Ved at aktivere kroppens eget immunforsvar på forskellige målrettede måder kan man effektivt bekæmpe kræft. Når cancerceller kan camouflere sig og skjule sig for immunforsvaret, kræves der individualiseret behandling.
Ved at aktivere kroppens eget immunforsvar på forskellige målrettede måder kan man effektivt bekæmpe kræft.
Når cancerceller kan camouflere sig og skjule sig for immunforsvaret, kræves der individualiseret behandling.
Immunterapi anses for at være fremtidens behandling af kræftsygdomme.
Den amerikanske kirurg William Bradley Coley (1862-1936) regnes for den første, der systematisk brugte immunterapi til at helbrede kræft.
Det hele begyndte i 1890 da Coley som nyuddannet kirurg fra New York Cancer Hospital, det der i dag hedder Memorial Sloan Kettering Cancer Center, måtte amputere underarmen efter en ondartet tumor i hånden på en af sine første patienter, den 17-årige Elisabeth Dashiell.
Trods det voldsomme indgreb døde pigen kun 3 måneder senere med kræften spredt i kroppen. Elisabeths død ramte den unge Coley hårdt, og han gik i gang med at finde en kur mod sygdommen.
Han gennemgik hospitalets arkiver og fandt en tysk immigrant, Fred Stein, der syv år tidligere blev helbredt for sarkomer i venstre kind efter en roseninfektion.
I litteraturen fandt han eksempler på patienter, hvor kræften var forsvundet efter en infektion. Og da man få år tidligere havde opdaget, at rosen skyldes en streptokokinfektion, var Coleys idé formet:
Immunforsvaret til angreb mod kræften
Ved at aktivere en immunrespons med giftstoffer fra bakterier, kan man få immunforsvaret til at angribe kræften.
Han fandt ud af, at også andre pionerer indenfor forskning såsom Robert Koch, Louis Pasteur og Emil von Behring havde registreret observationer om en sammenhæng mellem erysipelas (rosen) og cancer.
I 1891 tog Coley et dristigt skridt. Han injicerede en patient med knogle- og bløddelssarkomer med levende bakterier med henblik på at skabe en virulent infektion. Patientens kræftsvulst forsvandt fuldstædig, og patienten levede yderligere i 26 år.
I de næste 40 år injicerede Coley over 1000 patienter med levende bakterier og fra omkring 1900 blev Coleys toksiner fremstillet industrielt og var vidt udbredt i 30 år.
Men metoden faldt i unåde, bl.a. fordi behandlingen var uforudsigelig og ikke så eksakt som fx strålebehandling, der vandt frem i den samme periode.
Coleys datter, Helen Coley Nauts, etablerede i 1953 til ære for sin far et non-profit Cancer Research Institute dedikeret til at støtte og koordinere den globale forskning i cancer immunologi.
I 2010 foretog Cancer Research Institute et vigtigt skridt fremad i missionen til at vinde over kræften med immunterapi med oprettelsen af Cancer Vaccine Acceleration Fund.
Blandt forskere i hele verden er strategierne mange
Men fælles er, at man med den nye viden om immunsystemet forsøger at stimulere kroppens eget forsvar til at udrydde kræftcellerne. En kræftcelle er dog så smart indrettet, at den både kan gemme sig for immunforsvaret og hæmme immuncellerne, hvis den alligevel bliver opdaget.
Immunforsvaret består af en række forskellige celler, som har forskellige opgaver i forhold til at bekæmpe sygdomme i kroppen. Immunsystemet bygger på dels antistoffer, dels T-celler (også kaldet TCR-recepter).
Disse 2 typer forsvar ser forskellige ting på en sygdomscelle. Anticellerne kan kun genkende fremmede stoffer, når de er en del af et større protein, som stikker ud af cellemembranen på en sygdomscelle. T-celler kan derimod registreres på stykker af proteiner, de såkaldte peptider, som kan være rester af fremmede proteiner fra cellens indre, fx rester af fremmede proteiner, som er blevet udskilt af cellen.
Senest er det lykkedes for en gruppe forskere fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center at afprøve en ny kombination af to typer immunregulerende kræftmedicin på en patient.
Ingen af de to typer af medicin har nogen som helst effekt på kræftcellerne i sig selv. Medicinens opgave er derimod at styrke cellerne i immunforsvaret, så de bliver bedre i stand til at slå kræftcellerne ihjel.
En 49-årige kræftsyg kvinde, med en årelang sygehistorie med tilbagevendende store kræftsvulster, blev behandlet med de to typer immunregulerende antistoffer. Det ene antistof sørger for, at hæmmede immunceller bliver mere aktive.
Det kan medføre, at kræftcellerne ikke mere kan gemme sig for immunforsvaret. Det andet stof sørger for, at dræbercellerne bliver i stand til at sætte sig fast på kræftcellerne og dræbe dem uden at blive hæmmet.
Da kvinden mødte op på klinikken for at få den anden dosis af kombinationsbehandlingen, var den enorme kræftsvulst forsvundet. Seks uger efter behandlingen med immunterapi viste en CT-scanning, at vævet i brystvæggen hvor svulsten havde siddet, var ved at regenerere.
Ved den behandlingsform tages levende kræftvæv ud fra patienten og derefter udvindes levende T-celler, som man hyperaktiverer. Man tager for eksempel en million T-celler ud og får dem til at dele sig, så de bliver til flere milliarder i stedet.
Før man giver T-cellerne tilbage ind i blodbanen på patienten, giver man en forberedende behandling i form af kemoterapi. Den fjerner kortvarigt alle andre celler i immunforsvaret og skaber plads, så de aktiverede T-celler kan komme ind og udrydde kræftcellerne.
Ved hjælp af kemoterapien sørger man altså for, at de hæmmende celler fra immunforsvaret, som kræftcellerne gemmer sig bag ved, er blevet udryddet. Og på den måde er der direkte adgang for de milliarder af dræbende T-celler.
Immunterapi kan dog også have flere uhensigtsmæssige bivirkninger, fordi immunforsvarets dræberceller bliver så stærke, at de går til angreb på kroppen egne celler.
Immunterapi griber ind i de normale immunmekanismer på forskellige måder:
- Nogle former for immunterapi består af immunaktiverende stoffer, der direkte kan stimulere en øget aktivitet i forskellige dele af immunforsvaret
- Immunterapi kan også bestå af antistoffer, der ved at binde sig til kræftcellen gør den tilgængelig for immunsystemet, så den kan bekæmpe kræften. Denne behandlingsform kaldes også for målrettet biologisk behandling
- En anden form for antistoffer frisætter immunaktivitet, som var blokeret, ved at fjerne naturlige blokeringer i immunforsvaret
- På forsøgsbasis afprøves kræftvacciner som behandling. Forskere forsøger at gøre immunforsvaret i stand til at genkende kræftceller og dræbe dem.
Center for Cancer Immune Therapy (CCIT) på Herlev Hospital er lagt fremme i forskningen i et projekt, som kaldes ACT (adoptive cell transfer) og har et budget på cirka 25 millioner kroner til deres forskning, der udføres som et internationalt samarbejdsprojekt.
For at kunne bruge ACT-teknikken er man afhængig af, at kræftknuden på forhånd indeholder T-celler. Det er nemlig dem, man udnytter, når man gror T-cellerne i laboratoriet.
Behandlingen kan ikke på nuværende tidspunkt udbredes til de ”store” kræftformer som bryst – eller lungekræft, fordi der skal findes T-celler i kræftknuden på forhånd, og det gør der ikke ved de kræftformer.
Derfor arbejdes der på at høste T-celler fra blodet, hvor der er en næsten ubegrænset mængde. Hvis det kan lade sig gøre at få T-celler fra blodet til at opføre sig som T-celler fra kræftknuder, kan de potentielt bruges til at behandle enhver kræftsygdom.
En forudsætning for den nye behandlingsforms success er, at man lærer at selektere patienterne, da de skal udsættes for en voldsom kemobehandling, inden de T-celler, som forskerne har groet i laboratoriet, bliver sat tilbage i kroppen.
Amerikanske forskere har bevist, at kemokure er nødvendig for behandlingens succes. De har arbejdet med at bruge T-celler til kræftbehandling i cirka 20 år, men har først fået succes, efter de er begyndt at give patienterne en kemobehandling inden T-cellerne bliver sat tilbage.
Læs mere: Behandling med CAR-T celleterapi (Chimeric Antigen Receptor Therapy) er et kæmpe medicinsk fremskridt, der flytter grænserne for, hvordan man kan angribe kræftsygdom.
Et nyt revolutionerende redskab i fremtidens kræftbehandling vil være en kortlægning af immunforsvarets reaktion på en specifik cancer, som kan sige meget om hvordan patienten klarer sig. Kutyme har været at fortage en stadieinddeling af kræften, men man kommer tilsyneladende længere ved at supplere med en immunoscore, så det ikke alene er stadiet, der kommer til at definere prognosen, men også immunoscoren.
Den franske biolog Jerome Galon fra Laboratory of Integrative Cancer Immunology har fornylig udtalt:
”Vi kan se, at kombinationen af de forskellige måle-parametre (Immunoscore) i immunsystemet som fx. placering af immunceller, især lymfocytter, deres tæthed og specifikke funktioner er nødvendig for præcist at kunne forudsige udviklingen af kræftsygdomme og hvilken behandling, der vil have størst effekt”.
Kilde: Illustreret Videnskab og Rasmus Kragh Jakobsen
Center for Cancer Immune Therapy (CCIT)
www.cancer.dk
