Ingen troede på den tyske virusforsker Harald zur Hausen, da han i 70’erne begyndte at tale om, at virus fra helt almindelige kønsvorter kunne være årsag til livmoderhalskræft. Der skulle gå næsten tyve år, før videnskaben anerkendte, at det var sandt.
For sin opdagelse af human papilloma virus (HPV), den primære årsag til livmoderhalskræft, modtog Harald zur Hausen i 2008 nobelprisen i fysiologi og medicin.
Human papillomavirus (HPV), gruppe af virus tilhørende papovavirusfamilien er udbredt på alle kontinenter, og vorter har været kendt siden oldtiden.
Papillomavirus kan inficere hud og slimhinder og er vidt udbredt. Der kendes ca. 120 forskellige typer, der inficerer mennesker. Infektion med visse typer papillomavira kan medføre celleforandringer i livmoderhalsen.
Papillomavirus anses for at være medvirkende årsag til 90-95% af tilfældene af livmoderhalskræft.
Ingen troede på den tyske virusforsker Harald zur Hausen, da han i 70’erne begyndte at tale om, at virus fra helt almindelige kønsvorter kunne være årsag til livmoderhalskræft.
Der skulle gå næsten tyve år, før videnskaben anerkendte, at det var sandt.
Harald zur Hausen var lidt på sporet af en virus-kræft sammenhæng allerede i 1961, hvor han blev ansat som helt ung mediciner, og hvor han igennem tre år forsøgte at knække muse-kromosomer ved hjælp af virus fra en kvægsygdom. Men han var efter eget udsagn ikke kvalificeret nok på det tidspunkt til at få det fulde udbytte af forskningen.
Zur Hausen er en pioner inden for medicinsk virologi, og i hans tidlige arbejde koncentrerede han sig om vedvarende infektioner med DNA-virus.
Dette fokus førte ham til undersøgelse af herpes virus.
Han var den første til at påvise DNA fra Epstein-Barr virus (EBV) i Burkitts lymfom, og fandt derved forbindelsen mellem HPV og livmoderhalskræft. Senere er også forbindelsen til nasopharyngeal carcinoma (NPC) påvist.
Harald zur Hausen, født i 1936 i Gelsenkirchen-Buer er uddannet læge ved universitet i Düsseldorf i 1960. I 1965 kom han til USA ved et tilfælde. Under opholdet på Pennsylvania University påbegyndte han studiet af kræftfremkaldende virus.
I USA fik han den videnskabelige træning, han ønskede, og da han vendte hjem til Tyskland, var det som leder af Institute for Virology and Immunobiology ved universitetet i Würtzburg, hvor han fortsatte med at forske i vira.
Fra 1983 til 2003 ledede han The German Cancer Research i Heidelberg. Harald zur Hausen har udgivet 285 publikationer i sin professionelle karriere på 45 år (1964 – 2009) og er stadig aktiv som forsker.
På en videnskabelig konference beskrev Zur Hausen, hvordan han havde forsøgt at finde herpesvira i tumorer – uden held. Han foreslog at det kunne være en god ide at bruge de samme teknikker og søge efter menneskelige papillomavirus, men det vakte ikke gehør i det videnskabelige samfund.
Uanfægtet indledte Zur Hausen flere års arbejde for at teste sin hypotese.
Han antog at hvis tumorcellerne indeholdt en virus forårsaget af kræft, ville de have viralt DNA inkorporeret i deres egne gener.
I 1970’erne indledte Harald zur Hausen sit omfattende pionerarbejde omkring HPV og påviste, at der fandtes flere forskellige humane vortevirus-typer.
Med udviklingen i molekylærbiologiske metoder fik man redskaber til med stadig større følsomhed at undersøge en lang række benigne og maligne tumorer for HPV, hvilket førte til opdagelsen af stadig nye HPV-typer.
Nummereringen af HPV-typer afspejler således den rækkefølge hvori de blev opdaget og karakteriserede.
Der findes i dag 80 HPV-typer, hvortil kommer et stort antal subtyper samt en del typer, der er under udredning – i alt omkring 120 forskellige.
Disse kan groft sagt opdeles i typer, der fortrinsvis inficerer hud (fx HPV-typerne 1, 2 og 4), mens andre hovedsagelig inficerer slimhinder (fx typerne 6, 11, 13, 16, 18, 31, 32, 33, 35 og 45).
Men først fra 1972, da han blev professor i virologi ved universitetet i Erlangen-Nürnberg, var han direkte på sporet af vortevirussen papilloma. De foreløbige resultater og hans mistanker om at papilloma var årsag til de fleste tilfælde af livmoderhalskræft, præsenterede han i 1974 på en konference i Chicago, men ingen troede på ham.
I begyndelsen af 1980 identificerede han de ukendte HPV 16 og HPV 18
Han konstaterede at disse virus varianter fandtes globalt i 70% af alle livmoderhalskræfttilfælde.
Forskningen viste at virus-DNA’et i tumorcellerne ikke producerede nye viruspartikler, men at en del af virus arvemassen i stedet var sammenvokset med de menneskelige cellers DNA i livmoderhalsen.
Der skulle gå en rum tid, før ny viden om de såkaldte polymerase kædereaktioner gjorde det nemmere at forske i genetik. Men herefter kom der for alvor gang i forskningen, og endelig – i 1991 – var der et antal uafhængige, videnskabelige forsøg, som fastslog den rette sammenhæng. Harald zur Hausen havde haft ret hele tiden.
For sin opdagelse af human papillomavirus (HPV), den primære årsag til livmoderhalskræft, modtog Harald zur Hausen i 2008 nobelprisen i fysiologi og medicin.
Den anden halvdel af nobelprisen blev delt af de to franske forskere, Francoise Barré-Sinoussi og Luc Montagnier, der som de første forstod biologien bag sygdommen AIDS. Deres arbejde gjorde det muligt for forskere verden over at studere virussen, og hvordan man bekæmper den.
Da Harald zur Hausen fik Nobelprisen, blev han således hædret for at have gået imod det etablerede forskersamfund og have troet på sin egen teori. En teori som har givet ny kundskab, om hvordan kræft opstår og mulighed for at forebygge den, og resultatet har ført til en forbedret global sundhed.
Kinesiske forskere har senest fundet ud af, hvordan virus integrerer med værtscellens DNA i forskellige stadier, fra man får en høj-risiko HPV-infektion, til den giver celleforandringer og endelig forårsager kræft.
Gennem de sidste 10-20 år er der set en epidemisk vækst i de HPV-relaterede cancere.
Hvert år registreres der ca. 500.000 tilfælde af livmoderhalskræft i verden og det er den næst hyppigste kræftsygdom i EU blandt kvinder i alderen 15-44 og overgås kun af brystkræft.
Kræften rammer hårdest i fattige lande, uden screeningprogrammer, og i fx Indiens slumkvarterer er livmoderhalskræft den største cancerdræber blandt kvinder. Vaccine og screening til flere kan i teorien hindre kræften, som ofte rammer unge kvinder.
I 2006 accepterede The U.S. Food and Drug Administration (FDA) den første HPV vaccine under navnet Gardasil udviklet af medicinalvirksomheden Merck & Co.
Snart herefter, i starten af 2007, anmodede en anden medicinalvirksomhed, GlaxoSmithKline, om at lancere en lignende vaccine ved navn Cervarix, som i 2007 blev accepteret i Australien og EU og i 2009 i USA.
Begge vacciner beskytter mod HPV-16 og HPV-18, som er skyld i over 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft.
Gardasil beskytter endvidere mod HPV-6 og HPV-11, som forårsager mere end 90 % af alle tilfælde af kønsvorter. Derudover beskytter vaccinerne ligeledes mod andre kræftformer som peniskræft og analkræft.
I Danmark har man siden 2009 tilbudt vaccinen Gardasil gratis til piger i 12-årsalderen, som en del af børnevaccinationsprogrammet. Tilbuddet til drenge der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere træder i kraft den 1. september 2019.
Vaccinationen gives hos egen læge, og består af tre doser, der gives over et halvt år.
Ved enhver vaccine er der en risiko for bivirkninger, hvilket også er gældende for HPV vaccinen.
Vil du vide mere: STOP HPV
I Danmark er mere end 720.000 HPV-vaccineret, og ved udgangen af februar 2019 havde Lægemiddelstyrelsen modtaget i alt 2.669 indberetninger om formodede bivirkninger, hvoraf 1.124 er klassificeret som alvorlige.
Sundhedsstyrelsen har igangsat et projekt, hvor man foretager en ny gennemgang af de indberetninger om mulige bivirkninger ved HPV-vaccinen, som er klassificeret som alvorlige.
Verdenssundhedsorganisationen WHO bidrager til undersøgelsen med ekspertbistand og viden om indberetninger af bivirkninger i resten af verden. Statens Serum Institut og andre eksperter er også involveret.
Kilde:
Ingeniøren
hpvkontrovers.weebly.com
Sundhedsstyrelsen
Nobelprize.com
