Det var Karl Landsteiner der fandt frem til blodtyperne og skabte AB0 systemet i 1901. Lige siden 1660’erne havde dristige læger forsøgt blodtransfusioner, men ofte med så katastrofale følger for patienten at flere lande forbød disse eksperimenter. Landsteiner arbejdede med typebestemmelsen af blod, der er forudsætningen for at man uden risiko kan give blodtransfusioner.
Karl Landsteiner er i dag et næsten ukendt navn, og dog kan millioner af mennesker verden over takke denne store læge, biolog og fysiker for, at de endnu er i live.
Det var nemlig Landsteiner, der fandt frem til blodtyperne og skabte AB0 (ABnul) systemet i 1901.
Det er en samlet oversigt over fire forskellige blodtyper, og de kaldes henholdsvis type A, B, AB eller 0. Betegnelsen fortæller, hvilke antigener en person har.
Til hver type svarer et tilsvarende antigen undtagen i type 0, hvor man overhovedet ingen antigener har, derfor betegnelsen 0 (nul).
Under 2. verdenskrig identificerede Landsteiner andre blodtypesystemer, herunder rhesus-system, som i dag betragtes af læger som det næstvigtigste blodtypesystem ved blodtransfusioner.
Man arver nogle gener fra sine forældre, og de afgør hvilken blodtype man får. Blodtyper varierer fra befolkning til befolkning rundt omkring i verden, og danskernes blodtyper fordeler sig således:
Danskernes blodtyper fordeler sig således:
Rhesus D positiv D negativ
A 37% 7%
0 35% 6%
B 8% 2%
AB 4% 1%
Karl Landsteiner (1868-1943) blev læge fra Wien Universitet i 1891 og senere i 1908 professor i patologi samme sted.
Han var som sagt ukendt af den store offentlighed, men han var en gigant i videnskabens verden, idet få har kunnet se tilbage over en så vidtspændende forskerindsats. Hans arbejde med typebestemmelsen af blod, der er forudsætningen for at man uden risiko kan give blodtransfusioner, lagde grunden til de senere arbejder med polio-vacciner og påviste, hvordan allergireaktionerne fungerede.
Hans undersøgelser over Rickettsia-mikrober førte til fremstillingen af vacciner mod plettyfus. Og næsten ene mand grundlagde og udviklede han immunokemien. Der er ikke én af disse bedrifter, som ikke ville sikre ham en plads blandt de udødelige, og dog er dette kun et udpluk af hans videnskabelige opdagelser.
Lige siden 1660’erne havde dristige læger forsøgt blodtransfusioner
Men ofte med så katastrofale følger for patienten, at flere lande, Frankrig, Italien og England til sidst forbød disse eksperimenter.
Man gik dengang ud fra, at alle mennesker havde samme slags blod, og når det ene menneskes blod alligevel undertiden virkede som gift på et andet menneske, måtte det være, fordi donorens blod var sygt.
Det var de daværende medicinske autoriteters forklaring, men heldigvis besluttede den unge Landsteiner selv at undersøg sagen.
Han skaffede sig blodprøver, lod blodet koagulere og filtrerede det gule serum fra de røde blodlegemer.
Så begyndte han på nogle såkaldte forligelighedsprøver, ved at sætte blodlegemer fra det ene menneske til serum fra det andet og iagttog i mikroskop hvad der skete. Igen og igen blev han vidne til et forbløffende drama.
For normalt fordeler blodlegemerne jævnt i serum, men på mange af Landsteiners objektglas agglutinerede de, dvs. de klæbede sig sammen i klumper, der lignede drueklaser. Han kunne let forestille sig, hvad denne agglutinering vil føre til i kredsløbet. Legemets hårkar er jo så fine, at de røde blodlegemer må passere dem i ”gåsegang”.
Klumper af blodlegemer kunne ikke komme igennem og ville tilstoppe karrene, så organernes væv ikke ville få næring. Intet under, at så mange transfusionspatienter døde!
Konklusionen var tydelig nok:
Giver man en A-patient A-blod eller en B-patient B-blod, går alt som det skal, men A-blod og B-blod kan ikke forenes. Dermed lå vejen åben for blodtypebestemmelse og dermed blodtransfusioner uden risiko.
I 1908 var han chefpatolog ved Wilhelminen Hospital i Wien, hvor der rasede en polioepidemi.
Årsagen til polio var ukendt, og Landsteiner foretog en lang række forøg med aber ved at indsprøjte rygmarv fra et af polio-ofrene, og en af aberne fik poliolammelser.
Landsteiner påviste efter en række forsøg med aber, at polio var en virussygdom.
Hans opdagelser kom til at danne grundlag for vaccinefremstilling.
Selv betegner Landsteiner klarlæggelsen af antigen-antistof reaktionen som sin betydeligste videnskabelige indsats. Et antigen er som regel et proteinstof, som er fremmed for organismen, som reagerer mod dette fremmede stof ved at danne antistoffer, som neutraliserer det.
Som eksempel kan nævnes koppevaccination, hvor lidt svækket koppesmitstof indføres i huden, hvorefter organismen frembringer antistoffer, der beskytter mod koppesmitte i mange år efter.
Nogle mennesker er dog ”overfølsomme” eller ”allergiske” – de danner antistoffer mod stoffer, som andre ikke reagerer på. Høfeberen for eksempel med dens snue og rindende øjne er en antigen-antistof reaktion.
Forsøgene med aber førte til fundet af en ny blodfaktor, der var fælles for rhesusaben og mennesket. Den kaldes for Rh-faktoren.
Ca. 85% af alle mennesker er Rh-positive, andre er Rh-negative og man skal gardere sig mod uforligeligheden mellem deres blod ved blodtransfusioner. Millioner af mennesker bliver årligt undersøgt for Rh-faktoren.
Landsteiner fik al den anerkendelse, nogen forsker kunne ønske sig, men hædersbevisninger interesserede ikke den sky og kejtede mand, der levede for sin videnskab.
Han modtog dog Nobelprisen i 1930 og millioner af mennesker kan i dag takke en af sidste århundredes største forskere for, at de er i live.
I 1939 blev han emeritus ved Rockefeller Institute, men fortsatte sit energiske arbejde – altid i kontakt med videnskabens fremskrit. Landsteiner døde i 1943 af et hjerteanfald på sit laboratorium.
Kilde: NobelPrize
