Den humorale kropsopfattelse har rødder i antikken og anså kroppen for at være et system af væsker centreret omkring de fire kardinalvæsker, blod, slim, gul galde og sort galde, og balancen mellem de fire. Det er også deraf navnet kommer, for humor betyder væske på latin. Opfattelsen var, at hvis der ikke var balance mellem de fire væsker, kunne der opstå sygdom.
Adolph Hannover – Danmarks første mikroskopiker
Den humorale kropsopfattelse har rødder i antikken og anså kroppen for at være et system af væsker centreret omkring de fire kardinalvæsker, blod, slim, gul galde og sort galde, og balancen mellem de fire.
Det er også deraf navnet kommer, for humor betyder væske på latin.
Opfattelsen var, at hvis der ikke var balance mellem de fire væsker, kunne der opstå sygdom, og så var det lægens opgave at tappe eller styrke en af væskerne, så sygdommen kunne kureres.
Ophavsmanden til denne kropsforståelse siges at være grækeren Hippokrates, der også er kendt som ”lægekunstens fader”’, og som levede fra ca. 460 til 370 f.Kr.
I løbet af 1800-tallet sker der et skift, hvor den humorale kropsopfattelse langsomt træder i baggrunden til fordel for miasme-teorien (miasme er det græske ord for forurenet), der bliver forløberen for det senere fokus på mikroorganismer og deres betydning for kroppen og dens sundhed – og siden den kemiske kropsopfattelse.
Kroppen som et avanceret fysiologisk maskineri
Midt i 1800-tallet gennemgik lægefaget således et regulært hamskifte, og i løbet af forbløffende få år kastede man årtusinders hippokratisk tankegods over bord til fordel for en ny videnskabelighed, der betragtede kroppen som et avanceret fysiologisk maskineri.
Antikkens fremtrædende læge Claudius Galens klassiske væskelære (’humoralpatologien’) måtte endegyldigt forkastes og traditionelle kurmidler som åreladning, grødomslag, tobaksklyster og koppåsætning vige pladsen for mere rationelle tiltag.
Tre videnskabsmænd fra vidt forskellige områder af biologien, udgav inden for 1855 til 1860 alle banebrydende værker, hvor de argumenterede for livets uophørlige kontinuitet. Livet, påpegede de, udgør et kontinuum, som videreføres fra celle til celle, fra organisme til organisme og fra art til art.
Den første af de tre var den tyske læge Rudolph Virchow (1821-1902), der i 1855 fremsatte cellelærens grundlæggende teori, nemlig at enhver celle i alt levende – mikroorganismer, planter, dyr og mennesker – dannes ved deling af andre celler. Den moderne biomedicin så dagens lys.
Fire år senere udgav naturforskeren Charles Darwin (1809-1882) ”Origin of Species” hvori han foreslog, at enhver art på lignende vis nedstammer fra forældrearter.
Og i 1860 forklarede kemikeren Louis Pasteur (1822-1895), at liv ikke kan opstå spontant i naturen, men at en organisme altid dannes af andre organismer.
Omkring 1830 var tiden moden til udforskning af animalsk vævs finere struktur ved hjælp af mikroskopet. Med på denne videnskabelige bølge var den danske læge Adolph Hannover, som tidligt var interesseret i mikroskopet som videnskabeligt instrument.
Det sammensatte mikroskop blev opfundet i 1590
Selv om det sammensatte mikroskop blev opfundet i 1590, var det først i begyndelsen af 1800-tallet, at det med opfindelsen af de akromatiske linser blev anvendeligt til biologisk forskning.
Adolph Hannover (1814-1894), var den første danske læge, der i 1839 indførte brugen af mikroskopisk vævsundersøgelse i Danmark og blev kaldt Danmarks første mikroskopiker.
Hans bog ”Mikroskopet – Bygning og dets Brug” (1847) blev oversat til mange forskellige sprog, og blev datidens håndbog.
Cellelæren revolutionerede medicinen, blandt andet udforskningen af kræft, hvor man opdagede kræftcellerne. Her var Hannover pionér, og han beskrev omkring 1850 en særlig svulstgruppe, det såkaldte epitheliom, som ses i huden og på slimhinderne, og hans afhandling på over 100 sider om hudsvulster ”Om Epithelioma” (1852), blev meget kendt.
Rygtet om hans enestående iagttagelser gik verden rundt.
Hannover bidrog også med opdagelsen af at hærde vævet ved anvendelsen af chromsyre. Dette middel var særlig velegnet til undersøgelse af nervevæv, og Hannover var en af de første til at påvise aksecylinderen i nervetråde.
Hannover påviste stav- og taplaget i øjets nethinde
Endvidere påviste han stav- og taplaget i øjets nethinde, og i 1850 samlede han sine histologiske undersøgelser af øjet i bogen ”Bidrag til Øjets Anatomi, Physiologi og Pathologi”.
På trods af, at han i udlandet var samtidens bedst kendte danske medicinske forsker, fandt han ingen plads på Københavns Universitet, men udøvede sin meget grundige forskning samtidig med sit virke som praktiserende læge.
Adolph Hannover er født i Taarbæk nord for København og blev student i 1832 fra Borgerdydskolen. Han begyndte allerede som studerende sit videnskabelige arbejde og vandt i 1837 universitets guldmedalje for en anatomisk afhandling om mikroskopiske undersøgelser af nervesystemet.
Dette blev indledningen til en uafbrudt og frugtbar videnskabelig produktion i de følgende 50 år. Det følgende år tog han sin medicinske eksamen, og allerede i 1839 disputerede han for licentiatgraden med en sammenlignende anatomisk afhandling om det ydre øre.
Hans indsigt i betydningen af mikroskopets brug for anatomiske undersøgelser førte til en studierejse først til Berlin og senere til Schweiz, Italien, Paris og London.
Berlinopholdet fik afgørende betydning for ham, idet han kom til at arbejde under vejledning af den berømte professor Johannes Müller, (1804-1858) som førte an med et moderne laboratorium og et rigt forskningsmiljø indenfor anatomi og fysiologi.
På denne rejse dels fuldførte, dels påbegyndte Hannover en del af de arbejder han publicerede i de nærmest følgende år.
Efter sin hjemkomst 1843 konkurrerede Hannover, der da havde forfattet en række betydelige afhandlinger på forskellige anatomiske og patologiske områder, med den ham jævnbyrdige læge Carl Emil Fenger om det nyoprettede lektorat i patologisk anatomi.
Igangsætteren af patologisk histologisk forskning i Danmark
Titlen på Hannovers konkurrenceafhandling var “Den pathologiske Anatomies Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er Cancer”? Denne afhandling der danner udgangspunktet dels for hans internationalt kendte arbejde “Om Epithelioma” (1852), en særegen form for kræft og for hans teori om en heterolog specifik kræftcelleform (cellula cancrosa) bliver igangsætteren af patologisk histologisk forskning i Danmark.
Fenger sejrede, men opgav efter få år sin interesse for patologisk anatomi, mens Hannover stadig fortsatte sine studier til højt op i sin alderdom.
I 1846 konkurrerede han med den noget ældre Ib P. Ibsen om lektoratet i deskriptiv og mikroskopisk anatomi. Det vakte stor opsigt og diskussion i den hjemlige videnskabelige verden da Ibsen, der i en årrække havde undervist i faget men indtil da kun havde skrevet et enkelt betydningsfuldt, men endnu upubliceret arbejde, udnævntes til posten.
I 1850 måtte Hannover igen se sig forbigået til en fast universitetsstilling – til skade for fagets fremtidige udvikling i Danmark, idet læge A. G. Sommer, der både manglede forudsætninger og evner, overtog Fengers stilling. Sommer manglede evnen til at føre den patologiske anatomi videre på en tid, hvor en mand som Hannover uden for universitetet var dets fornemste repræsentant.
Adolph Hannover så som jøde med dyb bitterhed atter vejen til universitetet spærret, men lykkeligvis lammedes hans forskertrang og arbejdsindsats ikke; som den fødte videnskabsmand elskede han videnskaben for dens egen skyld og fortsatte ihærdigt sine undersøgelser resten af livet.
Adolph Hannover tildeles mange udenlandske anerkendelser
Indtil 1878 praktiserede han desuden som en skattet læge, men tiltagende døvhed tvang ham siden til at leve udelukkende for sin videnskab, det sidste større arbejde udgav han 1887. Ved sin rige forskning, sin alsidighed og sin utrættelige flid inden for den patologiske mikroskopividenskab står han som en af Danmarks fremragende medicinske videnskabsmænd.
En så omfattende videnskabelig forskning og forfatterskab skaffede ham naturligt mange udenlandske anerkendelser.
Allerede i 1852 blev han æresdoktor ved Universitet i Groningen, samt medlem og æresmedlem af talrige videnskabelige udenlandske selskaber.
I 1853 blev han medlem af Det Danske Videnskabernes Selskab, i 1856 fik han fra Institut de France ”Prix Montyon”, for sine undersøgelser af øjet, og i 1878 samme pris for undersøgelserne af retina. Titel af Professor i 1856 og i 1890 udnævntes han til etatsråd, og blev Ridder af Dannebrog i 1872.
Hannover er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
De vigtigste videnskabelige opdagelser omkring 1800-tallet skete inden for biologien. De havde derfor ofte ingen direkte klinisk relevans og anvendelse i sygdomsforebyggelse eller behandling, men for fuldt ud at forstå sygelige forandringer må man vide, hvordan de normale processer i kroppen foregår.
Rudolf Virchow blev også en del af det kreative berliner laboratoriemiljø sammen med Hannover, og i 1855 modificerede han afgørende celleteorien med artiklen ”Cellular-Pathologie” og den korte læresætning ”omnis cellula e cellula” det vil sige ”alle celler stammer fra celler”.
Sygdom er som ”en borgerkrig mellem cellerne”
Virchow udgav sit banebrydende hovedværk ”Cellular-Pathologie” i 1855, hvori han ikke blot gennemgik menneskekroppens organer og væv, men også argumenterede for, at al sygdom opstod i cellerne, og hvor han omtalte sygdom som ”en borgerkrig mellem cellerne”.
Cellelæren var frugten af en kollektiv indsats, som langsomt skabte en faglig tradition og et fagligt fundament for cellebiologi.
Tusindvis af strukturer skulle navngives for at udvikle et videnskabeligt sprog for de mange væv, som åbenbarede sig i mikroskopets øje, og som blev til mikroskopiske atlas over planter, dyr og mennesker. Det tog tid – akkurat som det tog tid at beskrive kroppens anatomi og kortlægge jordens geografi.
Studiet af cellekernen på 0,005 millimeter var for eksempel længe en teknisk udfordring, fordi lysmikroskopet satte begrænsninger for, hvor meget man kunne se.
Alt levende består af celler – fra encellede bakterier til enorme pattedyr med billioner af celler. Cellerne er gådefulde forskningsobjekter og vigtige informationskilder. Derfor er det ikke så underligt, at den moderne biologi og biomedicin endnu i dag er i fuld gang med at udforske dem.
I tusindvis af laboratorier undersøges stamceller, DNA, membranmolekyler og cellens eget stofskifte. Forskning i plante- og dyrearters DNA bidrager med ny viden om evolutionen på jorden.
Cellelæren er også blevet en del af den medicinske dagligdag og har for eksempel stor betydning i fosterdiagnostikken, hvor kromosomfejl og alvorlige sygdomme som Downs syndrom kan spores tidligt i graviditeten.
Celleundersøgelser anvendes ikke alene til at stille diagnoser hos patienter, men har fået stor betydning for folkeundersøgelser af tilsyneladende raske mennesker, især til afsløring af livmoderhalskræft. Sådanne prøver undersøges primært af særligt uddannede cytolaboranter under lægelig vejledning.
På en typisk dansk patologisk afdeling foretages 50.000-100.000 celleundersøgelser årlig.
Kilde:
Medicinsk leksikon
Morten Skydsgaard
Videnskab og Praksis
Medicinsk Museion
Den Store Danske
