Verden over burde fire millioner mennesker klappe i hænderne. Netop disse individer er kommet til verden udelukkende på grundlag af én mands livsværk; biologen Robert Edwards, som indførte reagensglasmetoden i England i 1978.
Allerede i 1950’erne forskede Robert Edwards i biologien bag den menneskelige forplantning og arbejdede på at skabe de betingelser, der skal til, for at et menneskeligt æg kan befrugtes uden for organismen, såkaldt in vitro-fertilisering (IVF).
Det var lykkedes andre at befrugte æg fra kaniner in vitro, men mange forhold viste sig at være helt anderledes for det menneskelige æg.
Robert Edwards viste bl.a., hvordan menneskelige æg modner, hvordan modningen reguleres af forskellige hormoner, og hvornår ægget er mest modtageligt for at blive befrugtet.
I 1969 kulminerede den årelange forskning med en succesfuld fertilisering af et humant æg i et reagensglas. Succesen var dog kortvarig, idet ægget kun formåede at dele sig én enkelt gang.
Fertilitetsforskeren havde brug for et frisk pust af ny energi og viden fra den kliniske verden, og den praktiserende gynækolog Patrick Steptoe blev en del af teamet.
Steptoe var en af pionererne bag den dengang helt nye og kontroversielle laparoskopi-teknik, der er en type endoskopi eller kikkertundersøgelse. Sammen med Steptoe opererede han det modne æg ud. Dernæst blev ægget placeret i en petriskål sammen med sæd fra manden. Det befrugtede æg skal dele sig i denne proces, for at det senere kan skabe nyt liv. Til sidst blev det befrugtede og delte æg opereret tilbage i livmoderen, hvor det satte sig fast i livmoderens slimhinde, ganske som ved en almindelig graviditet.
Til at begynde med mislykkedes de to lægers forsøg gang på gang, men i 1976 fik de kontakt med ægteparret Brown, som uden held havde forsøgt at få børn gennem ni år.
Brown-parret gik med til at forsøge den eksperimentelle behandling, og verdens første reagensglasbarn, Louise Joy Brown – undfanget ved kunstig befrugtning under et mikroskop – blev født ved kejsersnit i England den 25. juli 1978. Denne form for kunstig befrugtning kaldes IVF, in vitro fertilisation (in vitro ”i glas”).
Siden 1978 er mere end 4 mio. børn blevet født som resultat af in vitro-fertilisering.
Metoden var og er stadig den dag i dag omgærdet af etiske og moralske dilemmaer. Især i begyndelsen af 1970’erne var debatten særdeles heftig, og kritikerne kastede sig over Edwards og Steptoe som kom i modvind, fordi mange fandt og finder deres forskning kontroversiel, og især religiøse grupper har været kritiske.
Robert Geoffrey Edwards blev født i 1925 i Batley, Yorkshire UK, som mellemste søn af en arbejderfamilie. På den tid kunne børn fra arbejderklassen, med særlige evner bestå en eksamen i konkurrence med andre børn om at få legat til gymnasiet og endda til universitet.
Alle tre Edwards brødre bestod, og det lykkedes Robert at komme på University of Wales, hvor han mellem 1948 og 1951 studerede til agronom. Herefter læste han genetik på University of Edinburgh og disputerede i 1955 på en afhandling om embryonaludvikling hos mus.
I 1958 blev han ansat ved National Institute for Medical Research i London. I 1963 kom han til Cambridge University, hvor han fra 1985-89 virkede som professor i human reproduktion.
Hans arbejde gennem flere årtier har ikke blot medført grundlæggende ny viden om den menneskelige befrugtningsproces og embryologi, men også introduktionen af metoder, der i nyere tid har vendt op og ned på behandlingen af barnløshed.
Robert G. Edwards og Patrick Steptoe oprettede i 1980 sammen privatklinikken Bourn Hall Clinic i Cambridge, verdens første center for IVF-behandling.
Her ledede Edwards den videre forskning og udvikling af teknikkerne, indtil han gik på pension.
I dag indledes IVF behandlingen som regel med en hormonbehandling, som medfører modning af flere æg. Med ultralydteknik kan æggene udtages gennem en kanyle, der indføres i æggestokken gennem skeden.
Æg og sæd blandes i laboratoriet, således at der opstår befrugtning. Efter et par døgn, når de befrugtede æg har delt sig nogle gange og består af 2-8 celler, indføres et eller flere af æggene i livmoderen gennem livmoderkanalen vha. et tyndt rør.
I mellem en tredjedel og en fjerdedel af tilfældene sætter et eller to æg sig fast i livmoderslimhinden og udvikler sig videre.
Tidligere oplagde man mere end to æg i håb om, at mindst et ville sætte sig fast. Efterhånden som teknikken blev forbedret, medførte det ofte flerfoldsgraviditeter med risiko for komplikationer som for tidlig fødsel, så nu oplægges som regel kun et eller to befrugtede æg.
IVF benyttedes i begyndelsen til behandling af kvinder med aflukkede æggestokke, men benyttes nu også ved uforklaret barnløshed og endometriose.
ICSI (intracytoplasmatisk sperminjektion; intra cytoplasmatisk ‘i cellen’) er en variant af IVF. Ved denne metode, som især benyttes i tilfælde, hvor manden har meget få sædceller, fanger man en enkelt sædcelle og indfører den i ægget, som derefter befrugtes.
Seks år efter verdens første reagensglasbarn, Louise Brown, kom til verden i Storbritannien i 1978, blev det første danske barn født efter IVF-behandling på Rigshospitalet.
I 1987 blev Det Etiske Råd oprettet for at rådgive Folketinget
Den store debat, der opstod med reagensglasmetoden, førte i 1987 til, at Det Etiske Råd blev oprettet for at rådgive Folketinget og skabe debat i befolkningen.
Danmark er et af de lande i verden, hvor der i forhold til befolkningstallet foretages flest behandlinger med kunstig befrugtning, og i 2014 nåede antallet usete højder da hele 9% er undfanget med hjælp fra fertilitetsklinikker.
De metoder, som anvendes ved kunstig befrugtning, har været genstand for betydelig politisk interesse pga. etiske og samfundsmæssige problemstillinger, og der har været en udbredt frygt for, om de kunne blive anvendt på en uacceptabel måde. Derfor blev der i 1997 udarbejdet en Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling.
Efterfølgende er barnløshedsbehandling blevet reguleret ved en række love og forordninger som kan ses på sundhedsstyrelsens hjemmeside:
I 1997 skulle enten ægget eller sædcellen stamme fra parret. Kvinden skulle desuden være gift eller leve i et ægteskabeligt forhold. Enlige og lesbiske måtte derfor ikke insemineres.
Fra 2007 har læger fået tilladelse til at behandle enlige og lesbiske. Grænsen for opbevaring af nedfrosne befrugtede æg er samtidig ændret fra to år til fem år. Der er stadig en forskel mellem reagensglasbørn og naturligt undfangede børn. De er ikke lige så stærke og sunde som børn, der er undfanget naturligt. Men børn født ved reagensglasbehandling kommer mere og mere til at ligne naturligt undfangede børn.
Jo flere børn der fødes på den her måde, jo mere fagfolk verden over praktiserer det, jo dygtigere bliver man også til at forfine metoden.
Man bliver bedre til at behandle kvinderne og til at stimulere dem til at modne æg. Laboratorierne bliver også bedre til at udvælge de stærkeste æg.
Sir Robert Geoffrey Edwards, biolog, professor emeritus ved Cambridge University blev i 2010 tildelt nobelprisen i fysiologi/medicin for udviklingen af in vitro-fertilisering.
Robert Edwards forblev i kontakt med Louise Brown gennem alle årene og deltog således også i hendes bryllup.
Robert Edwards døde som 87 årig i 2013 efter lang tids sygdom.
Han vil blive husket som en af vor tids største videnskabsmænd og har forbedret livet for mange millioner af mennesker ved at bringe glæde og lykke i deres liv.
Kilde:
Store Danske
Videnskab
Nobelprize
