I 1984 modtog immunologen Niels Kaj Jerne Nobelprisen ”for teorier omhandlende specificiteten i udviklingen og kontrollen af immunsystemer og opdagelsen af princippet bag monoklonale modstoffer”. Det var første gang, Nobelprisen i fysiologi eller medicin blev givet til en teoretiker.
Niels Kaj Jerne opnåede i løbet af sin karriere at fremsætte tre teorier.
De skulle alle vise sig at være livskraftige dynamoer i nyformuleringen af immunologien.
I 1984 modtog lægen og immunologen Niels Kaj Jerne Nobelprisen ”for teorier omhandlende specificiteten i udviklingen og kontrollen af immunsystemer og opdagelsen af princippet bag monoklonale modstoffer”.
Det var så vidt vides første gang, Nobelprisen i fysiologi eller medicin blev givet til en teoretiker.
Det er blevet sagt om Niels Jerne, at han var “den mest intelligente nulevende immunolog“, og for de fleste var han selvskreven som modtager af Nobelprisen i medicin eller fysiologi.
“Dit navn er synonymt med moderne immunologi“, skrev en kollega da nyheden kom i oktober 1984, “teoretikernes konge er omsider blevet kronet“, udbrød en anden kollega.
Niels Kaj Jerne er født af danske forældre i London i 1911.
Familien flyttede til Holland under første verdenskrig, hvor Jerne voksede op.
Efter studentereksamen i Rotterdam i 1928, anede han ikke hvad han ville med sit liv, så faderen ordnede en plads for ham som kontorelev i Elders & Fyffes banankompagni. Der blev Jerne i tre år.
Men trangen til at “være intellektuel”, hvilket hans far ikke var, blev tydeligvis for stor, så i 1931 fik sønnen lov at begynde på kemistudiet ved universitetet i Leiden – men som til faderens store fortrydelse ikke blev gennemført.
Med et uafsluttet kemistudium sendte faderen ham til København for at læse til læge ved Københavns Universitet, hvor han endelig og efter et langtrukkent studium blev færdig som 36-årig med sit lægestudium og sin hospitalsturnus.
Jerne fik ansættelse i Standardiseringsafdelingen ved Statens Seruminstitut i København, hvor mødet med immunologien og mikrobiologien blev et vendepunkt for ham.
Jerne fungerede godt sammen med den nyudnævnte leder Ole Maaløe, og de overlod rutinearbejdet til afdelingens laboratorietekniker, således de kunne hellige sig hver deres forskningsopgaver.
Jerne var blevet fascineret af reaktionen mellem difteritoksin og difteriantitoksin (difteriserum), især den kendsgerning, at et serum fra et tidligt stadium i immuniseringsforløbet reagerede langsommere end et serum taget efter lang tids immunisering med toksin.
Han havde en mistanke om, at reaktionen kunne beskrives som en ganske normal kemisk ligevægtsreaktion, og brugte tre år med at matche de teoretisk afledte reaktionskurver med empiriske forsøgsresultater.
Fra ca. 1950 skete der en revolutionerende international udvikling inden for immunologi, genetik og molekylærbiologi
Det er ikke muligt at analysere, hvor stor en andel de enkelte forskere og Statens Serum Institut har haft i denne udvikling. Det er dog bemærkelsesværdigt, at flere af de videnskabelige hovedaktører startede deres forskning i Standardiseringsafdelingen, hvor kimen til de store fremskridt fandtes.
Under ansættelsen fra 1943-56 ved Statens Seruminstitut erhvervede Jerne i 1951 den medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet.
Jernes videre karriere er præget af tre store afhandlinger:
Den første banebrydende afhandling kom i 1955. The Natural Selection Theory of Antibody Formation fik en enorm betydning for den videre udvikling af immunologien. Niels Kaj Jernes selektionsteori var et forsøg på at forklare produktionen af specifikke antistoffer.
Han havde udformet den senere udbyggede og internationalt anerkendte teori om antistofdannelse. Ifølge denne eksisterer der i forvejen hos hvert individ et uhyre lager af forskellige antistoffer, som er dannet på tilfældig måde, før et indtrængende fremmed stof (antigen) dukker op.
Således “vælger” antigenet et allerede tilstedeværende antistof blandt antistoffer med forskellig specificitet. Antigenet selekterer denne specifikke variant, som så transporteres til en celle, hvor den bliver produceret i større mængde, og dermed kan neutralisere antigenet.
Dette var et afgørende brud med det hidtil eksisterende dogme om, at antistofferne er fleksible proteiner, der tilpasser sig de forskellige antigener.
Historien vil vide, at han fik ideen til denne teori en sen sommeraften i 1954, da han spadserede hjem fra Instituttet gennem Christianshavn og over Knippelsbro til hjemmet i Amaliegade.
Det gjorde han tit, når vejret var til det. Det gav ham lejlighed til i fred og ro at tumle med problemerne.
Netop den dag fik han idéen til den teori for antistofdannelsen, der lagde grundlaget til klonselektionsteorien og hele opklaringen af immunsystemets funktion. Han fortæller selv, at idéen slog ned i ham, mens han passerede Knippelsbro.
De følgende dage gennemtænkte han teorien, som han fra første færd fandt indlysende rigtig.
Han var klar over, at der var tale om en meget frugtbar idé. Han skyndte sig derfor at nedfælde teorien skriftligt, inden han begyndte at diskutere den med andre. Dette var vigtigt for ham, fordi han stod over for et års ophold som stipendiat hos den berømte bakteriofagforsker Max Delbrück på California Institute of Technology.
Efter opholdet i USA flyttede Jerne i 1956 til Genève til en administrativ post i WHO. Herefter rejste han først til Sydøstasien og senere til Californien for WHO.
I 1962 blev han udnævnt til professor i mikrobiologi ved University of Pittsburgh, hvor han efterfølgende udviklede en særdeles succesfuld metode til kvantificering af enkelte antistofproducerende celler.
Metoden publiceredes i det velestimerede videnskabelige tidsskrift Science og blev over en længere periode en af de tre mest citerede artikler overhovedet.
Jernes næste store teori offentliggjorde han i 1971 i afhandlingen The Somatic Generation of Immune Recognition om dannelsen af antistoffer.
Ifølge denne er dannelsen af antistoffer ikke tilfældig, men afhænger af individets sammensætning af visse af artens egne antigener.
Jernes teori om udvælgelse af antistoffer blev videreudviklet af Frank Macfarlane Burnet i dennes klonselektionsteori.
Og i 1973 fremsatte han sin tredje store (og mest omtalte) teori; netværksteorien, der beskriver immunsystemet som et komplekst, selvregulerende netværk, der kan aktivere eller deaktivere sig selv efter behov.
I forlængelse heraf postulerede han, at immunsystemet kan beskrives som et genkendelsesnetværk, hvor alle antistoffer og antistofreceptorer på lymfocytter reagerer på hinanden. Hans netværksteori har i årtierne efter vist sig at være nyttig inden for forebyggelse, diagnose og behandling af sygdomme.
Det har skabt en forståelse af organismen som et komplekst ligevægtssystem, der på mange forskellige niveauer er i stand til at kende forskel på sig selv og noget, som er den fremmed.
Jernes styrke lå i formulering af nye teorier; han udtrykte det selv på den måde, at han fandt de søm, som andre derefter bankede i.
Han kredsede hele livet omkring studiet af de antistoffer, som visse af organismens hvide blodlegemer (B-lymfocytterne) danner som reaktion på indtrængende fremmede stoffer (antigener).
Han opnåede i løbet af sin karriere at fremsætte tre teorier, der alle skulle vise sig at være livskraftige dynamoer i nyformuleringen af immunologien.
Niels K. Jerne blev i 1979 udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet.
Jerne trak sig efter nobelprisen tilbage til de franske vinmarker med sin 3. hustru. De sidste år kunne han endelig dyrke sine interesser for filosofi og litteratur – og fra tid til anden kommentere på immunologiens udvikling.
Niles K. Jerne døde som 82-årig i 1994 i Castillon-du-Gard i Languedoc efter længere tids alvorlig sygdom.
Kilder: Nobelprize.com, ssi.dk, Den store danske, Universitetshistorie, Aktuel naturvidenskab/Thomas Söderqvist
