Adskillige nobelpriser er blevet tildelt insulinforskere. Men det var den danske forsker og Nobelprismodtager August Krogh der i 1922 lykkedes med at isolere insulin fra oksebugspytkirtler til behandling af diabetes.
Blandt de vigtigste af de medicinske milepæle er opdagelsen af insulin.
Det er for os danskere nok af særlig interesse, at det lykkedes den danske forsker, professor August Krogh, nobelpristager i fysiologi, den 21. december 1922 at isolere insulin fra oksebugspytkirtler til behandling af diabetes.
Det skete efter at han havde besøgt de to canadiske forskere, Frederic Banting og Charles Best, som i 1923 delte Nobelprisen på Kroghs rekommendation.
Insulin er som mange hormoner et protein, nemlig et peptidhormon. Det udskilles af grupper af celler kaldet ø-celler, (de Langerhanske øer), idet navnet insulin kommer af det latinske ord insula der betyder ø.
August Krogh var sammen med Hans Christian Hagedorn grundlægger af Nordisk Insulinlaboratorium i 1923.
Sideløbende hermed startede i 1925 firmaet Novo Terapeutisk Laboratorium (Novo), og det skulle vise sig, at disse to firmaer, som efter 60 års konkurrence i 1983 blev slået sammen til Novo Nordisk A/S, nu står for en markedsandel på hele 42 % af verdensproduktionen, hvilket er verdens største insulinproduktion og eksport.
Insulin er et af legemets mest betydningsfulde hormoner.
Det dannes i bugspytkirtlen.
Insulinmangel, som ubehandlet medfører død af svær sukkersyge, diabetes mellitus. Men også overdosering eller overproduktion af insulin kan medføre døden, ved at nedsætte glucosemængden i blodet. Livets opretholdelse forudsætter således enten en nøje reguleret insulinproduktion i kroppen eller ved insulinmangel en nøje doseret insulintilførsel udefra.
Diabetes er en tilstand med kronisk forhøjet sukkerindhold i blodet.
De to hyppigste former for diabetes kaldes type 1-diabetes og type 2-diabetes.
Diabetes indebærer en øget risiko for at udvikle en række alvorlige komplikationer i hjerte-karsystemet, nervesystemet, nyrer og øjne, og dette er blandt andet medvirkende til, at diabetikere har en betydelig overdødelighed i forhold til ikke-diabetikere.
Type 1-diabetes rammer typisk børn og yngre personer, men sygdommen optræder i alle aldersklasser. Årsagen til type 1-diabetes er mangelfuld eller ophørt insulinproduktion, og type 1-diabetes skal derfor altid behandles med insulin.
Der skønnes i dag at være ca. 25.000 personer med type 1-diabetes, og der er i de seneste ti år set en let øgning i antallet af børn med nyopstået type 1-diabetes.
Risikoen for at udvikle type 2-diabetes stiger med alderen, og type 2-diabetespatienter har ofte forhøjet insulinproduktion, men en nedsat følsomhed for insulinen i kroppen (insulinresistens).
Der anslås at være ca. 250.000 danskere med konstateret diabetes (heraf ca. 25.000 type 1), og det estimeres, at ca. 60.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det.
Det anslås, at der hvert år er mellem 10.000 og 20.000 danskere, som får type 2-diabetes. Væksten i antallet af type 2 diabetikere skyldes i Danmark primært usund og inaktiv levevis og en voksende ældrebefolkning.
I 2030 vil 430.000 danskere være diagnosticeret med type 2-diabetes
Insulin fra blodet kan bindes til næsten alle kroppens celler, idet cellernes overflade er udstyret med specielle modtagemolekyler, insulinreceptorer, for hormonet. Leverceller, fedtceller og muskelceller har særlig mange insulinreceptorer.
Insulin påvirker derfor lever-, fedt- og muskelcellers stofskifte og evne til at optage energigivende substanser som sukker, fedt og aminosyrer på afgørende måde. Insulin virker anabolisk, dvs. fremmer opbygning og hæmmer nedbrydning af energireserver.
Det er først og fremmest energidepoter som glykogen i lever og muskler samt fedt overalt i fedtvæv, der opbygges af insulin. Insulin stimulerer desuden cellernes opbygning af proteiner og fremmer herved cellernes vækst. Insulin er derfor også en vigtig vækstfaktor.
Kilde:
Den store danske encyklopædi
Sundhedsstyrelsen
diabetes.dk
novo nordisk.dk
