Banebrydende opdagelser om immunterapi udløser nobelprisen 2018

Banebrydende opdagelser om immunterapi udløser nobelprisen 2018

Kræft dræber millioner af mennesker hvert år, og er en af menneskets største sundhedsudfordringer.

Ved at stimulere immunforsvarets evne til at angribe tumorceller har årets nobelpristagere etableret et helt nyt princip for kræftbehandling.

Dette års nobelprismodtagere har begge gjort banebrydende opdagelser inden for den gren af immunterapi, som kaldes ”checkpoint inhibitors”.

Med checkpoint behandlingen hjælper man først og fremmest immunforsvarets T-celler, som er mest afgørende til at genkende og udrydde kræftceller.

Behandlingen har primært en effekt hos patienter, hvor deres immunforsvar allerede har opdaget kræftcellerne, men ikke er i stand til at bekæmpe dem.

Behandlingen går ud på at blokere de såkaldte ”kontrolpunkter” i immunforsvaret såsom PD-L1 på tumorceller og PD-1 på T-celler. Det er kontrolpunkter, som ellers ville hæmme immunforsvarets eget modsvar til kræftcellerne.

James P. Allison og Tasuku Honjo har begge identificeret særlige proteiner, som bremser immunsystemets naturlige forsvar.


Dette års Nobelpris udgør en milepæl i vores kamp mod kræft

James P. Allison har forsket i et kendt protein, som fungerer som en bremse på immunsystemet. Han opdagede potentialet i at fjerne bremsen, således at immunforsvaret bedre selv kan bekæmpe kræftcellerne, og udviklede senere et helt nyt behandlingsprincip.

Samtidigt opdagede Tasuku Honjo et protein på immuncellerne. Efter omhyggelig forskning af proteinets funktion opdagde han, at dette protein også fungerede som en bremse – men med en anden virkningsmekanisme.Opdagelsen har lagt grunden til udvikling af en meget effektiv kræftbehandling.

James P. Allison er født i 1948 i Alice, Texas, og fik sin BSc i mikrobiologi i 1969 og tildelt Ph.d. i 1973 ved universitetet i Austin, Texas. Allison har gennem sin karriere været tilknyttet Berkeley University i Californien, Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York, og siden 2012 har han været professor og chef ved Institut for Immunologi, Division of Science, ved M.D. Andersen Cancer Center.

Tasuku Honjo er født i 1942 i Kyoto, Japan, hvor han afsluttede sin MD i 1966 fra Universitet i Kyoto, Japan. Hanjo har været forsker ved Carnegie Institution of Washington, Baltimore, USA og ved National Institutes of Health, Bethesda, USA og kom i 1974 tilbage til universitet i Kyoto. I 2017 blev han udnævnt til vicegeneraldirektør og forsker ved Kyoto University Institute for Advanced Study (KUIAS).

Allison og Honjo har vist, hvordan forskellige strategier til at hæmme bremserne på immunsystemet kan anvendes til behandling af kræft.

For deres opdagelser med behandling af kræft har de to forskere fået tildelt Nobelprisen 2018 i fysiologi eller medicin til deling.

Med prisen følger ni millioner svenske kroner, hvilket svarer til 6,5 millioner danske kroner.

På Twitter har@nobelPrize skrevet:

Dette års Nobelpris udgør en milepæl i vores kamp mod kræft. De to nobelprismodtageres opdagelse benytter immunforsvarets evne til at angribe kræftceller ved at slippe bremsen på immunforsvarets celler”. 


Illustration
: Niklas Elmehed /Nobelprize.org

Kilde: videnskab, nobelprice.org

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel

DNA