Mavesår [Ulcus. Ventrikelulcus]

Mavesår [Ulcus. Ventrikelulcus]

Mavesår opstår som sårdannelse i mavesækken (ventrikel) og tolvfingertarm (duodenum) karakteriseret ved substanstab med fibrinbelagt bund.

Både i mavesækken og tolvfingertarmen er tilstedeværelsen af syre og evt helicobakter af stor betydning for udviklingen af mavesår. 

Årsag

Udviklingen af mavesår er knyttet til infektion med helicobakter pylori, men også associeret med indtagelse af ulcerogene medikamina, specielt NSAID og salicylater. Livstidsrisikoen er ca. 10%.

Symptomer

De hyppigste symptomer er dyspepsi eller blødning. Patienterne vil kunne rapportere ubehag i epigastriet, evt klassiske reflukssymptomer med retrosternal brænden og svien. Blødning fra ulcus er ofte ikke forbundet med andre symptomer og melæna eller træthed og anæmi kan være årsagen til at patienterne søger læge.

Mavesår kan kompliceres med penetration, perforation, ventrikleretension og cancerudvikling.

Vedvarende øvre abdominale smerter med udstråling til ryggen tyder på penetration, og en dramatisk forværring af smerter indikerer perforeret mavesår. Opkastninger, som udtryk for obstruktion er dominerende symptom ved pylorusstenose, og anoreksi og vægttab kan være udtryk for kræft (af ventrikelsår er ca. 5% maligne).

Diagnostik

Diagnosen stilles ved gastroskopi.

Ved alarmsymptomer: blødning, vægttab og anæmi, er der indikation for hurtig henvisning til gastroskopi. Ældre patienter med dyspepsi bør vurderes mhp gastroskopi grundet den lidt større risiko for neoplastisk sygdom.

Helicobakterdiagnostik kan være både non-invasiv invasiv.

Non-invasive tests inkludere måling af HP-antigen i fæces, samt urea-breath-test som er ligeværdige og har høj sensitivitet og specificitet (90-95 %). Forudgående behandling med PPI (< 2 uger for test) gør bakterierne mindre aktive, så falsk negative diagnoser derved kan forekomme. Af de invasive tests er PCR-bestemmelsen af HP den foretrukne metode, men histologisk verificering er ligeværdig. Hurtig ureasetest (Pronto-test) hvor biopsier inkuberes i et urinstofholdigt medie, der spaltes og skifter farve hvis bakterien er tilstede giver et svar umiddelbart og er derfor meget anvendelig i klinikken. I særlige tilfælde anvendes dyrkning med resistensbestemmelse. 


Differentialdiagnoser

Malign sygdom i ventrikel, fx adenocarcinomer.

Behandling

Mavesår associeret med Helicobacter behandles med en kombination af antibiotika og syresekretionshæmmende medicin.

Der gives 2 præparater af antibiotika i 2 uger i kombination med PPI. Til NSAID eller salicylsyre associerede ulcera samt ulcus uden kendt årsag benyttes syrepumpehæmmere i 4-6 uger idet behandlingsvarighed afhænger af bl.a. ulcusstørrelse.

Ved blødende mavesår bør patienten indlægges akut på kirurgisk afdeling mht. til akut gastroskopi og evt. akut blodtransfusion, væsketerapi og operation.

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel