Sigmund Freud, hed oprindelig Sigismund Schlomo Freud, men skiftede navn omkring 1875 var østrigsk jødisk læge, som blev kendt som skaber af psykoanalysen og religionskritiker.
Sigmund Freud anses for at være en af de mest indflydelsesrige tænkere af det 20. århundrede.
Han levede 80 år af sit liv i Wien, studerede medicin i Wien fra 1873 og fik sin embedseksamen i 1881. Ved Østrigs besættelse i 1938 flygtede han til England.
Arbejdede blandt andet med hypnose, inspireret af Jean Charcot. I fortsættelse heraf begyndte han at arbejde med analyse af psyken, hvor han af wienerlægen Joseph Breuer lærte om terapiens katartiske effekter.
Et af hans første, store værker var “Drømmetydning”, som udkom i 1900. Han skrev også Hverdagslivets Psykopatologi (1904) og Indføring i Psykoanalysen 1-2 (1916).
Psykoanalyse
Freud var oprindelig uddannet læge, men fik efterhånden interesse for psyken og psykiske lidelser. Da han var meget optaget af menneskets underbevidste dimension, studerede han en kort overgang hypnose.
Freud lavede samtaleterapi med sine neurotiske patienter. Han havde særlig interesse for deres drømme og deres barndomserindringer. Efterhånden udviklede han en teori om psykens udformning og virkemåde, og i årene omkring år 1900 grundlagde Freud psykoanalysen.
Ligeledes mente Freud, at menneskets seksualdrift (libido) og dennes manifestation gennem de barneseksuelle faser (den orale fase, den anale fase og den Falliske/Ødipale fase) har betydning for udviklingen af vores personlighed og tilstande i vores psyke som voksne.
Psykoanalysens bud på, hvordan man kan overvinde sine neuroser, er ved at styrke Jeg’et ved at patienten gennem en dybtgående psykoanalyse (som ikke sjældent tager 4-5 år) gennemgår en bevidstgørelsesproces, hvor gamle fortrængninger og ubevidste mekanismer blotlægges, erindres og integreres.
Freud var meget interesseret i småbørns udvikling.
Ved hjælp af følgende model (som ofte afbildes som et æg) opdelte Freud personligheden (psyken) i tre instanser:
- Den mest primitive del og samtidig den tidligste kaldes Det’et (Id’et).
I denne del af personligheden findes de medfødte drifter og det senere fortrængte psykiske materiale (ønsker eller lyster). Det’et fungerer efter lystprincippet – dvs. at drifter søger umiddelbar tilfredsstillelse uden hensyntagen til realiteterne – og er ubevidste. I Det’et hersker primærprocesserne, der fungerer helt anderledes end de logiske sekundærprocesser, der dominerer jeg’et.
- I modsætning til det driftstyrede Det, findes Overjeg’et (Superego).
Overjeg’et er personens censurinstans, og den del af personligheden der huser samvittigheden, moral og idealforestillinger (jegidealet). Det er overjeg’et, der fortæller os, hvad vi bør gøre. Hvis vi ikke formår at leve op til overjeg’ets krav, reagerer vi med skyld eller skamfølelser. Overjeg’et er af Freud blivet beskrevet som ødipuskompleksets arvtager.
- Imellem det’et og overjeg’et findes den realitetsorienterede del af personligheden, nemlig Jeg’et (Ego).
Hovedopgaven for jeg’et er at tage hensyn til realiteterne og sikre lystopnåelse på længere sigt. Pointen er, at jeg’et skal sikre et kompromis mellem det’ets søgen efter umiddelbar drifttilfredsstillelse og overjeg’ets normer/idealer. For at sikre dette, råder jeg’et over en række bevidste funktioner, (de såkaldte jeg-funktioner): perception, tænkning, hukommelse, sprog, etc., der kan hjælpe personen til at tilpasse sig på bedste måde. Og det råder over en række forsvarsmekanismer, der er ubevidste.
Freud beskæftigede sig med den bevidste og ubevidste personlighed samt dødsdriften (thanatos) og sexualiteten (libido).
Arven fra Freud – Filosofi:
Selvom han betragtede sig selv som videnskabsmand, var Freud en stor beundrer af Theodor Lipps (1851–1914), en filosof og vigtig støtte for idéerne om det ubevidste og empatien. Freuds egne teorier har i hele det tyvende århundrede dertil haft en stor betydning for de humanitiske studier – især på Frankfurterskolen – samt litteraturen (se fx Sandemoses Vi pynter os med horn).
