kvinde, som har mistet et foster efter 10. graviditetsuge, har haft svangerskabsforgiftning eller har haft tre eller flere spontane aborter før uge 10.
Lægehåndbogen kalder det en systemisk autoimmun sygdom. Det vil sige, at kroppen danner antistoffer mod strukturer i egen krop. Antistofferne er rettet mod plasmaproteiner, som binder sig til fosfolipider, og de påvirker både blodets størkning og kroppens betændelsesreaktioner.
Hvem får det, og hvor ofte?
Man ved ikke, hvorfor cirka 0,5 % af befolkningen danner antistofferne (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen skriver, at sygdommen er hyppigst hos kvinder i den fødedygtige alder, og at kun cirka 10 % får sygdommen efter 50-årsalderen. Den forekommer også hos børn. I en international undersøgelse var der 3,5 kvinder for hver mand ved primær sygdom og 7 kvinder for hver mand, når sygdommen var knyttet til lupus.
Hos cirka halvdelen af alle med antistofferne er der ingen andre tegn på autoimmun sygdom. Hos resten er syndromet en del af en anden autoimmun sygdom, oftest systemisk lupus erytematosus (SLE). Lægehåndbogen skriver, at cirka 40 % af dem med SLE udvikler antistofferne, og at cirka 40 % af disse får blodpropper. Lægehåndbogen skriver også, at det antages, at syndromet er underdiagnosticeret.
Antistoffer er ikke det samme som sygdom
Forskning viser ifølge Patienthåndbogen, at kun cirka halvdelen af dem med antistoffer får blodprop. Antistofferne øger risikoen for blodprop, og risikoen øges yderligere, hvis der også er andre risikofaktorer: graviditet, infektionssygdom, operation, rygning, brug af p-pille og overvægt. Derfor bliver man ikke undersøgt for antistofferne alene af nysgerrighed. Undersøgelserne er rettet mod personer, som får flere blodpropper, eller som får blodpropper på steder, hvor det er usædvanligt.
Symptomer
Ifølge Patienthåndbogen kan der være blodpropper i både pulsårer og vener, enkeltstående eller tilbagevendende:
- I venerne opstår blodpropper oftest i benene. Benet hæver og kan gøre ondt. Det giver risiko for blodprop i lungerne med åndenød og smerter i brystet. Læs mere om blodprop i benet og blodprop i lungerne.
- Blodpropper i mavens vener kan give smerter i maven og eventuelt væske i bughulen.
- Blodpropper i pulsårer ses hyppigst i hjertets kar (brystsmerter og åndenød) og i hjernens kar, hvor de kan give talebesvær, synsforstyrrelser, hovedpine, lammelser og svækket bevidsthed. Se også blodprop i hjernen.
- Huden kan få en netagtig tegning, især på underarme og underben, og der kan komme sår på fingre eller tæer. Det skyldes små blodpropper i hudens kar.
- Blødninger i huden ses, hvis antallet af blodplader er nedsat.
Gigtforeningen nævner desuden migræneanfald og tendens til blå mærker og næseblod blandt de mulige tegn. Lægehåndbogen skriver, at hudsymptomer findes hos 10-30 %.
I sjældne tilfælde kan der dannes blodpropper i mange små blodkar samtidig. Så svigter mange af kroppens organer akut, og Patienthåndbogen skriver, at det medfører en høj dødelighed på over 50 %.
Graviditet
Blodpropsygdom i graviditeten kan føre til gentagne spontane aborter, svangerskabsforgiftning eller fosterdød før fødsel. Kvinder, som oplever det, bliver oftest testet, så de kan få forebyggende behandling ved en senere graviditet (Patienthåndbogen). Om forløbet i en graviditet kan du læse i artiklerne om spontan abort og svangerskabsforgiftning.
Patienthåndbogen skriver, at cirka 10-15 % af kvinder med gentagne aborter har antistofferne, og at cirka 50 % af raske gravide med antistofferne udvikler svangerskabsforgiftning. Gravide med sygdommen følges nøje gennem hele graviditeten, især med tanke på svangerskabsforgiftning og fostrets vækst (Lægehåndbogen).
Sådan stilles diagnosen
Ved mistanke tager lægen en blodprøve, der undersøges for antistoffer. Gigtforeningen skriver, at der ofte er brug for flere prøver for at stille diagnosen sikkert. Lægehåndbogen forklarer, at der skal være mindst ét klinisk tegn og mindst ét laboratoriefund. De kliniske tegn er blodprop i et hvilket som helst væv eller organ, eller bestemte komplikationer i graviditeten. Laboratoriefundene er lupus antikoagulans, antistof mod cardiolipin eller antistof mod beta-2-glykoprotein I, målt to eller flere gange med mindst 12 ugers mellemrum.
Lægehåndbogen nævner, at andre årsager til øget tendens til blodpropper skal overvejes, fx mangel på protein C, protein S eller antitrombin eller faktor V Leiden. Det kan du læse om i artiklen om blodproptendens og faktor V Leiden. I almen praksis foregår undersøgelserne i samarbejde med en specialafdeling.
Behandling
Målet er at mindske risikoen for nye blodpropper. Hovedbehandlingen er blodfortyndende (antitrombotiske) lægemidler (Lægehåndbogen). Efter en blodprop behandles man med blodfortyndende medicin, så blodet ikke størkner så let (Patienthåndbogen). Se mere om blodfortyndende behandling.
Lægehåndbogen skriver, at behandlingen varierer efter, hvordan sygdommen viser sig, og at der hele tiden foregår undersøgelser af behandlingen. Den bør ske i samarbejde med en specialafdeling. Hos personer med SLE og antistoffer kan lavdosis acetylsalisylsyre være aktuel for at forebygge blodpropper og graviditetskomplikationer, og i nogle tilfælde gives hydroxychloroquin sammen med acetylsalisylsyre. Gigtforeningen nævner, at nogle patienter uden tidligere blodpropper får lavdosis acetylsalisylsyre.
Hvad kan du selv gøre?
Da årsagen er ukendt, kan man ikke forebygge sygdommen. Har man den, skal man så vidt muligt undgå kendte risikofaktorer som rygning og p-piller (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen nævner desuden, at man bør undgå immobilisering og overvægt. Tal med din læge om p-piller og om behandlingen, før du ændrer noget.
Forløb og udsigter
Ubehandlet fører tilstanden hos de fleste til nye blodpropper. Lægehåndbogen skriver, at 70 % med blodpropper i venerne og 90 % med blodpropper i pulsårerne får en ny blodprop. Behandling forbedrer prognosen betydeligt. Ved gentagne aborter nedsætter behandling med heparin og acetylsalisylsyre hyppigheden af aborter med 54 %, og med rigtig behandling føder mere end 70 % af gravide med sygdommen et rask barn.
Gigtforeningen skriver, at sygdommen er alvorlig, men kan håndteres, og at prognosen ofte er god, hvis man følger behandlingen. Mulige komplikationer er dyb venetrombose med senfølger, blodprop i lungerne, som kan være dødelig, blodprop i hjernen og hjerteinfarkt (Lægehåndbogen).
Hvad er antifosfolipid-syndrom?
En autoimmun sygdom, hvor kroppen danner antistoffer, som øger risikoen for blodpropper. Patienthåndbogen beskriver det som en tilstand, hvor der er antifosfolipid-antistoffer i blodet hos en person, som typisk har haft en eller flere blodpropper.
Hvordan behandles antifosfolipid-syndrom?
Har man fået en blodprop, behandles man med blodfortyndende medicin, så blodet ikke størkner så let. Lægehåndbogen skriver, at nyere studier tyder på, at warfarin er det bedste præparat ved almindelig blodfortyndende behandling. Behandlingen varierer efter, hvordan sygdommen viser sig, og foregår i samarbejde med en specialafdeling.
Kan man blive gravid med antifosfolipid-syndrom?
Ja. I graviditeten kan behandling med heparin og eventuelt acetylsalisylsyre mindske risikoen for spontan abort, svangerskabsforgiftning og dødfødsel. Lægehåndbogen skriver, at mere end 70 % af gravide kvinder med sygdommen med rigtig behandling føder et rask barn. Gravide følges nøje af en specialist i fødselshjælp gennem hele graviditeten.
Hvordan stilles diagnosen?
Ved blodprøver for antifosfolipid-antistoffer hos en person med blodpropper eller hos en kvinde med gentagne aborter eller svangerskabsforgiftning. Ifølge Lægehåndbogen skal lupus antikoagulans eller antistofferne mod cardiolipin eller beta-2-glykoprotein I påvises ved to eller flere undersøgelser med mindst 12 ugers mellemrum.
Er antifosfolipid-syndrom arveligt?
Nej. Patienthåndbogen svarer kort og klart nej til, at sygdommen er arvelig.
Er antifosfolipid-syndrom farligt?
Ja, fordi der er øget tendens til blodpropper hos nogle, som har antistofferne. Ifølge Lægehåndbogen forbedrer blodfortyndende behandling prognosen betydeligt, og Patienthåndbogen skriver, at risikoen for nye blodpropper er lille ved korrekt gennemført behandling.
Skal alle testes for antistofferne?
Nej. Lægehåndbogen skriver, at rutinemæssig testning uafhængigt af symptomer ikke er aktuel, fordi antistofferne også kan findes hos raske, og fordi nytten af behandling hos raske ikke er kendt, og behandlingen ikke er ufarlig.
Hvad kan jeg selv gøre?
Undgå så vidt muligt andre ting, der øger risikoen for blodpropper: Lægehåndbogen nævner at undlade at ryge, at undlade p-piller, at undgå immobilisering og at undgå overvægt. Tal med din læge om p-piller, før du ændrer noget.