Problematisk medicinforbrug (polyfarmaci) defineres som samtidig brug af mere end fem receptpligtige lægemidler.
Der er en tendens til, at der til ældre mennesker ordineres flere lægemidler, end der seponeres. Det resulterer i polyfarmaci med en uoverskuelig række af potentielle interaktioner til følge.
Som et led i den geriatriske vurdering foretages altid en kritisk medicingennemgang, der ofte medfører en reduktion af antal lægemidler.
Samtidig foretages en vurdering med henblik på at omlægge medicin til færrest mulige doser og den bedst mulige kinetik f.eks. retard præparater, plasterbehandling samt valg af produkter med den bedste bivirknings- og interaktionsprofil.
Loop diuretika virker først ved udskillelsen i nyrerne, men da udskillelsen kan være reduceret hos ældre med kronisk nyreinsufficiens, kan der være behov for større doser end forventet ud fra legemsvægten alene.
Go low – go slow
Ældre har sædvanligvis en nedsat tærskel for at udvikle medicinbivirkninger sammenlignet med yngre patienter.
Psykofarmaka
Bør f.eks. ordineres i lav dosering med langsom dosisøgning, indtil den ønskede effekt er opnået med mindst mulige bivirkninger. F.eks. ordineres haloperidol og risperidon i doser på 0,5 mg.
Neuroleptikum bør hos langt de fleste gives for en kort periode, og der bør ved påbegyndelse altid aftales dato for kontrol eller seponering. Alle benzodiazepiner kan hos ældre provokere paradokse reaktioner med mareridt, uro og delirium. Bør kun anvendes på snæver indikation som f.eks. sovemedicin med kort halveringstid f.eks. zopiclon eller som understøttende behandling i kort tid i en krisesituation f.eks. oxazepam.
Smertebehandling
I smertebehandlingen af ældre ses såvel under- som overforbrug. Der kan forekomme en underrapportering af smerter, hvorfor en grundig smerteanamnese er vigtig. Omvendt får nogle ældre store doser af opioid længe efter, at smerter fra f.eks. en hofteoperation er forsvundet, eller dosis af et opioid øges trods manglende effekt frem for at foretage såkaldt opioidrotation, hvor andre opioider afprøves, indtil der opnås tilfredsstillende effekt hos hver enkelt patient.
Ofte ses det, at patienter får en kombination af to – tre opioider ved kroniske smerter. Her bør det tilstæbes at anvende ét opioid med effekt, god bivirkningsprofil og med optimal kompliance. NSAID bør ikke anvendes som smertestillende middel hos ældre ved f.eks. artrosesmerter på grund af en lang række potentielle bivirkninger, som kan forekomme selv efter få dages behandling som ulcus i mavetarmkanalen, delirium, forværring af en bestående kronisk nyreinsufficiens og risiko for hæmatologiske eller kardiovaskulære bivirkninger (væskeretention).
Hyponatriæmi (saltmangel)
Ses hyppig hos ældre med delirium til følge oftest provokeret af lægemidler som tiazider, SSRI præparater, epilepsimidler, NSAID og desmopressin. Næst hyppigste årsag til hyponatriæmi er fortyndingshyponatriæmi, hvor den ældre alene indtager væske uden salt som kaffe, the og postevand. Hvis der heller ikke heri ligger en forklaring, bør man overveje malign sygdom f.eks. lungetumor. Ved behandling med ACE og AT-II hæmmere bør s-kreatinin og elektrolytter følges nøje.
Steroid behandling
Kan være nødvendigt i høj dosering i en kort periode ved f.eks. astma bronchiale og ved polymyalgia rheumatika. Man skal her være opmærksom på ældres ofte svært nedsatte tærskel for at udvikle bivirkning i form af delirium, depression eller anden form for psykose ofte med paranoide træk. Man må her tilstræbe en så hurtig nedtrapning af steroid som overhovedet muligt.
