Nedsynkning (fremfald) af livmoder.
Descensus genitalis dækker nedsynkning af livmoder, forreste skedevæg og urinblære (urethero- og cystocele), endetarmen (rectocele), skedetoppen (fornix posterior; enterocele) ovenfor kønskrandsen (hymenalranden), mens prolaps dækker nedsynkning udenfor kønskrandsen; i faglitteraturen benyttes begrebet Pelvic Organ Prolapse (POP).
Årsag
Graviditet og fødsel disponerer til POP, især kompliceret forløsning af stort barn med læsion og denervering af bækkenmuskulatur, sener, muskelhinder og støttevæv, der med tiden medfører atrofi, især i forbindelse med tabet af østrogenpåvirkning, der opstår efter menopausen.
Tilstande med optræden af øget tryk i bughulen (kronisk fortstoppelse, hoste, fedme, tungt fysisk arbejde) kan forværre POP. Genetisk betingede ændringer i bindevævssammensætning og – stofskifte synes at spille en rolle.
Symptomer
Fornemmelse af tyngde, nedsynkning, ”bule” inden for eller uden for skedeindgangen. Nedsynkningen bedres oftest i liggende stilling. Undertiden optræder svage, ukarakteristiske smerter i bækken- og/eller korsbensregionen. Eventuelt påvirkning af sexualfunktion, smerter ved samleje og afgang af luft fra skeden.
Ofte vandladningsproblemer med inkontinens ved øget tryk i bughulen (hoste, nys, hop (stressinkontinens)) eller forstærket vandladningstrang (urge) p.gr.a. displacering af blæren; hyppig vandladning, natlig vandladning og tilbagevendende urinvejsinfektion p.gr.a. kompromitteret blæretømning.
Fremfald i skeden af endetarmen kan medføre besvær med at tømme endetarmen og analinkontinens. Ved prolaps kan optræde sår i slimhinden, der ofte vil være tynd og atrofisk.
Diagnostik
Ved gynækologisk undersøgelse findes mellemkødet (perineum) ofte forkortet og iskedeindgangen gabende. Nedsynkning af blæren (cystocele) ses som frembuling af forreste skedevæg inden for skedeindgangen, fremfald af endetarmen (rectocele) tilsvarende bagtil.
Kvinden kan evt. hoste eller bruge bugpressen for at fremprovokere nedsynkning og fremfald.
Hos kvinder, der har født, er det normalt, at livmoderhalsen kan glide ned til midt i skeden; trænger livmoderen længere ned, er der tale om nedsynkning (descensus). Ved gynækologisk undersøgelse er det vigtigt at undersøge for tumorer i lille bækken samt at vurdere knibeevnen i bækkenbundsmuskulaturen.
Behandling
Bækkenbundstræning; systematisk og efter forudgående instruktion og eventuelt supervision. Ved tynd, atrofisk slimhinde i skede og urinrør kan behandles med østradiol eller østriol lokalt eller systemisk.
Ved utilstrækkelig effekt heraf, ved kontraindikation eller i ventetid på operation kan behandling med ringpessar ofte være effektiv. Pessaret skal sidde passende i spænd mellem indersiden af kønsbenet (symfysen) og lommen bag livmoderhalsen (fornix posterior) uden at genere eller falde ud. Pessaret bør ikke trykke så meget på urinrøret, at der opstår afløbshindring for urinen.
Kontraindikationer for behandling med pessar er infektion i skede eller livmoder, svær atrofi af skedeslimhinden (behandles med østrogen) eller allergi over for pessarmaterialet. Pessaret tages ud og renses og skedeslimhinden inspiceres for sårdannelse og tegn på infektion hver 3.-6. måned.
Pessarbehandlingen bør normalt ledsages af østrogenbehandling lokalt eller systemisk. Er pessarbehandling ikke acceptabel henvises kvinden med henblik på kirurgisk behandling.
