Patologi er den naturvidenskabelige lære om sygdomme og sygdomsprocesser i kroppens organer og væv. Det første anatomiske institut blev grundlagt i Alexandria omkring 300 år f.Kr., sammen med flere andre vigtige fakulteter og et bibliotek, hvor egypterne forsøgte at samle al videnskabelig viden i verden.
Patologi, læren om sygdomme i kroppens organer og væv
Patologi (pathos, lidelse; lagos, lære) er den naturvidenskabelige lære om sygdomme og sygdomsprocesser i kroppens organer og væv.
Det første anatomiske institut blev grundlagt i Alexandria omkring 300 år f.Kr., sammen med flere andre vigtige fakulteter og et bibliotek, hvor egypterne forsøgte at samle al videnskabelig viden i verden.
På det anatomiske institut tillod kongen dissektioner. Det gav mulighed for at undersøge kroppens indre og beskrive organerne.
Udbredelsen af den nye viden blev i høj grad undertrykt af den katolske kirke
Egypterne fik lavet meget omfattende værker med beskrivelser af kroppen. De originale værker er gået tabt, men mange af dem blev oversat af arabiske læger, som tog dem med til bl.a. Persien, Spanien og Grækenland, hvor traditionerne blev ført videre.
Galen (129-cirka 216) var antikkens mest fremtrædende biolog og læge og havde, med videreførelsen af Hippokrates humoralpatologi, udviklet en dominerende sygdomslære, som arbejdede ud fra fire væsker i kroppen, det vil sige blod, slim, gul og sort galde og balancen mellem de fire. Galen identificerede forskellen på venøst (mørk blod) og arterielt (lyst blod) hver med særlige og adskilte funktioner.
En milepæl var udgivelsen af værket, der helt ændrede opfattelsen af anatomi
Studierne af anatomi og patologi blomstrede igen op i renæssancen, hvor universiteterne i Europa fik mulighed for, med tilladelse fra den katolske kirke, at foretage dissektioner på mennesker.
En milepæl var udgivelsen af værket, der helt ændrede opfattelsen af anatomi, De humani corporis fabrica fra 1543 af den flamske anatom Andreas Vesalius (1514-1564), hvor han reviderede Galens arbejde med yderst detaljerede beskrivelser af menneskekroppen.
I 1530’erne havde Vesalius påbegyndt opgaven med at oversætte flere af Galens værker til latin. Ved det opdagede han det fejlagtige grundlag Galens arbejde byggede på. Vesalius’ revision var stærk påvirket af Galens skriveform, men var en total revurdering af hans metoder og ideer.
I modsætning til Galen havde Vesalius mulighed for at foretage dissektioner på mennesker og basere sine iagttagelser på direkte observationer og ikke sammenligninger til andre dyrearter.
I renæssancen levede også Leonardo Da Vinci (1452-1519), og Leonardo tegnede hjernen.
På en af sine første tegninger af hjernen fra 1490 gentog Leonardo middelalderens fejl, fordi han brugte Galens optegnelser som fejlagtigt var kommet frem til, at hjernes midte var optaget af tre væskefyldte hulrum.
Men Leonardo havde viljen til at blive klogere. Han ville med egne øjne se, hvordan ventriklerne var opbygget inde i hjernen. Leonardo var skulptør, og han brugte sine gammelkendte teknikker.
Leonardo da Vinci tegnede virkeligheden
På liget, mens hjernen stadig var på plads understøttet af hjernens hinder, med ventriklerne intakte, foretog han en voksafstøbning. Han indsprøjtede varmt smeltet bivoks i de udspilede ventrikler. Han lod voksen køle og stivne for så herefter at fjerne formen dvs. den omkringliggende hjerne – og det, han så, passede ikke med det, Galen troede han havde set.
Leonardo så fire og ikke tre ventrikler. I en ny tegning fra 1506 tegnede Leonardo virkeligheden, hvor de fire ventrikler var tegnet i det rette forhold til hinanden.
Også videnskabsmænd som William Harley (1578-1657) og René Descartes (1596-1650) bidrog med vigtige værker.
Professor i anatomi og kirurgi ved universitetet i Padova Giovanni Battista Morgagni (1682- 1771) begyndte at obducere patienter og indvarslede vor tids sygdomsforståelse.
Med værket De sedibus et causis morborum per anatomen indagatis i 1761, om sygdommes lokalisation og deres årsager undersøgt ved anatomi, som var baseret på næsten 700 obduktioner, grundlagde han den patologiske anatomi ved at sammenholde de anatomiske fund med den afdødes sygehistorie.
Han forsøgte systematisk, fra isse til tå, at forklare en række sygdomstilstande med organforandringer i kroppens indre. Det er fascinerende læsning, fordi Morgagnis beskrivelser er så præcise, at man i mange tilfælde med vor tids viden kan stille diagnosen på patientens sygdom.
Indtil 1700-tallet forsøgte lægerne at manøvrere med kropsvæskerne og patientens symptomer, når de skulle beskrive menneskets forskellige sygdomme.
Hovedstrømning i lægevidenskaben
Men udforskningen af menneskets syge indre vandt dog frem efter Morgagni og forvandlede sig fra enmandsprojekter til en hovedstrømning i lægevidenskaben i begyndelsen af 1800-tallet.
Det var ikke let, for ikke at sige umuligt, når de mere end hundrede sygdomme, som kunne ramme mennesket, skulle beskrives og have et navn.
Der herskede således en helt grundlæggende uenighed om, hvilke symptomer som hørte til hvilken sygdom, hvilket blandt andet betød, at der i 1700-tallet fremkom mere end 20 vidt forskellige sygdomslærer. Ingen af dem duede, og lægevidenskaben drømte forgæves om at finde medicinens indre konstanter, der med nogle få principper, som Newtons love, kunne forklare sygdom i mennesket.
Den røde tråd mellem symptomer og sygdomme
Den franske revolution (1789-99), medførte et opbrud i fransk medicin, idet revolutionen havde lukket de eksisterende lægevidenskabelige institutioner og skabt en ny ramme om lægeuddannelsen, en såkaldt École de santé som lagde vægt på praktisk uddannelse på hospitaler frem for på bogstudier.
På de store parisiske hospitaler fik læger og studerende rig mulighed for at udforske sygdomme ved sygesengen og bagefter studere de indre forandringer i obduktionslokalet og derved fandt man den røde tråd mellem symptomer og sygdomme.
Kort sagt flyttede forskningen ud på hospitalerne. Den franske anatom Marie Franqois Xavier Bichat (1771-1802) gav i introduktionen til sit berømte værk Anatomie générale fra 1801 en præcis karakteristik af den ny retning i lægevidenskaben.
I de følgende årtier blev en række sygdomme beskrevet og defineret efter organforandringen, for eksempel den dødelige tuberkulose, hvis mangeartede tilstande havde navne som ‘Blodspytning’, ‘Svindsot’, ‘Lungesot’, ‘Skrofulose’ og ‘Kiertelsot’ i for eksempel dansk medicin.
Nu fandt lægerne den røde tråd, som forbandt de mange tilstande, nemlig ‘tuberklen’, en lille svulst, som kunne sætte sig i lunger og andre organer og give forskellige sygdomsbilleder.
I 1850’erne blev den organbaserede sygdomsforståelse styrket ved fremkomsten af cellelæren, som netop bekræftede, at sygdomme skulle forstås lokalt i kroppens indre.
Den tyske læge Rudolph Virchow (1821-1902), der i 1855 fremsatte cellelærens grundlæggende teori, nemlig at enhver celle i alt levende – mikroorganismer, planter, dyr og mennesker – dannes ved deling af andre celler. Den moderne biomedicin så dagens lys.
Mikroskopet bragte bakterierne for dagen
Det var også mikroskopet, som i 1870’erne bragte bakterierne for dagen og gav andre forklaringer på velkendte sygdomme, for eksempel tuberkulose, som nu viste sig at være forårsaget af bakterier. Mikroskopiske vævsundersøgelser viste, at kræftknuder myldrede med abnorme celler og gav nu forklaringen på, hvad kræft var for noget.
Denne vandren indad i kroppen fra organer til celler og fra celler til molekylærbiologi er karakteristisk for den moderne lægevidenskabs søgen efter at forklare menneskets sygdomme.
Obduktion er stadig en uundværlig undersøgelse, når dødsårsagen skal fastslås.
Muligheden for at undersøge det syge indre i levende live er dog blevet revolutioneret i 1900-tallet, hvor røntgenstråler, scanninger, kikkertundersøgelser, udtagelse af vævsprøver og kirurgiske operationer har muliggjort en hurtigere og mere præcis diagnostik af sygdomme.
Al diagnostik og behandling af cancer er i dag baseret på patologisk-anatomiske diagnoser.
Fremtidens patologi vil i stigende grad dreje sig om en mere individualiseret medicin, som ved hjælp af molekylærbiologi formår at karakterisere den enkelte patients særlige sygdom.
Ved målrettet behandling bliver patienter med den samme sygdom behandlet forskelligt, alt efter om deres genom (DNA) har specifikke genetiske ændringer (mutationer). Dette medfører, at man kan skræddersy en behandling til den enkelte patient.
Kilder:
Steno Museet, Science Museerne, Aarhus Universitet
Videnskab
Peter Lund Madsen
