1906 forklarer den engelske læge og biokemiker Frederick Hopkins, at fødevarer indeholder små mængder “vækstfaktorer”, som er nødvendige for selve livet. Hopkins definerer sine vækstfaktorer som stoffer, der er afgørende for helbredet, og som kroppen ikke selv kan producere.
For 3000 år siden skrev de gamle ægyptere om natteblindhed – det primære symptom på A-vitaminmangel.
De vidste ikke, hvad der forårsagede sygdommen, men behandlede den med stegte eller kogte leveromslag på øjnene.
Allerede for 2400 år siden foreslog Hippokrates, at natteblindhed skulle behandles ved at spise lever.
I slutningen af 1800-tallet har lægevidenskaben indset, at dårlig hygiejne og små mikrober kan fremkalde sygdomme, men det forklarer stadig ikke tilstande som skørbug, beriberi og natteblindhed. Hverken god hygiejne eller karantæne forhindrer disse sygdomme i at opstå.
I starten af 1900-tallet opdager lægevidenskaben, at en bestemt type af sygdomme opstår, fordi kroppen mangler afgørende næringsstoffer.
De manglende næringsstoffer får navnet vitaminer.
Sir Frederick Gowland Hopkins (1861 – 1947) født i Eastbourne, Sussex var britisk læge og biokemiker. Han viste tidlig interesse for kemi og videnskab, og i en alder af bare 17 år udgav han en artikel om Bombardiers biller, som blev publiceret i The Entomologist.
Efter at have fulgt et kursus i kemi på Royal School of Mines i London søgte han ind på University College også i London, hvor han gjorde det så godt at indenrigsministeriets analytiker og ekspert i forgiftninger Sir Thomas Stevenson, engagerede ham som sin assistent. Han besluttede derefter at tage en Bachelorgrad i kemi og dimitterede på kortest mulig tid. I en alder af 28 modtog han et legat og startede som medicinstuderende på Guy Hospital i London. I denne periode modtog han en guldmedalje i kemi og fik sit Diplom for Materia Medica.
I 1894 blev han cand.med. og underviste herefter 4 år i fysiologi og toksikologi. Under et møde i Society of Physiologi i Cambridge, blev han af Sir Michael Foster opfordret til at flytte til Cambridge for at udvikle de kemiske aspekter af fysiologien. Biokemi var på daværende tidspunkt ikke en særskilt gren af videnskaben, men Hopkins accepterede udnævnelsen.
Frederick Hopkins har ydet fundamentale bidrag til biokemien, og især kendt for fire opdagelser
I 1901 opdagede han aminosyren tryptofan og karakteriserede den som en essentiel aminosyre, dvs. den skal tilføres med kosten, da organismen ikke selv danner den. Med påvisningen af behovet for “accessory substances“, dvs. vitaminer, blev Hopkins en af vitaminforskningens grundlæggere. Herved kom han ind på spørgsmålet om æggehvidestoffers betydning for kroppen i biologisk henseende.
Forsøg med rene substanser, hvilke han senere udførte på rotter, overbeviste ham snart om, at væksten bliver ufuldstændig og snart standser, hvis man udelukkende anvender fedt, æggehvide, kulhydrater, vand og salte. Hopkins påviste, at tilførsel af små mængder af mælk på ny satte gang i tilvæksten.
I 1907 viste han, at arbejdende muskler akkumulerer mælkesyre, og grundlagde hermed forståelsen af muskelkontraktionens kemi. Allerede i 1906 og 1909 meddelte Hopkins disse iagttagelser, men først i 1912 kom den udførlige publikation med beviset for et fedtopløseligt vitamin som nødvendigt for væksten.
Disse og Christiaan Eijkmans opdagelser af vitaminerne indebar en revolution inden for ernæringslæren og skabte også nye muligheder for at forstå en række mangelsygdomme og deres forebyggelse.
Netop fordi Hopkins definerer disse stoffer som livsnødvendige, får de navnet “vitamine” af den polske videnskabsmand Cashmir Funk i 1912. Vita betyder liv, og Funk har opdaget, at stofferne indeholder en type kvælstof kaldet “amin.” Funks oprindelige betegnelse “vitamine” bliver til “vitamin” efterhånden som videnskabsfolkene finder og renser alle de forskellige slags vitaminer og indser, at de ikke alle indeholder amin.
Hopkins blev 1913 professor i biokemi ved Cambridge University, og endelig fandt han i 1922 tripeptidet glutathion og påviste dets betydning.
I 1929 delte Hopkins Nobelprisen i fysiologi/medicin med den hollandske læge Christiaan Eijkmann. Hopkins ”for sin opdagelse af vækst-stimulerende vitaminer” og Eijkmann ”for sin opdagelse af antineuritisk vitamin”
Christiaan Eijkmann (1858 – 1930) opdagede under et ophold på Java i 1890’erne, at nerve- og muskelsygdommen beriberi hos høns kan forebygges ved at fodre med upolerede ris. Dengang mente man, at beriberi var en infektionssygdom, og Eijkman antog, at upolerede ris bekæmpede infektionen. Først senere opdagede forskerne, at det virksomme stof i risskallerne var thiamin – eller B1-vitamin. Hans eksperimenter med høns og ris var et af de første skridt på vejen mod udviklingen af ernæringsvidenskaben.
Vitaminer udnævnes som afgørende stoffer i vores føde – og de får bogstavnavne
De nye navne kommer fra stoffernes kemiske formler, men er noget nemmere at udtale. De færreste kan sige “d-alfa tocopheryl succinate”, men de fleste har en idé om hvad “E-vitamin” handler om. Da bogstavet “B” blev tildelt, fik adskillige substanser navnet “B”. Med tiden viste det sig, at de slet ikke alle sammen var vitaminer. Det er grunden til, at vi har vitamin B1, B2, B3, B5, B6, B9 og B12, men ikke 4, 7, 8, 10 og 11. De sidstnævnte stoffer ligger i dag på ernæringshistoriens affaldsdynge.
I 1948 blev vitamin B12 det 13. og sidste i rækken af opdagede vitaminer, indtil 2003 hvor en japansk forskergruppe fra Riken Institute påviste stoffet pyrroloquinolin quinon (PQQ). Forskerne har foreslået, at PQQ optages i klassen af B-vitaminer, idet PQQ ligner mange af de andre B-vitaminer.
Vitaminer er små organiske molekyler, som kroppen ikke selv kan producere, men er krævet i små mængder for at opnå naturlig vækst og helbred. De 13 vitaminer, kan opdeles i fire fedtopløselige (A, D, E og K) og ni vandopløselige (de ni B-vitaminer og C). De vandopløselige vitaminer kan udskilles med urinen og overdosering af disse ses derfor sjældent. De fedtopløselige vitaminer er derimod sværere for kroppen at skille sig af med, og man bør være mere opmærksom på overdosering af disse.
Natteblindhed – manglen på A-vitamin.
Allerede i den klassiske oldtid kendte man fx til behandling af natteblindhed med rå lever. Senere kom opdagelsen af A-vitaminet, som leveren er særlig rig på og kendskabet til symptomerne ved A-vitamin mangel, herunder natteblindhed,
Skørbug – den klassiske mangel på C-vitamin.
Skørbug har været beskrevet siden korstogene. Sygdommen plagede nordeuropæerne, når vinteren var streng, og de løb tør for grønne grøntsager og frisk frugt. Og den spøgte på de lange sørejser, hvor kosten var ensidig uden grønt.
I 1747 foretager en læge fra den engelske flåde et studie af sømænd med skørbug. Han giver forskellige grupper forskellige fødevarer med på sejlturene, og indser, at citroner og appelsiner forhindrer sygdommen i at opstå. Den engelske flåde indfører omkring år 1800 citronsaft som en del af sømændenes rationer.
Beriberi – mangel på thiamin B1 vitamin.
Da man i det 19. århundredes Asien begynder at polere ris, breder nerve- og muskelsygdommen beriberi sig. I 1880 beviser den japanske flådeadmiral Takaki, at beriberi kan undgås, hvis folk får kød, byg og grøntsager.
I 1897 opdager Eijkman, at hvis man opløser de afpolerede risskaller i vand og giver dem til beriberi patienter bliver de raske. I 1936 bliver vitamin B1, også kendt som thiamin, konstateret som det virkesomme stof i risskallerne.
Frederick Hopkins opdager ikke de livsnødvendige ernæringsstoffer i et tomrum. Forskellige forskere har tidligere opdaget, at bestemte typer fødevarer kurerer eller beskytter mod en lang række sygdomme. Men efter Hopkin offentliggør sin indsigt, kan lægevidenskaben målrettet søge efter vitaminerne. Således danskeren Henrik Dam, der fik Nobelprisen i medicin i 1943 for opdagelsen af vitamin K.
Hopkins blev adlet i 1925 og fik tildelt Order of Merit i 1935. Han døde i 1947 i en alder af 86 år.
Kilde:
Den Store Danske
Famous Scientists
