Historien om transplantationer

Historien om transplantationer

Transplantationer

Overførsel af organer, væv eller celler fra et sted til et andet blev først rigtigt kendt, da sydafrikaneren Dr. Christiaan Barnard i december 1967 som den første gennemførte en hjertetransplantation. Når et organ transplanteres, opfatter kroppen det nye organ som noget fremmed, der skal bekæmpes.  

 
 

Overførsel af organer, væv eller celler fra et sted til et andet blev først rigtigt kendt, da Dr. Christiaan Barnard i 1967 som den første gennemførte en hjertetransplantation. 

 
 
Transplantation af organer fra levende eller døde donorer er blevet en mulig behandling af mange sygdomme, som tidligere ville have ført til døden.
 
Nogle organer som fx nyrer, knoglemarv og hud kan fås fra levende donorer, helst nære slægtninge med beslægtet vævstype. Hjerter, lunger og lever fås fra hjernedøde donorer. Hvis der imidlertid ikke er vævstypeforligelighed afstødes det transplanterede organ. 
 
Siden sydafrikaneren Dr. Christiaan Barnard i december 1967 som den første gennemførte en hjertetransplantation, døde omkring 80% af hjertetransplantationspatienterne inden for det første år, fordi deres immunsystem nægtede at acceptere det nye organ, og over halvdelen af dem, der overlevede det første år, døde inden for to år, enten fordi det nye hjerte alligevel blev afstødt eller pga. akut infektion.  

Med introduktionen i begyndelsen af 1980 med Cyklosporin A, et lægemiddel som svækker de celler, der forårsager afstødningen, accelererede udviklingen. Første gang Cyklosporin A blev brugt ved en transplantation på mennesker, er den et-årige overlevelsesprocent for bogstavelig taget alle former for transplantationer steget drastisk.

Differentiering mellem egne celler og de fremmede celler

 

For at en levende organisme kan forsvare sig mod fremmede organismer, må den først være i stand til at differentiere mellem dens egne celler og de fremmede celler.

I kroppen foregår denne differentiation via HLA, hvor kroppens cellemembraner er udstyret med MHC-molekyler. (HLA betyder Human Leukocyt Antigen og er en overordnet betegnelse for MHC).

Man skelner mellem to forskellige typer af MHC; MHC-I og MHC-II som begge varierer i opbygning.

MHC-I sidder på alle kroppens celler og fortæller T-hjælper lymfocytterne om intracellulære forhold. MHC-II fortæller T-hjælper lymfocytterne om extracellulære forhold.

Denne type genkendelsesprotein sidder kun på makrofager og B-lymfocytter. Makrofagernes fagocytose er afhængig af vævstypeantigener som varierer fra person til person. Derfor vil en celle som udtrykker en fremmed vævstype blive fagocyteret, mens kroppens egne celler ikke vil blive angrebet – pga. at der ikke er vævstypeforligelighed mellem dem og makrofagerne.

Makrofagen bliver til en APC  (Antigen Præsenterende Celle) når den placerer epitoperne fra patogener eller fremmede celler i MHC II via det endoplasmatiske reticulum).

T-hjælper lymfocytten vil binde sig til MHC-komplekset via TCR og CD-4. T-hjælper lymfocytten vil derefter begynde at udskille cytokiner som aktiverer den humorale- og cellulære del af immunforsvaret.

Det humorale immunforsvar vil nu begynde at udskille immunglobuliner som hæfter sig til den fremmede organismes antigener, mens aktiveringen af den cellulære del tiltrækker eosinofile leukocytter og neutrofile polymorfkernede leukocytter. De eosinofile leukocytter vil derefter begynde at smelte sammen til kæmpeceller med flere kerner.

Kæmpecellerne vil så danne et hulrum mellem deres og fremmedlegemets overflade, hvori de vil udtømmederes granula.

T-hjælper lymfocyttens udskillelse af cytokiner aktiverer også T-dræber lymfocytter som vha. TCR og CD-8 binder sig til MHC I.

T-dræber lymfocytten undersøger derefter om organismen er fremmed eller en af kroppens egne celler. Hvis den undersøgte celle ikke tilhører kroppen, frigiver T-dræber lymfocytten de cytolytiske cellegifte, perforin og granulycin.

Perforin, som sidder på ydersiden af T-dræber lymfocytters cellemembraner, perforerer den fremmede celles membran hvorved den angrebne celle sprænges af osmose.

For at undgå at cellens indhold skal skade organismen, frigiver T-dræber lymfocytten også granulycin som udløser cellens apoptose-funktion. Granulycin trænger ind i cellen via de porer som perforin danner i cellens membran.

 

I dag er det næsten kun fantasien der sætter grænser for, hvad man forsøger at transplantere.

Siden 2005 er der f.eks. foretaget 3 ansigtstransplantationer i verden.

I foråret  2012 foretog svenske læger på Sahlgrenska universitetshospital i Göteborg transplantation af en livmoder fra mor til datter, dvs. patienten fik den livmoder hun selv kommer af. Dermed blev hun den første kvinde, der er blevet transplanteret med livmoder fra sin egen mor.

I Danmark kunne man først udføre transplantation af hjerte, lunge og lever efter indførelse af hjernedødskriteriet i 1989, da disse organer ikke tåler den iltmangel, der altid indtræffer, dersom hjertedødskriteriet anvendes.
 
I første kvartal af 2012  er der blevet foretaget 97 transplantationer, heraf 26 fra levende donor. 
 
374 patienter blev transplanteret med ét eller flere organer i 2017.
 
Læs mere: Oplysning om organdonation og transplanteret i Danmark
 
 

 
 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel

DNA