Illegale rusmidler – Afhængighed

Illegale rusmidler indebærer brug af stoffer omfattet af narkotikalovgivningen.

Kriterierne er, uanset stoftype, tre eller flere af følgende i mindst 1 måned eller gentagne gange inden for 1 år og altså de principielt samme som for afhængighed af alkohol. 

Blandingsmisbrug foreligger ofte, herunder misbrug kombineret med et stort forbrug af alkohol eller lægemidler som benzodiazepiner og opioider.

Symptomer

Billedet er varierende og meget afhængigt af misbrugets art og omfang samt psykologiske og sociale forhold hos misbrugeren. De enkelte euforiserende stoffer virker på forskellig måde i centralnervesystemet.

De sværeste former for afhængighed ses ved misbrug af opioider og centralstimulerende stoffer, især kokain og amfetamin. Afhængighedssyndrom fører typisk til ændringer af personlighed og psykosocial funktionsevne. Overdoseringsreaktioner med dødeligt forløb ses især ved opioider. 

Mistanke om afhængighed af rusmidler kan vækkes af mange forhold, dels selve adfærden i undersøgelsessituationen, dels anamnestiske forhold omkring dårlig social tilpasning, evt. social deroute, kriminalitet, prostitution.

Årsager

Udvikling af afhængighed af illegale rusmidler afspejler komplekse årsagssammenhænge, hvori der indgår en række faktorer.

Det drejer sig dels om personlighedsmæssige afvigelser, psykiatrisk komorbiditet, dårlige opvækstforhold, lavt uddannelsesniveau, men kemiske forhold omkring stofferne er også afgørende, idet afhængighed kræver en regelmæssig og vedvarende indtagelse af rusmidlerne.

Nogle stoffer virker så kraftigt forstærkende på organismens belønningssystemer, at afhængighed kan udvikles i løbet af få måneder, fx centralstimulantia eller endnu kortere. Sociale forhold, der stimulerer til indtagelse af rusmidler, er disponerende, fx særlige ungdomskulturer, hvor centralstimulantia indgår.
 

Differentialdiagnoser

Misbrug af et konkret stof indgår ofte i et blandingsmisbrug, herunder misbrug med alkohol eller medicin, og psykiatrisk komorbiditet ses som nævnt ofte. I nogle tilfælde er den egentlige diagnose den psykiatriske komorbide, fx depression eller skizofreni, hvor misbruget er sekundært og symptomatisk.

Nogle misbrugssymptomer er relativt uspecifikke, og både akutte og kroniske somatiske tilstande bør derfor altid indgå i differentialdiagnostiske overvejelser.

Udredning/diagnosticering

Henvendelsesårsagen i almen praksis for personer med stofmisbrug er varierende. I nogle tilfælde er det forældre til unge eller den unge selv, som erkender at have et misbrug og konsulterer egen læge for behandling eller videre henvisning til regionalt misbrugscenter. I andre tilfælde er det følger til misbruget, der er den primære henvendelsesgrund, fx depression efter forudgående misbrug af centralstimulantia, somatiske følger eller sociale problemer i form af sygemeldinger.

Mange patienter kan være krævende for at for at få fornyet recept på morfika.

Det er ved udredning vigtigt at anlægge en helhedsvurdering med fokus på både de psykologiske, biologiske og sociale forhold omkring rusmidler. For at få en relevant anamnese og andre oplysninger er det vigtigt at skabe en god tillidsfuld kontakt til de pågældende, og selvom nogle personer med misbrug bliver betegnet som besværlige patienter, bør det ikke afholde fra et forsøg på at komme i dialog om problemstillingen.

Afhængighed

Ved behandling af personer med langvarig afhængighed er opgaven ofte så krævende, at den mest hensigtsmæssigt sker i særlige misbrugscentre, hvor man har de fornødne ressourcer til en samlet behandling af både somatiske, psykiske og sociale forhold.

I praktisk sammenhæng kan misbrugerens optræden ofte være uhensigtsmæssig og belastende.

Såfremt gentagne behandlingsforsøg med aftrapning og recidivprofylakse ikke har kunnet sikre tilstrækkelig stabil stoffrihed, kan det hos en lille gruppe af personer være nødvendigt med længerevarende substitutionsbehandling. Det gælder især opioidafhængige, hvor man behandler med metadon eller buprenorfin.

Princippet er her at erstatte det illegalt erhvervede og indtagne opioid med et lægeligt ordineret stof. Man tilstræber en dosering, hvor de pågældende ikke er bevidsthedspåvirkede af rusmidlet, men har en tilstrækkelig koncentration til, at der ikke optræder abstinenssymptomer.

Denne stabilisering har effekt både på de psykologiske symptomer, men især på de sociale, idet de pågældende nu i højere grad kan indgå i revalideringsforanstaltninger og ikke behøver at skaffe rusmidlerne via kriminalitet og prostitution.

Kritikere af substitutionsbehandlingen henviser til, at mange afhængige med årene ophører med at indtage stofferne, men man kan dog ved lægeordineret langtidsbehandling også forsøge at tilstræbe abstinens gennem længerevarende aftrapning.

Buprenorfin, har mindre sederende, respirationsdeprimerende og vanedannende effekt end metadon og har fået tiltagende anvendelse i Danmark både ved abstinens- og vedligeholdelsesbehandling.

Normal begyndelsesdosis er 2 mg, som øges hver eller hver anden dag til 4-16 mg dagligt. Herefter reduceres med 2 mg dagligt. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at buprenorfin i højere grad bør anvendes i stedet for metadon.

Psykiatrisk komorbiditet behandles efter vanlige retningslinier og er en vigtig del af behandlingen.