Oprettelse af et livstestamente
I et livstestamente kan du bestemme, at du ikke ønsker at blive behandlet alene for at forlænge livet, hvis døden er uafvendelig. Lægen skal respektere din beslutning.
Du kan også fortælle, at du ikke ønsker at blive behandlet for at forlænge livet, hvis din sygdom har medført så svær invaliditet, at du varigt vil være ude af stand til at tage vare på dig selv, og der ikke er håb om bedring.
Lægen skal inddrage dit ønske i sine overvejelser om, hvilken behandling du skal have.
Dit livstestamente vil først træde i kraft, hvis du er uafvendeligt døende eller kommer i en situation, hvor du varigt ikke er i stand til at tage vare på dig selv fysisk og mentalt.
Et livstestamente giver ikke mulighed for aktiv dødshjælp.
Sådan opretter du et livstestamente
Har du NemID kan du oprette et livstestamente elektronisk på Sundhed.dk
Har du ikke NemID, kan du udfylde en blanket, som er vedhæftet pjecen om livstestamente.
Blanketten skal sendes til Livstestamenteregisteret. Det koster 50 kr., som opkræves efterfølgende på et girokort.
Det kan være en god ide at fortælle dine nærmeste pårørende om livstestamentet, så de kender din holdning og beslutning.
Dine pårørende kan ikke nedlægge forbud mod et livstestamente, der er registreret i Livstestamenteregisteret.
Hvis du fortryder
Et livstestamente kan altid tilbagekaldes eller ændres, hvis du fortryder beslutningen. Testamentet tilbagekaldes enten:
- ved at skrive et brev til Livstestamenteregistret ved at tilkendegive dette mundtligt over for en sundhedsperson, eller
- ved elektronisk tilbagekaldelse over for Livstestamenteregistret på www.sundhed.dk, hvis du har NemID.
Du kan få flere oplysninger om livstestamente hos personalet og hos patientvejlederen. Du kan også rekvirere skriftligt materiale hos Livstestamenteregistret.
Klage
Du eller dine nærmeste pårørende kan klage, hvis du mener, at dine ønsker ikke bliver respekteret.
Du kan vælge mellem at klage over behandlingsstedet til Styrelsen for Patientsikkerhed eller over konkrete sundhedspersoner til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Du skal klage skriftligt inden 2 år efter, at du er blevet bekendt med det eller burde være blevet det, dog senest 5 år efter det skete.