I 1903 fik lægen Niels Ryberg Finsen (1860 -1904 ) som den første dansker Nobelprisen i medicin og fysiologi. Finsen fik prisen for sin forskning vedrørende lysets sygdomsforebyggende og helbredende virkning.
Niels Ryberg Finsen (1860-1904)
Drivkraften til Finsens forskning var hans egen sygdom, der allerede i barndommen og ungdommen viste sig ved hurtig træthed.
Sygdommen blev muligvis grundlagt da Niels Finsen som treårig var meget syg. Man frygtede en overgang, at han havde fået hjernehindebetændelse, hvilket kunne medføre
døden eller give varig hjerneskade.
Diagnosen var dog ikke korrekt, så måske var det snarere en betændelse i hjertet? Faktum er, at Finsen hele sit liv havde problemer med sit hjerte.
Niels Finsen blev født i Thorshavn den 15. december 1860.
Niels Finsen studerede medicin fra efteråret 1882 til sommeren 1890. Skæbnens ironi ville, at han på medicinstudiet mødte Holger Forchhammer (1866-1946), der i 1884 var blevet sproglig-historisk student fra Herlufsholm, og som var søn af Herlufsholms rektor. Holger Forchhammer skulle siden blive Finsens nære ven og medarbejder.
Finsen ser lyset
Finsen var blandt de første læger, der interesserede sig for lysets virkning på den menneskelige krop, og den første, som fik etableret en virksom behandling af sygdommen lupus vulgaris, også kaldet hudtuberkulose.
Finsens første ideer vedrørende lysets biologiske virkninger stammer fra omkring 1887, hvor han gjorde flere iagttagelser. Bl.a. bemærkede han, at en kat der ofte lagde sig på et tag uden for hans vindue, flyttede sig væk fra skyggen og ind i solskinnet. En anden iagttagelse blev gjort ved broen over Slotsholmen.
Her bemærkede han, at hver gang en vandløber (et insekt der kan løbe på vandoverfladen), af strømmen blev ført ind i broens skygge, så bevægede den sig hurtigt tilbage til et område belyst af solen.
Af disse simple iagttagelser opstod efterhånden den tanke, at sollyset måtte have en biologisk virkning.
I 1877 havde de engelske forskere Downes og Blunt påvist, at sollyset kunne dræbe og hæmme udviklingen af sygdomsfremkaldende bakterier. Man opdagede, at det var det energirige violette og ultraviolette lys, der var virksomt. Med denne viden i tankerne udførte Finsen talrige forsøg. De skulle vise, hvordan man mest effektivt kunne dræbe bakterier ved hjælp af lys.
Finsen udviklede et specielt apparatur kaldet “Finsen-lampen”
Til sine senere patientbehandlinger udviklede Finsen et specielt apparatur kaldet “Finsen-lampen”. I denne blev lysets røde varmestråler absorberet i noget vand. Det kemisk aktive ultraviolette lys, der kunne passere vandet blev koncentreret ved hjælp af nogle kvartslinser, som lader ultraviolet lys passere, hvilket almindeligt glas ikke gør.
I mangel af stabilt solskin førtes Finsen hurtigt ind på at benytte det kunstige lys fra en elektrisk kulbuelampe. Lyset fra en sådan kulbuelampe indeholder relativt mange af de såkaldte “kemiske stråler”, dvs. ultraviolet lys, der kan forårsage kemiske reaktioner.
I november 1895 henvendte Finsen sig til Ib Windfeld-Hansen (1845-1926), der var leder af Københavns Elektriske Lysstation i Gothersgade. Dette var Københavns første officielle elværk, der blev indviet i marts måned 1892.
Finsen fik lov til at eksperimentere i lysstationens laboratorium. Tilfældet ville, at en af Lysstationens ingeniører Niels Mogensen led af hudtuberkulose – lupus vulgaris – i ansigtet. I flere år havde han prøvet forskellige behandlinger, dog uden at blive helbredt.
Lupus vulgaris forårsages af tuberkelbaciller og giver grimme knudrede sårdannelser. På Finsens tid havde man ikke antibiotika, så behandlingen var som regel kirurgisk med grimme ar til følge.
Finsen fik nu ingeniør Mogensen som sin første patient, og selv om han var ret hårdt angrebet af sin sygdom, blev han helbredt efter flere behandlinger med lys. En smertefri, alternativ og helbredende behandlingsmetode mod lupus var blevet opdaget.
I 1896 lykkedes det Finsen at få oprettet et institut til lysbehandling
I 1896 lykkedes det Finsen at få oprettet et institut til lysbehandling. “Instituttets Opgave er at anstille og fremme Undersøgelser over Lysets Virkninger paa de levende Organismer, hovedsageligt med det Formaal for Øje at anvende Lysstraalerne i den praktiske Medicins Tjeneste.”
I 1898 blev Finsen udnævnt til titulær professor, uden nogen sinde at have holdt et regulært foredrag. I 1899 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog. Holger Forchhammer fik titel af overlæge og blev leder af patientbehandlingen, samtidig med at han katalogiserede patientmaterialet og administrerede klinikken.
I 1898 holdt Forchhammer et foredrag om de foreløbige resultater i Medicinsk Selskab i København. Det var også Forchhammer, der på grund af Finsens svage helbred, repræsenterede denne ved en verdenskongres for læger i Paris år 1900. Ved denne kongres blev Finsens lysbehandling, specielt af hudtuberkulose, kendt i vide kredse.
Den 10.august 1901 flyttede ‘Finsens medicinske Lysinstitut’ til større bygninger på Østerbro, hvor man også begyndte at behandle med røntgenstråler og strålingen fra radioaktive stoffer – begyndelsen til radiologien. I 1930 blev hospitalets navn ændret til “Finsen-Instituttet”, og i 1980 kom det ind under Rigshospitalet.
I dag behandles lupus med antibiotika, så Finsens behandlingsmetode med koncentreret ultraviolet stråling er næsten glemt.
Finsen tildelt Nobelprisen i medicin
Ved Finsens død cirka et år efter tildelingen af Nobelprisen skrev den senere danske Nobelpristager Johannes V. Jensen:
”Finsens epokegørende Forskninger over Lysets Betydning for den menneskelige Organisme har ikke blot skabt en ny Art Sygebehandling, der stiller Finsens navn i Række med de store Menneskevelgørere, Verden kender, men også åbnet Vejen for en Hygiejne for sunde efter hidtil påagtede Principper for Lys og Luftbehandlingen.”
Et fremtrædende medlem af Nobelstiftelsen var professor Karl Axel Hampus Mörner (1854-1917), der var Rektor for “Karolinska Instituttet” og formand for Nobelkomiteen for Fysiologi og Medicin. Han havde besøgt Finsens Institut et par gange forud for afgørelsen om, hvem der skulle have den medicinske Nobelpris for året 1903.
Da Nobelstiftelsen fik kendskab til Finsens alvorlige sygdom og man mente, at han højst ville leve et år mere, så blev dette udslagsgivende: Nobelprisen i Medicin for året 1903 skulle tildeles Niels Ryberg Finsen for hans lysbehandling af specielt lupus vulgaris – hudtuberkulose.
Finsen var måske ikke en lærd akademisk læge, men han havde en skarp iagttagelsesevne og en stor intuition, og hans forskning var ny og til gavn for menneskeheden. Dermed opfyldte den Alfred Nobels testamente.
Trekvart år efter modtagelsen af Nobelprisen, den 24. september 1904, døde Niels Finsen, kun 43 år gammel.
Niels Ryberg Finsens begravelse fandt sted fra Marmorkirken. Det blev en af de mest storstilede uden for kongehuset. Alle ville hylde Danmarks første Nobelpristager, der blev stedt til hvile på Vestre Kirkegård den 29. september 1904.
Kilder:
Louis Nielsen, cand. scient.
Nabo til Nobel, Aarhus Universitetsforlag
