Det første fotografi optaget med røntgenstråler blev taget af den tyske fysiker ved universitetet i Würzburg, W.C. Röntgen i 1895 og han modtog i 1901 nobelprisen for sin opdagelse.
For os virker det helt naturligt, at vi kan få taget et røntgenbillede, ved f.eks. knoglebrud eller i en lang række andre situationer, og vi kan næppe forestille os, hvad det ville betyde, hvis vi ikke havde denne mulighed.
Men så heldigt var patienter (og læger) ikke stillet før det tyvende århundrede.
Det første fotografi optaget med røntgenstråler blev taget i 1895 af den tyske fysiker W.C. Röntgen ved universitetet i Würzburg,
Som den første modtog han i 1901 nobelprisen i fysik for sin opdagelse af røntgenstråling.
W.C Röntgen (1845 – 1923) blev født i en landsby nær Düsseldorf. Da han som nittenårig gik ud fra den tekniske højskole i Utrecht, fik han paradoksalt nok slet karakter i ét fag – nemlig fysik, ovenikøbet zeer slecht (= meget dårligt).
Kort tid efter blev han udvist fra skolen, efter at en medelev havde tegnet en karikatur af en upopulær lærer på tavlen, og Röntgen ikke ville sige, hvem den skyldige var. Muligheden for en universitetsuddannelse var dermed udelukket.
Men den tekniske højskole i Zürich tog studenter uden formelle papirer ind, blot de bestod en optagelsesprøve. Röntgen bestod med glans og i november 1865 begyndte han sine studier i Zürich.
Han tog doktorgraden i 1869 og blev i 1875 han professor i fysik i Hohenheim, fra 1876 i Straßburg, fra 1879 i Gießen, fra 1888 i Würzburg og endelig fra 1900 til 1920 i München. Her beskæftigede han sig med krystallografi, termodynamik og elektrodynamik.
Röntgen startede sine eksperimenter i 1895
Under eksperimenter med elektricitet, opdagede han den 8. november 1895 en ny ukendt form for stråling, som han derfor benævnte X-stråler.
I det meste af verden kaldes disse for X-Rays, men blandt andet på dansk og tysk, anvendes betegnelsen røntgenstråling, på trods af at Röntgen selv ikke ønskede sit navn anvendt i betegnelsen for strålingen.
Det hele begyndte med forskning på katodestråler (= elektriske udladninger i glasrør der indeholder fortyndet gas).
Også nordmanden Christian Birkeland beskæftigede sig med emnet. Han lagde grunden til teorierne omkring nordlys. Men også Edison forskede i katodestråler.
Da Röntgen en aften i et mørklagt værelse eksperimenterede med et katoderør indpakket i sort pap, lyste en plade med barium platinocyanid, der lå på et bord lige ved, op med luminescens, når der var en udladning i katoderøret.
Han opdagede at kun bly og platina var uigennemtrængelige for de gådefulde stråler. Röntgen opdagede også, at han kunne se konturerne af knoglerne i hånden når han holdt sin hånd op mellem røret og pladen.
Efter 7 ugers studier af fænomenet, hvor han både spiste og sov i sit laboratorium bad han sin kone Anne Bertha om hjælp: bagved hendes hånd, der blev bestrålet med katoderøret i femten minutter, anbragte han en fotografisk plade.
Efter fremkaldelsen så man på pladen knoglerne i Anne Berthas hånd og de to ringe, hun bar på sin ringfinger.
Efter Röntgens anvisninger blev det første røntgenrør fremstillet i Stützerbach i Thüringen og grundstoffet røntgenium er opkaldt efter ham.
Modvilligt tog Röntgen i 1909 til Stockholm for at modtage sin nobelpris.
Nobelforedraget ville han dog ikke holde, da han stod fast på, at det her var jo “gammelt nyt”.
Han ville heller ikke tage patent på sin opfindelse og tjene penge på den, så Edison greb chancen og gjorde det i stedet for.
Hvad er Røntgenstråling
Røntgenstråling, er elektromagnetisk stråling med bølgelængder fra ca. 10 nm til 0,001 nm (10-8-10-12 m), og er afgrænset mod længere bølgelængder af ultraviolet stråling og mod kortere bølgelængder af gammastråling.
Som anden elektromagnetisk stråling frembringes røntgenstråling, når frie ladede partikler, oftest elektroner, bremses eller accelereres, eller når elektroner, der er bundet til en atomkerne, overgår til en stærkere bundet tilstand.
Der findes ikke naturlige røntgenkilder på Jorden, men med satellitbaserede røntgen-teleskoper, der kan opfange strålingen, før den absorberes i atmosfæren, er der identificeret en lang række røntgenkilder i Universet.
Röntgen forudså allerede i sin første publikation to anvendelser, som ikke har med medicinsk diagnostik at gøre, nemlig synliggørelse af skjulte genstande, der i dag er en fast rutine i alle lufthavne, samt synliggørelse af strukturelle fejl i metaller, der er en vigtig industriel anvendelse i forbindelse med produktkontrol.
Medicinsk diagnostik, rækker nu fra rutinekontrol mod caries til CT-scanning, røntgenundersøgelse.
Læs artiklen om: Billeddiagnostik i Medicinens historie
Kun fire år efter opdagelsen af røntgenstrålerne, nemlig i 1899, begyndte læger at eksperimentere med røntgenterapi mod sygdomme som kræft og tuberkulose.
Den ioniserende virkning, der ødelægger de ondartede celler, er baggrunden for dette, men ved overdosering kan der føre til stråleskader.
I 1912 udviklede M. von Laues en metode, som opdagede diffraktion af røntgenstråling, sammen med sin søn W.L. Bragg, feltet røntgendiffraktion, hvor stråling af kendt bølgelængde anvendes til at bestemme strukturen af faste stoffer.
Denne metode danner også grundlag for kendskabet til strukturen af makromolekyler som fx DNA.
Så man kan roligt sige, at Röntgens opdagelse af strålerne, der kan gå gennem stof, er en af de medicinske milepæle.
