Alkohol – Afhængighed

Alkohol – Afhængighed

Alkoholafhængighed er defineret som inden for mindst 1 måned eller gentagne gange inden for 1 år at have haft mindst tre af følgende reaktioner:

  • Tvangsmæssigt ønske om at drikke (“craving”)

  • Kontroltab: svækket evne til at styre indtagelse, standse eller nedsætte brugen

  • Abstinenssymptomer eller indtagelse for at undgå disse

  • Toleransudvikling

  • Mindsket interesse for andre aktiviteter eller stort forbrug af tid på at skaffe alkohol

  • Fortsat drikkeri på trods af kendskab til skadelige følge

 

Symptomer
Der er påtrængende tanker og tilskyndelse til hyppigt at indtage store mængder alkohol og mangelfuld kontrol heraf. Trods et ønske om at mindske forbruget, lader det sig ikke gøre. Personen kan drikke langt mere end hos ikke-afhængige uden at fremtræde beruset.
Det daglige forbrug kan være massivt >25 genstande. Man drikker fra morgenstunden for at mildne abstinenser.

Tiltagende dårlig tilpasset social adfærd (udeblivelse fra arbejde eller andre opgaver) stridbarhed, aggressive udfald, tiltagende dårlig psykosocial funktion samt påvirkede organfunktioner. Symptomerne kan dog variere meget i styrke over tid, og der kan være perioder med få eller ingen symptomer på afhængighed (jf. definitionen). Risikoen for tilbagefald vil altid være stor, når personer har udviklet afhængighed. 

Årsager
Udvikling af alkoholafhængighed skyldes primært et længerevarende og regelmæssigt stort alkoholforbrug, hvorved centralnervesystemet bliver metabolisk tilvænnet til alkohol. En lang række faktorer bidrager hertil, både genetiske, psykosociale og personlighedsmæssige forhold samt psykiske sygdomme.
 
Vi lever i en kultur, hvor indtagelse af alkohol er et normalt socialt fænomen. Der er således en stærk påvirkning til hyppigt at indtage alkohol. Alkoholafhængighed kan derfor ses i alle sociale lag. 
Differentialdiagnoser:
 
Psykiatrisk komorbiditet ses hyppigt, især depression, angsttilstande, personlighedsforstyrrelser, begyndende alkoholisk demens og skizofreni.

Alkohol indgår ofte i blandingsmisbrug. En række alvorlige medicinske tilstande kan være relevante differentialdiagnoser eller blot følgetilstande, idet der ved alkoholafhængighed er påvist skader i næsten alle organer (se nedenfor).

Udredning/diagnosticering
Afhængighedssyndromet er en klinisk diagnose og de diagnostiske kriterier er anført i generelle termer. De vigtigste diagnostiske redskaber er grundig udspørgen ud fra de diagnostiske kriterier med vægt på aktuelle forhold og anamnese. Spørgsmålet skal præciseres til patientens dagligdag.
 
Afklar alkoholforbrugets art (øl, spiritus, vin etc.), mængde (antal genstande pr dag), indtagelsestidspunkter (fra morgenstunden, senere), anledning til alkoholindtagelse (trang, lyst, kultur), reaktion på alkohol (tåler mere, bliver ikke beruset), ændringer i brugsmønster over tid (stabilt, svingende), syn på evne til at undlade at indtage alkohol, alkoholindtagelsens indflydelse på dagligdagen (konsekvenser i familien og på arbejde) etc.

Somatisk udredning af typiske komplikationer til langvarigt misbrug, fx cirrhose og polyneuropati.

Man kan anvende en række laboratorieundersøgelse til belysning af komplikationer, fx LDH, ALAT, GGT, CDT, amylase og MCV. De er dog hverken specifikke eller tilstrækkelig sensitive til at stå alene. De kan være normale hos personer med langvarig afhængighed. CDT belyser især storforbrug i de foregående uger.

I forebyggelsesøjemed bør der være særlig opmærksomhed på skadeligt alkoholbrug eller storforbrug, der øger risikoen for udvikling af afhængighed.

Der er udviklet forskellige spørgeskemaer til belysning heraf. Et enkelt er CAGE

Modificeret CAGE-spørgeskema. Positiv test defineres som to positive svar i spørgsmål 1-5 eller ét positivt svar i spørgsmål 1-5 + >3 dage om ugen i spørgsmål 6
  1. Har du inden for det sidste år følt, at du burde nedsætte dit alkoholforbrug
  2. Er der nogen, der inden for det sidste år har ”brokket” sig over, at du drikker for meget?
  3. Har du inden for det sidste år følt dig skidt tilpas eller skamfuld pga. dine alkoholvaner?
  4. Har du inden for det sidste år jævnligt taget en genstand som det første om morgenen for at berolige ”nerverne” eller blive ”tømmermændene” kvit?
  5. Drikker du alkohol uden for måltiderne på hverdage?
  6. Hvor mange gange om ugen drikker du alkohol?

 

Det er vigtigt at motivere patienten til at tale om alkoholforbruget, men også at respektere, dersom den pågældende ikke ønsker det.

En nøgtern og udramatisk redegørelse for helbredsrisici ved stort alkoholforbrug skal tilstræbes frem for “løftede pegefingre”. 

Komplikationer

Alkoholmisbrugere har en betydelig overdødelighed, som hos mænd er 2-5 gange og hos kvinder 6-8 gange større end den forventede.

Den højere mortalitet skyldes først og fremmest levercirrose, selvmord og ulykker.

 
En lang række somatiske lidelser kan relateres til alkoholisme (jf. medicinsk kompendium).

  • Centralnervesystemet
    Alkoholikere udsættes hyppigere for kranietraumer, og kronisk subduralt hæmatom er en klassisk komplikation hertil. Alkoholisk demens med primitivisering af personligihed ses. 
  • Det perifere nervesystem
    Polyneuropati, især i underekstremiteterne (paræstesier, brændende smerter og natlige lægkramper). 
  • Mave-tarmkanal og lever pancreas
    Diarre, malabsorption og lever- og pankreaslidelser er karakteristiske organaffektioner, især fedtlever, alkoholisk hepatitis eller levercirrose. Ved levercirrose ses typisk hypogonadisme og gynækomasti, betinget af en hæmning af testosteron.

Akut pancreatitis kan være dødeligt forløbende, kronisk føre til en tilstand med invaliderende smerter.

 
  • Kredsløbet
    Excessiv, regelmæssig alkoholindtagelse fører til øget risiko for kardiomyopati og hjerteinsufficiens. 
  • Muskelsystemet
    Muskelatrofi ses hyppigt. 
  • Huden
    Cirrhotiske hudforandringer, f.eks. spidernaevi og atrofi.
  • Knoglemarv
    Påvirkning af knoglemarven med øgning af erythrocytters middelcelle-volumen (MCV). En øget infektionsrisiko 
  • Det føtale alkoholsyndrom
    Et karakteristisk syndrom hos barnet, nedsat fødselsvægt og -længde, hypotoni og afvigelser i hovedstørrelse (mikrocefalus) og ansigtsform.

Behandling

Det er vigtig at vurdere, om behandling kan gennemføres i almen praksis, eller om patienten straks skal have specialiseret behandling, typisk alkoholambulatorium eller lokalpsykiatrisk institution, fx ved væsentlig psykiatrisk komorbiditet.


De medicinske behandlingsmuligheder omfatter:


:Antabus med disulfiram
hæmmer nedbrydningen af alkohol, hvorved der sker en ophobning af det toksiske acetaldehyd med en række ubehagelige symptomer til følge. Indtagelse af få gram alkohol udløser den såkaldte alkohol-antabusreaktion, karakteriseret ved udtalt subjektivt ubehag, varmefølelse, ansigtsrødmen, hjertebanken, pulserende hovedpine, hurtig respiration og trykken i brystet.

Reaktionen er så ubehagelig, at de fleste helt undlader at indtage alkohol, når de er i antabusbehandling. Antabus har derfor indtaget en central plads i den recidivforebyggende behandling. Problemet med behandling er primært, at de afhængige i perioder ikke overholder den.

Dosering 800 mg antabus i de første 2-3 dage, efterfulgt af en vedligeholdelsesdosis på enten 200 mg dagligt eller 800 mg 2 gange ugentligt. Stoffet udskilles langsomt. Alkohol bør derfor ikke indtages igen før tidligst 1-2 uger efter seponering af disulfiram.

Acamprosat. I flere kontrollerede studier er der påvist recidivforebyggende effekt af acamprosat over en længere periode helt op til 12 måneder. Acamprosat påvirker signaloverførslen i hjernen især gennem en hæmning af glutamat-systemet. Dosering er 666 mg 3 x dagligt igennem 1 år.

Naltrexon. Denne opioidantagonist har også vist recidivforebyggende effekt i nogle studier og påvirker belønningssystemet i hjernen. Ved alkoholafhængighed har man fundet størst effekt hos personer med tidlig udvikling af afhængighed og familiær disposition hertil. Dosering: 50 mg dagl.

Acamprosat og naloxonens effekt i dansk klinisk sammenhæng afventer yderligere erfaringer.

Rådgivning og vejledning gerne med inddragelse af pårørende (psykoedukation) er vigtig med basis i undervisning af alkoholvirkninger på psyke, krop og sociale funktioner, herunder især i familiemæssig sammenhæng.

Teknikker fra kognitiv psykoterapi kan med fordel anvendes hos motiverede personer. De skal primært lære at observere, hvilket forhold, der starter og vedligeholder stor alkoholindtagelse, og hvorledes de kan ændre deres vanemæssige reaktioner herpå, nemlig at indtage alkohol.

Skema over ugentlig alkoholindtagelse, monitorering af levertal, kontrol af medicinsk behandling og livsstilsændringer kan indgå som styringsmekanismer.

Det er vigtigt at have realistiske mål.

Patientinformation: Alkolinjen – anonym hjælp til borgere landet over. Tlf. 80 200 500 fra mandag til fredag fra 11:00 -15:00

Patientinformation: Anonyme Alkoholikere

Relevante hjemmesidernetstof.dk – Rådgivning om alkohol, hash, og andre stoffer

Anonym rådgivning og behandling til unge: u-turn.dk

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel