Inflammatorisk tarmsygdom omfatter en række sygdomme, af hvilke Colitis ulcerosa og Crohns sygdom er de to mest udbredte. Over hele verden er antallet af patienter med inflammatorisk tarmsygdom stigende, og det skønnes at mere end 50.000 danskere har diagnosen.
Over hele verden er antallet af patienter med inflammatorisk tarmsygdom stigende.
To speciallæger i medicinske mavetarmsygdomme fra Herlev Hospital, professor, dr. med. Ole Haagen Nielsen og lektor, overlæge, dr. med. Mark Ainsworth har den 22. august 2013 i verdens mest læste lægevidenskabelige tidsskrift, det internationalt anerkendte New England Journal of Medicine, skrevet om anvendelsen af biologisk behandling til inflammatorisk tarmsygdom.
Artiklen er en rettesnor for, hvornår biologisk behandling skal ordineres; hvilke forholdsregler der skal tages forud for, at patienten begynder behandlingen, og hvorledes den enkelte patient skal følges under behandlingsforløbet.
Ligeledes beskriver artiklen, hvad lægerne bør gøre i de situationer, hvor en patient enten ikke har effekt af behandlingen; ikke kan tåle behandlingen, eller behandlingen holder op med at virke, ligesom bivirkninger til biologiske lægemidler bliver gennemgået.
Arbejdet slutter af med rekommandationer for brugen af biologiske lægemidler.
Inflammatorisk tarmsygdom omfatter en række sygdomme
Blødende tyktarmsbetændelse – Colitis ulcerosa og kronisk tarmbetændelse Crohns sygdom er de to mest udbredte.
Over hele verden er antallet af patienter med inflammatorisk tarmsygdom stigende, og det skønnes at mere end 30.000 danskere har diagnosen.
Sygdommen har et meget varierende forløb, men de fleste patienter oplever diaré eventuelt med blodtilblanding, vægttab, feber og mavesmerter. En del patienter har også symptomer uden for tarmkanalen – såkaldte ”ekstraintestinale manifestationer” – som ledsmerter, knuderosen, regnbuehindebetændelse samt øget risiko for blodpropper.
Tidligere har behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom bestået af binyrebarkhormon, stoffer der påvirker immunsystemet (thiopuriner og methotrexat), samt ved colitis ulcerosa tillige 5-aminosalicylsyre.
For ca. 15 år siden opdagede man, at proteinet tumornekrosefaktor (TNF)-α havde stor betydning for udviklingen af betændelse. Dette medførte, at lægemiddelindustrien begyndte at interessere sig for, om syntetiske proteiner, såkaldte antistoffer rettet mod TNF-α, kunne hæmme betændelsesudviklingen i tarmen.
Dette viste sig at være tilfældet, og antistofferne kendes i dag som ”biologiske lægemidler”.
Samlet set har det nye behandlingsprincip med biologiske lægemidler medført et paradigmeskift i behandlingsstrategien ved inflammatorisk tarmsygdom og behovet for indlæggelser, kirurgiske indgreb og patienternes sygefravær er blevet reduceret betydeligt.
Dette har ført til stor entusiasme omkring brugen af disse stoffer, men samtidigt betydet at stofferne i nogle tilfælde anvendes ukritisk, dvs. i situationer hvor virkningen er tvivlsom.
I øjeblikket findes der fire forskellige markedsførte biologiske lægemidler til behandling af inflammatorisk tarmsygdom:
infliximab, adalimumab, golimumab og certolizumab pegol, og de årlige behandlingsudgifter pr. patient er ca. 125.000-150.000 kr.
I de senere år er behandlingsudgifterne til biologisk terapi imidlertid eksploderet.
Ved opslag på medstat.dk fremgår det, at der i Danmark i 2012 blev anvendt ca. 1 mia. kroner på de fire nævnte lægemidler, hvoraf 25 % skønsmæssigt blev brugt til inflammatorisk tarmsygdom (lægemidlerne benyttes også til behandling af andre sygdomme fx psoriasis og leddegigt).
De danske forfattere konkluderer at behandling med biologiske lægemidler alene bør gives i de situationer, hvor der er dokumenteret effekt og kun fortsætte så længe det er nødvendigt.
Udokumenteret behandling er dels spild af økonomiske ressourcer, dels udsættes patienten unødvendigt for sjældne men dog potentielt livsfarlige bivirkninger, som er relateret til brugen af disse lægemidler.
Ud fra et samfundsøkonomisk og ikke mindst patientsikkerhedsmæssigt perspektiv opfordrer forfatterne derfor til, at man i begejstringen over den relativt nye effektive behandlingsmulighed fortsat henholder sig til, hvad der er dokumentation for med henblik på hvem der skal behandles, hvornår og hvor længe.
