K-vitamin

K-vitamin - Henrik Dam

Det var den danske kemiingeniør Henrik Dam, der som den første lykkedes med at isolere vitamin K. I 1939 kunne han påvise, at koagulationsevnen forbedres stærkt, når nyfødte fik injektioner med vitamin K umiddelbart efter fødslen og blandt de første nyfødte, der i Danmark fik vitamin K, var prinsesse Margrete, nu Margrete II.

 

Det var den danske kemiingeniør Henrik Dam, der som den første lykkedes med at isolere vitamin K. 

 

Henrik Dam, modtager af nobelprisen i medicin i året 1943, er formentlig Danmarks mindst kendte nobelprismodtager.
 
Men han var en pioner i dansk biokemi og en ledende skikkelse, nationalt som internationalt, i den nye ernæringsforskning.
 
Om end han var uddannet som kemiingeniør, arbejdede han især i biokemiske områder, men med en fysiologisk og ernæringsmæssig (snarere end en snæver biokemisk) tilgang.
 
Med opdagelsen af vitamin K i 1935 indskrev han sig i ikke blot i biokemiens og fysiologiens historie, men også i den kliniske medicins historie. Dam har betydet meget for dansk biokemi, ikke mindst på grund af sit arbejde på Danmarks Tekniske Højskole.

Han er en forsker, der fortjener at være bedre kendt.

K-vitaminmangel kan føre til visse blødersygdomme, og nyfødte fødes ofte med mangel på vitamin K, som betyder at deres blod har ringe evne til koagulation, hvilket kan føre til barnedødelighed.
 
Men før Carl Peter Henrik Dam sammen med sine medarbejdere, Johannes Glavind, Preben Plum og andre, lykkedes med at isolere vitamin K, var blødersygdom derfor et stort problem.
 
Men i 1939 kunne Dam og hans medarbejdere påvise, at koagulationsevnen forbedres stærkt, når de nyfødte fik injektioner med vitamin K umiddelbart efter fødslen. Det var en vigtig erkendelse og den førte hurtigt til, at tilskud af vitaminet blev standard på mange hospitaler og fødeklinikker.
 
Det betød et markant fald i antallet af dødsfald blandt nyfødte.
 
Blandt de første nyfødte, der i Danmark fik vitamin K, var prinsesse Margrete, nu Margrete II.
 
Opdagelsen af vitamin K (k for koagulation) gav Dam en høj status i det internationale samfund af biokemikere. I begyndelsen af 1940 blev han inviteret på en foredragsturné i USA og Canada, men den tyske besættelse kom i vejen, og han kom  først af sted senere på året.
 
Før hans planlagte hjemrejse havde USA erklæret Tyskland krig, og det medførte, at han måtte blive  i USA til krigens slutning. Han brugte tiden effektivt som forsker ved amerikanske hospitalslaboratorier, især University of Rochester og Rockefeller Institute for Medical Research.
Under sit ufrivillige udlandsophold var han, i 1941, blevet udnævnt som professor ved Polyteknisk Læreanstalt, idet han skulle afløse Sigurd Orla-Jensen, der siden 1904 havde været professor i “Bioteknisk Kemi” og i øvrigt var en af bioteknologiens pionerer.
 
I slutningen af oktober 1944 fik Dam at vide, at han var blevet tildelt nobelprisen i medicin, idet han dog skulle dele prisen med Doisy. I realiteten havde han allerede fået prisen i 1941. I dette år blev han for første gang indstillet, og nobelkomiteen ved Karolinska Institutet anbefalede ham enstemmigt og entydigt til prisen.  
 

Dam blev indstillet hvert år mellem 1941 og 1944 og der var aldrig uenighed om hans pris.

Den eneste grund til, at han først fik prisen i 1944, var politisk: På grund af krigen var den medicinske pris blevet ophævet (1941-42) eller indefrosset, og den blev først frigivet i 1944. 

Den pris, han blev tildelt i 1944, var den indefrossede pris for 1943. Det synes at have været lidt af en tilfældighed, at han måtte dele prisen med Doisy. Men selv om det halverede pengebeløbet, gjorde det jo ikke æren mindre. 

Proteiner er bygget op af aminosyrer. Vitamin K ændrer en specifik aminosyre (glutamat) i nogle specifikke proteiner. Denne ændring gør proteinerne i stand til at binde kalcium, hvilket er essentielt for blodets størkningsproces. Vitamin K har en vigtig rolle i dannelsen af andre proteiner som for eksempel osteokalcin, der muliggør kalkaflejringen i knoglevævet. 

Vitamin K  findes i naturen i 2 former: Fyllikinon (kaldet K1-vitamin) findes i grønne planter. Menakinon (kaldet K2-vitamin), som laves af bakterier i tarmen. Fyllikinon er fedtopløseligt og optages over tyndtarmen. Det oplagres i små depoter i leveren. Menadion (kaldet K3-vitamin) er en syntetisk vandopløselig variant, der benyttes som vitamintilskud.

I kosten findes vitamin K som fyllikinon (kaldet K1-vitamin) i grøntsager. Især mørkegrønne grøntsager som avocado, broccoli, kål, spinat og vindruer er gode kilder. Andre kilder er lever, nyre, mejeriprodukter, kornprodukter, kød og frugt.

Desuden bidrager bakterierne i tarmen med op mod halvdelen af den nødvendige mængde K-vitamin i form af K2-vitamin (Menakinon). Vitaminet er stabilt overfor varme, sollys og luft.

K2-vitamin er især vigtig i forbindelse med at dirigere mineralet kalcium til de steder i kroppen, hvor der er behov for det.

K2-vitamin kan sørge for, at kroppen bruger kalcium til at styrke skelettet. K-vitamin virker ved, at det aktiverer en række proteiner forskellige steder i kroppen. Denne aktivering medfører, at proteinerne kan binde kalcium til sig.

Man har opdaget 14 forskellige proteiner i kroppen, som har brug for K-vitamin.


Følgende tilstande giver øget risiko for mangel:

  • For tidligt fødte
  • Ensidig kost  

 

Længere tids brug af en række lægemidler kan give K-vitamin mangel

  • Antibiotika behandling  
  • Syreneutraliserende midler  
  • Acetylsalicylsyre-præparater  
  • Paraffinolie mod forstoppelse  
  • Blodfortyndende præparater af typen som indeholder warfarin og dikumarol  
  • Slankemidlet Xenical  

Det er dog ret sjældent, at personer kommer i underskud af K-vitamin. Tværtimod går man medicinsk ofte den modsatte vej og bremser vitaminets virkning i kroppen.

Visse K-vitamin-antagonister anvendes til behandling af mennesker med stor risiko for at få blodpropper. Stofferne går ind i stofskiftet og blokerer virkningen af vitamin K, således at den normale blodstørkning hæmmes.

Carl Peter Henrik Dam blev født i København i 1895. Hans far, Emil Dam, var en kendt apoteker og farmacihistoriker, der sammen med Aage Schæffer forfattede det autoritative værk om De Danske Apotekers Historie.

Unge Henrik Dam gik dog ikke i faderens fodspor. Efter sin studentereksamen fra Schneekloths Skole overvejede han at studere medicin, men opgav tanken. I stedet startede han i 1914 på uddannelsen som kemiingeniør på Polyteknisk Læreanstalt, der dengang var landets ledende institution i kemisk uddannelse og forskning.

Efter sin afgangseksamen i 1920 blev Dam en kort periode vikarassistent under Niels Bjerrum, den fremragende kemiker og professor ved Veterinær- og Landbohøjskolen. Tre år senere – efter et mellemspil som teknisk assistent på et patentbureau – skiftede han til en assistentstilling ved universitetets fysiologiske laboratorium, hvor han arbejdede under Valdemar Henriques, professoren i fysiologi.

Først i 1920 begyndte Dam sin løbebane som biokemiker.

Interessen for området blev  yderligere styrket af et ophold i 1925 hos den østrigske fysiolog og kemiker Fritz Pregl, hvor han lærte den organisk-mikroanalytiske teknik som Pregl havde fået nobelprisen for i 1923. Efter sin hjemkomst var Dam klar til at starte sin karriere som biokemisk forsker, idet han på Henriques opfordring begyndte at studere sterolmetabolismen.

Dams interesse for biokemiske spørgsmål stod nok i gæld til den optagethed, der omkring 1920 var for fysiologisk kemi, mejerikemi og gærings- og proteinkemi.

København var på dette tidspunkt et stærkt centrum for disse forskningsområder, der blev dyrket på især Polyteknisk Læreanstalt, Veterinær- og Landbohøjskolen og Carlsberg-laboratoriet.

Ikke mindst på Polyteknisk Læreanstalt havde man en stærk tradition i mejerikemi og bakteriologi, og det er tænkeligt, at Dam har været inspireret af denne.

I betragtning af, at Dam var nationens ypperste ekspert i ernæringsforskning, en status der i dag næsten påtvinger en høj grad af offentlighed, er det bemærkelsesværdigt, at han nærmest gjorde en dyd af ikke at være en offentlig person.

Han var interesseret i ernæringsforskning som videnskab, ikke i at fortælle befolkningen, hvordan den skulle leve. Næsten hele hans litterære produktion var af videnskabelig art, rettet mod fagfolk og ikke mod bredere kredse.

Denne uvilje mod offentlighed var utvivlsomt en af grundene til, at han selv i sin levetid forblev ret ukendt uden for forskerverdenen.

Senere gled han nærmest ind i anonymitetens glemsel.

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel

DNA