Polio, også kaldet børnelammelse, har formentlig været årsag til lammelse og dødsfald gennem det meste af menneskehedens historie. Sygdommen var kendt i både det gamle Ægypten og i antikkens Rom. Det var dog først ved indgangen til 1900-tallet, at sygdommen brød ud som en epidemi – først i Europa og senere i USA.
Polio, også kaldet børnelammelse, har formentlig været årsag til lammelse og dødsfald gennem det meste af menneskehedens historie.
Sygdommen var kendt i både det gamle Ægypten og i antikkens Rom.
Det var dog først ved indgangen til 1900-tallet, at sygdommen brød ud som en epidemi – først i Europa og senere i USA.
Det blev starten på næsten 100 år, hvor polioepidemier fejede hen over verden.
Polio, er en akut infektionssygdom forårsaget af poliovirus, der tilhører enterovirus familien. Virus smitter umådelig let og spredes især fæko-oralt fra person til person, men smitter også ved dråbeinfektion.
Sygdommen ytrer sig som lammelser af muskler hvor som helst i kroppen. Man kan have polio i et ben og i en arm, men hvis virus når de vitale muskler, så åndedrættet svinder, er den selvsagt dødelig.
Polioepidemi hærgede København
i 1952 mødtes en gruppe læger med speciale i ulandsmedicin til en kongres i København. Måske havde en af dem den virus med, som satte en sand katastrofe i gang de følgende måneder – en polioepidemi, der gjorde 6000 mennesker syge især børn, hærgede København.
Cheflæge på Blegdammens Hospital, professor H.C.A. Lassen kunne med en blanding af forundring og skræk notere, at det i august begyndte at strømme ind med børn, som udviste influenzaagtige symptomer og muskellammelser i åndedrætsorganerne førte til, at de næsten alle døde.
Virussen kendtes ikke – endsige en vaccine imod den
Professoren var af den overbevisning, at der var tale om en virus, som – når den nåede hjernen – slog børnene ihjel, indtil en ung anæstesilæge Bjørn Ibsen talte sin professor imod og demonstrerede en helt ny metode, som kunne redde ellers dødsdømte børns liv.
Han åbnede indtil luftrøret (trakeotomi), så hjerte- og lungefunktionen kunne opretholdes med blæsebælge. Ibsens behandlingsform nyder stor respekt de følgende uger. De syge børns luftrør bliver åbnet, en ventil monteret – og med en blæsebælg tilføres rytmisk ilt.
Det arbejde blev medicinstuderende sat til at udføre. Dag og nat.
1.500 studerende gjorde tjeneste og anvendte 165.000 arbejdstimer på at ventilere syge børn. Belønningen: Dødsraten faldt fra 90 til ti pct.
Det var formentlig polio, den kommende amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt i 1921 blev ramt af som 39-årig, og som gjorde at han tilbragte resten af sit liv i en kørestol, og specielt herefter gik jagten på en vaccine ind.
Efter intenst virologisk arbejde lykkedes det i 1953 den amerikanske læge og virolog Jonas Salk fra University of Pittsburgh at udvikle en vaccine mod polio, som i løbet af få år blev sat i masseproduktion.
I 1955-1956 blev der gennemført en omfattende gratis poliovaccination af den danske befolkning
Danmark var det første land i verden, der kunne tilbyde skolebørn i de fem første skoleklasser gratis poliovaccination.
Takket være vaccinationsprogrammet blev en polioepidemi i Danmark væsentlig mindre end forventet. Senere udvikledes en forbedret vaccine, den såkaldte ”Sabin-vaccine”, opkaldt efter Dr. Albert Sabin, som kunne indtages gennem munden på et stykke sukker.
Herefter (1961) faldt antallet af tilfælde yderligere, og det sidste tilfælde af polio opstået i Danmark var i 1976.
I 1980-erne har der været et par importerede poliotilfælde.
Der er i 2014 konstateret enkelte tilfælde – et af dem er fra Syrien. Meget skræmmende fordi flere og flere forældre i Danmark har undladt at lade deres børn vaccinere mod polio.
Statens Serum Institut har siden maj måned 2014 hver måned sendt 7.000 breve ud til forældre med børn, som ikke er vaccineret, og mange forældre responderer ikke.
Det har også medført, at WHO sidste år ændrede Danmarks rangering fra et land med lav risiko for polio udbrud til at land med middel risiko.
Jonas Edward Salk (1914-1995) var en amerikansk læge, medicinsk forsker og virolog der stod i spidsen for det medicinske team, som udviklede den første succesrige poliovaccine.
Jonas Salk voksede op i New Yorks jødiske immigrantkvarter omkring East Harlem som søn af de jødiske indvandrere Daniel and Dora Salk. Selvom forældrene ingen formel uddannelse havde, var de fast besluttet på at se deres børn lykkes.
Da Salk var 13 år, blev han optaget på Harris High School, en offentlig skole for intellektuelt begavede elever. Skolen var en affyringsrampe for de talentfulde sønner af indvandrede forældre, der manglede penge og stamtavle til at gå på privat skole. Han blev kendt blandt sine medstuderende som perfektionisten, der læste alt, hvad han kom i nærheden af.
Salk foresatte som 15 årig på City College i New York, hvorfra han fik en Bachelor of Science grad i kemi i 1934. For arbejderklassens indvandrerfamilier var City College den foretrukne offentlige skole for videregående uddannelser. Konditionerne var hårde, men undervisningen var gratis. Konkurrencen var intens, men reglerne retfærdige.
Hans mor havde opfordrede ham til at blive advokat, men han foretrak medicinstudiet, men fandt faciliteterne på City College mangelfulde.
Der var ingen forskningslaboratorier og biblioteket var utilstrækkelig. Hvad der gjorde skolen så speciel, mere end nogen anden skole, var at mange af de studerende, der havde kæmpet så hårdt for at komme dertil – drevet af deres forældre – senere endte i rækken af Nobelprisvindere og ph.d modtagere.
Han blev indskrevet på New York University for at studere medicin. Her var der ikke diskriminering af jøder, mens de fleste af de omkringliggende medicinske fakulteter – Cornell, Columbia, University of Pennsylvania, og Yale havde strenge kvoter.
Mens han gik på New York University School of Medicine, skilte Salk sig ud fra sine medstuderende ikke kun på grund af sin akademiske dygtighed, men fordi han gik ind i medicinsk forskning i stedet for at blive praktiserende læge.
I 1941, under sit speciale i virologi, valgte Salk et to måneders ophold hos Dr. Thomas Francis ved University of Michigan.
Francis havde for nylig tiltrådt fakultet ved den medicinske skole efter at have arbejdet for Rockefeller Foundation, hvor han havde opdaget Type B influenzavirus. Her lavede man forsøg med at inficere patienter på flere af Michigans psykiatriske hospitaler med influenzavirus ved at sprøjte virus i deres nasale hulrum.
Efter eksamen fra New York University School of Medicine, flyttede Jonas Salk ind på New York Mount Sinai Hospital, men arbejdede stadig i Dr. Francis’ laboratorium.
Få hospitaler på Manhattan havde så høj status som Mount Sinai, og især blandt byens jøder. Salk beviste sine enorme forskerevner, men det var også hans lederskab i form af formand for hospitalets medicinstuderende, der blev påskønnet.
Ved slutningen af sit ophold begyndte Salk at ansøge om permanente forskerstillinger, men han opdagede, at mange af de job han ønskede var lukket for ham på grund af jødiske kvoter.
Han kunne heller ikke foresætte på Mount Sinai, da deres politik forhindrede dem i at ansætte egne praktikanter. Som en sidste udvej, kontaktede han Dr. Francis, men Francis havde forladt New York University et år tidligere efter at have accepteret et tilbud om at lede University of Michigan’s School of Public Health.
Men Dr. Francis svigtede ham ikke. Han ansøgte om ekstra tilskud, så han kunne ansætte Salk til et projekt som omfattede udviklingen af influenzavaccine til de amerikanske soldater. Salk skulle være ansvarlig for at opdage og isolere de influenzastammer, der var inkluderet i den endelige vaccine.
I 1947 besluttede Salk at finde en institution, hvor han selvstændigt kunne styre sit eget laboratorium. Efter at tre institutioner havde afslået hans anmodninger, modtog han fra William McEllroy, dekan for University of Pittsburgh School of Medicine, et tilbud som omfattede et løfte om, han ville få sit eget laboratorium.
Han accepterede, og i efteråret samme år forlod han Michigan og flyttede til Pennsylvania. Men løftet var ikke helt, hvad han havde forventet. Efter Salks ankomst til Pittsburgh opdagede han, at han var blevet forvist til trange lokaler i kælderen i det gamle hospital.
Salk deltager i polioprojekt oprettet af præsident Franklin D. Roosevelt
Han blev senere kontaktet af direktøren for forskningen ved National Foundation for børnelammelse, som spurgte, om han ville deltage i instituttets polioprojekt, som tidligere var blevet oprettet af præsident Franklin D. Roosevelt. Salk accepterede hurtigt tilbuddet, og glædede sig til at arbejde på dette vigtige projekt.
I begyndelsen af det 20. århundrede, i løbet af 1914 og 1919, var der polioepidemier i USA.
Læger og sygeplejersker foretog hus-til-hus søgninger for at identificere alle smittede personer. Børn, der mistænkes for at være inficeret, blev overført til hospitaler, og børnenes familier kom i karantæne, som betød, at familien ikke engang kunne deltage i deres barns begravelse, hvis barnet døde på hospitalet.
Der er mange berømte polioofre, hvoraf de fleste var i stand til at overvinde deres handicap, mens andre var mindre heldige:
Itzhak Perlman en af verdens fineste violinister, blev permanent uarbejdsdygtig i en alder af bare fire, og spiller stadig siddende; skuespilleren Donald Sutherland, skuespillerinden Mia Farrow, musikeren Neil Young, olympisk dressurrytter Lis Hartel, sangeren Joni Mitchell, filminstruktøren Francis Ford Coppola, atomfysikeren J. Robert Oppenheimer og skuespilleren Lionel Barrymore.
Skuespilleren Robert Redford, der som barn havde et mildt tilfælde af polio, har i 2014 instrueret en dokumentarfilm om Jonas Salk Institute i La Jolla.
Da frygten for polio steg hvert år, betød det at midler til bekæmpelse steg fra 1.8 mill USD til 67 millioner USD.
Det var situationen da Jonas Salk, nu som leder af virologisk laboratorium på University of Pittsburgh, besluttede at bruge sikrere dræbte poliovirus.
På trods af en generel mangel på begejstring for denne tilgang, blev Salk bakket op.
Efter nogle vellykkede test på forsøgsdyr, var de klar til at teste på mennesker. Det lykkedes ham at gøre poliovirus inaktivt med stoffet formalin.
Tilbage stod spørgsmålet, om det inaktive poliovirus ville aktivere immunsystemet og dermed ville kunne bruges som vaccine. Over de næste tre år gennemførtes nogle af de mest omfattende kliniske forsøg i lægevidenskabens historie.
Den 2. juli 1952 med bistand fra personalet på DT Watson Home for handikappede børn, injicerede Jonas Salk 43 børn med sine dræbte poliovirusser.
Et par uger efter testen på DT Watson Home, injicerede Salk børn på en skole for udviklingshæmmede børn.
I november 1953 på en konference i New Yorks Waldorf-Astoria Hotel, sagde Salk “Jeg vil være personligt ansvarlig for vaccinen” – og meddelte derefter at hans kone og tre sønner havde været blandt de første frivillige, der blev testet med vaccinen. Det var afgørende for Salk at udvikle tillid til den amerikanske offentlighed for sine eksperimenter.
Senere gennemførte Salk sammen med Dr. Thomas Francis vaccinationer af 1.8 millioner skoleelever, som havde meldt sig frivilligt. 95 % af børnene kom igennem den følgende polio-sæson uden at blive syge.
Tilbage i 1938 grundlagde præsident Franklin D. Roosefelt organisationen “March of Dimes” til bekæmpelse af polio. Hans lederskab i denne organisation er en af årsagerne til, at han er afbildet på den amerikanske 10-cent. I dag arbejder organisationen for at forbedre sundheden for mødre og deres nyfødte.
Mindst et hundrede millioner mennesker havde i 1954 doneret beløb til “March of Dimes”, og Salk arbejdede seksten timer i døgnet alle ugens dage for at opnå resultater af sine tester.
Den 12. april 1955 erklærede Dr. Thomas Francis, på University of Michigan, vaccinen for sikker og effektiv.
Meddelelsen blev foretaget på præcis 10 års dagen for præsident Roosevelts død. Fem hundrede mennesker, herunder 150 presse, radio- og tv-journalister fyldte rummet. 16 tv-kameraer stod på en lang platform på bagsiden. 54.000 læger, der sad i biografer over hele landet, overvågede udsendelsen på ITV.
Eli Lilly betalte 250.000 USD for at transmittere begivenheden.
Amerikanerne tændte deres radio for at høre detaljerne, stormagasiner oprettede højttalere, og dommerne suspenderede undersøgelser, så alle i retssalen kunne høre.
Europæerne lyttede på ”Voice of America”. Nationen udtrykte taknemmelighed for Dr. Salks opdagelse – det var, som om en krig var slut.
Rapporten var en medicinsk klassiker. Dr. Francis rapporterede, at vaccinationerne havde været 80 til 90 procent effektive på baggrund af resultater i elleve stater. Samlet blev vaccinen givet til mere end 440.000 børn i fireogfyrre stater, tre canadiske provinser og Helsinki i Finland.
Da Salk blev spurgt om effektiviteten af vaccinen kunne forbedres, sagde han, “teoretisk set kan de nye vacciner og vaccinationsprogrammer føre til, en 100 procents beskyttelse mod lammelse af alle vaccineret.”
Med den erklærede sejr over polio blev Jonas Salk natten over verdensberømt, og blev overøst med priser og hædersbevisninger; den første en guldmedalje fra præsident Eisenhower.
Han ville dog ikke acceptere en planlagt “ticker tape parade” i New York, og fik således i stedet oprettet ”The Jonas Salk Stipendium” for fremtidige medicinstuderende.
Salk var blevet en international helt, og hans vaccine var et moderne medicinsk mirakel. Alene af den grund at Salks, som den første påviste, at en dræbt virustransformation kunne forhindre polio – mener mange, han burde have fået Nobelprisen for.
I 1960 grundlagde han ”Jonas Salk Institute for Biological Studies” i La Jolla i Californien, som efterfølgende har udviklet sig til et betydningsfuldt medicinsk forskningscenter. Her fortsatte han sit arbejde med forskningsaktiviteter og forfattervirksomhed.
Gennem den seneste del af sit liv arbejdede Salk med at forsøge at finde en vaccine mod HIV.
Jonas Salk døde af hjertesvigt, i en alder af 80 år den 23. juni 1995 i La Jolla, og ligger begravet på El Camino Memorial Park i San Diego.
Polio er blevet erklæret udryddet fra den vestlige halvkugle og i Kina, men fjerne steder lever den endnu.
Derfor skaffer Rotary-klubber verden over penge til at udrydde den sidste rest. Det er afgørende, at sygdommen udryddes helt og aldeles. Ellers risikerer man, at den som en brand popper op, hvor den først var slukket. Et endnu værre scenario er, at polio-virus muterer.
Rotary International har sammen med WHO, UNICEF og Bill & Melinda Gates Foundation brugt mere end 1 milliard USD – til det enorme slutopgør.
Enormt, fordi de steder, hvor virus lever, er meget vanskelige at nå. Nogle steder bliver vaccinationsholdene ligefrem smidt på porten, fordi lokale stammer tror, vaccinen har til formål at ødelægge børnenes forplantningsevne, når de bliver voksne.
Polio-kampagnen er rettet mod områder af Afghanistan, Pakistan, Indien, Egypten, Etiopien, Niger, Nigeria, Somalia og Sudan. Et andet forhold er, at vaccinen skal holdes nede på nogle få grader. Derfor transporteres den i køletasker med helikoptere, terrængående biler og motorcykler frem til de syge børn. Og der er opfundet solcelle-anlæg til placering på elefant- og kamelryg, anlæg, der skaffer elektricitet til at køle vaccinen.
Kilde:
Mennesker og medicin
Academy of Achievment
Rotary Internationalt
