Kronisk inflammatorisk tilstand, der medfører irreversibel destruktion af bugspytkirtlen (pancreas)


Der er ofte kroniske smerter og sygdommen kan medføre nedsat eksokrin eller endokrin funktion.

Symptomer

Mavesmerter, typisk lokaliseret centralt i abdomen, ikke sjældent med udstråling til ryggen, dyspepsi med kvalme og opkastninger, nedsat appetit og spiselyst fordi fødeindtagelse provokerer smerteanfald.

Der ses vægttab samt diare, ved fremskreden sygdom som fedtede afføringer fordi patienten har nedsat optagelse af fødemidler fra tarmen (malabsorption). Ved destruktion af endokrint væv kan der ses symptomer på diabetes.


Diagnostik

Stilles på baggrund af sygehistorie, objektive fund og resultatet af billeddiagnostiske undersøgelser og evt funktionsundersøgelser. (Borgstrøms måltidstest, hvor naso-duodenal sonde nedlægges og enzymproduktionen kvantiteres). 

Ultralyd, evt. CT/MR-scanning af abdomen udføres for at udelukke pancreascancer og visualisere komplikationer med cystedannelse.

MR-skanning, evt ERCP har en plads i udredningen, hvis de øvrige undersøgelser ikke giver tilstrækkelig information, eller hvis der er behov for intervention.


Differentialdiagnoser

Man skal primært tænke på Kræft i bugspytkirtlen (Cancer pancreatis)


Behandling

Efter endt udredning afsluttes en del til fortsat kontrol i almen praksis.

Hovedtemaerne her vil være smertebehandling, perifert virkende analgetika, gerne undgå morfiaka, fokus på alkohol-afvænning når det er relevant.

Den sekundære diabetes kan sædvanligvis håndteres med perorale antidiabetika.

Patienterne kan være ernæringsmæssigt truede og ernæringstilskud må indgå i vurderingen.

Peroral behandling med pancreasenzymer er indiceret ved fedtede afføring (steatore), selvom dokumentationen for effekt er mangelfuld.

Individuelt tilskud hos lægemiddelstyrelsen, hvis der er effekt (vægtmæssig). Genhenvisning ved flere smerter eller vægttab, cystedannelse, ulcus og cancer. 

 

 

 


Senest opdateret: 19. september 2018