Historien om to iværksættere og om, hvordan en revolution inden for plastindustrien medførte en fantastisk forbedring af livskvaliteten for stomiopererede over hele verden.
Historien om to iværksættere og om, hvordan en revolution inden for plastindustrien medførte en fantastisk forbedring af livskvaliteten for stomiopererede over hele verden.
Den ene var den 50 årige Elise Sørensen, født i 1904 og kendt som en sygeplejerske, der viede sit liv til at passe og pleje syge medmennesker i hjemmesygeplejens regi.
Elise Sørensen blev uddannet i Holbæk og i Viborg. I sit arbejde som hjemmesygeplejerske fra 1929 ved Ordrup-Skovshoved sygekasse, havde hun mødt mange colostomiopererede mennesker.
Lige siden elevtiden havde hun interesseret sig for patienters psykiske vanskeligheder og især haft medfølelse med dem, der fik foretaget colostomi.
Dette fik yderligere betydning for hende i 1954, da hendes lillesøster Thora fik kræft i tyktarmen og blev stomiopereret.
Ligesom alle andre i den situation var Thora knust, ikke kun på grund af sine fremtidige fysiske begrænsninger – hun var kun 32 år – men også på grund af den bemærkelsesværdige sociale afvisning, som hun stod overfor.
Det fysiske aspekt blev heller ikke gjort lettere af de besværlige, uhygiejniske og dyre hjælpemidler, der fandtes dengang. Mere alvorligt var det, at hjælpemidlerne ikke tilbød tilstrækkelig beskyttelse mod lugt og lækager.
Der var ikke noget mærkeligt i, at mange mænd og kvinder fravalgte de sociale aktiviteter, som de tidligere havde nydt at være en del af.
Patienterne havde på grund af en tarmoperation fået en kunstig tarmåbning – en såkaldt colostomi – på maven, hvor afføringen kom ud.
Men der var indtil Elise Sørensens opfindelse ingen velfungerende metode til at opsamle afføringen med. Patienterne måtte benytte primitive hjælpemidler, som indebar bælter, gummibeholdere og ikke mindst udsætte omverdenen for lugte og lyde, der ikke gjorde livet nemmere for patienten.
Elise Sørensen kunne se et behov for mere hygiejniske stomiposer og begyndte at eksperimentere, og udviklede den første tætte stomipose til engangsbrug.
Det unikke ved posen var det selvklæbende stof, der kunne sættes direkte på huden uden brug af forbindinger, og det væsketætte tynde elastiske plademateriale.
Opfindelsen var enkel – posen var hermetisk lukket i alle fire ender med et rundt forstærket hul på indersiden, og klæbelaget på posens ene side var så kraftig, at der ikke var brug for andre midler til at holde posen fast til patientens mave og tarmkanal med.
Elise fik straks patent på opfindelsen og gik nu i gang med at finde en producent, der troede på idéen.
Den anden iværksætter var Aage Louis-Hansen, ejeren af Dansk Plastic Emballage – forløberen for Coloplast, og ham henvendte Elise Sørensen sig til i 1954 med sin idé om en engangs-stomipose.
Aage Louis-Hansen havde med succes udviklet innovative svejsemetoder, som gjorde, at hans emballage var fuldstændig tæt. Han mente dog ikke at stomiposen var noget, der kunne forenes med den eksisterende produktion af plasticposer og anden emballage.
Aage Louis-Hansen, der var uddannet civilingeniør, var i tvivl om, hvorvidt der fandtes et materiale, der kunne bruges. Han måtte også overveje, hvilke udgifter han ville have mht. at fremstille dem.
Men hans hustru Johanne Louis-Hansen, der var under uddannelse som sygeplejerske vidste, at der var et stort og udækket behov for en forbedring af stomiposen.
I sin tid på kirurgisk afdeling havde hun set, hvordan patienter med kræft i tyktarmen fik lagt tarmen ud i siden, og hvordan man pakkede patienterne ind i mange lag for at holde tæt, samtidig med at de skulle skiftes hele tiden.
Johanne kunne se perspektiverne og fik overbevist sin mand, og der blev hurtigt produceret prototyper af opfindelsen. De første håndlavede poser blev afprøvet på Elises søster, og derefter blev 952 håndlavede poser sendt til Elises hospitalskontakter rundt omkring i landet for at blive afprøvet af forskellige patienter.
I forbindelse med et interview i Tidsskrift for Sygeplejersker i 1955 opgav Elise Sørensen sin adresse og lovede at stille et antal colostomiposer gratis til rådighed for andre sygeplejersker, så de kunne afprøve dem på flere patienter.
Udgifterne til fremstillingen afholdt hun selv, og det var håbet om at kunne hjælpe patienterne og ikke fortjenstmuligheden, der var drivkraften i hendes bestræbelser.
Herefter gik det stærkt. Colostomiposen fungerede efter hensigten, og efterspørgslen var stor.
Ordrerne strømmede ind og en million-succes var født. I 1955 underskrev hun og Aage Louis-Hansen en licensaftale, der lød på, at Elise Sørensen skulle have syv øre for hver stomipose, der blev produceret, og i den årrække licensaftalen løb, blev det til mange penge.
Posens høje funktionalitet gjorde den særdeles populær og i 1963 blev Elise Sørensen valgt til Årets Sygeplejerske for sin opfindelse, men på grund af sygdom var hun ikke i stand til at møde op, og prisen blev i stedet overrakt hende på det hospital, hvor hun var indlagt.
Hun blev desuden udnævnt til æresmedlem af Foreningen for Colostomiopererede. Livet igennem kæmpede hun med depressioner, og allerede i 1957 havde hun måttet opgive sit arbejde på grund af svigtende helbred.
I 1977 døde hun på det psykiatriske hospital Dianalund, hvor hun havde tilbragt sine sidste år.
Aage og Johanne etablerede Coloplast i 1957
Snart havde stomiposen vundet indpas på både det danske og udenlandske marked.
I dag producerer Coloplast udover stomiposer en lang række produkter, såsom katetre og bandager til brug på hospitaler og i private hjem.
Coloplast har forfinet anvendelsen af polymere materialer, og produktionen er udvidet til bl.a. at omfatte hjælpemidler til urininkontinente og sårplejemidler.
I 2014 modtog Coloplast Ingeniørens Velfærdspris for deres udvikling af en ny stomipose i vævet tekstil. Det er verdens første, og Coloplast har brugt tre års forskning, og flere end 300 ansatte har designet og testet posen på 700 personer opereret for stomi.
I dag virker en stomipose simpel – den er groft sagt bare en frysepose monteret med dobbeltklæbende tape og med et udstanset hul gennem tape og posens ene side til stomien.
Men for over et halvt århundrede siden var det en revolutionerende opfindelse.
Stomiposen har tillige ført til udviklingen af et kulfilter, der reducerer lugten i den luft, der skal ud af posen på nøjagtig same måde, som ikke-stomioprerede mennesker indimellem har behov for at slippe en vind.
Formålet med en stomi er at erstatte eller aflaste et sygt organ. Den mest almindelige stomi-form er colostomi, hvor tyktarmen er ført ud gennem bugvæggen til overfladen af huden.
Den anvendes, hvis endetarmen fjernes pga. kræft eller svær kronisk betændelse
Læs om: Inflammatoriske tarmsygdomme. Crohns sygdom. Colitis ulcerosa
Den anden er ileostomi, hvor tyndtarmen er ført ud gennem bugvæggen til overfladen af huden. En anden sjældnere type er urostomi, hvor urinlederen er ført ud på maven.
En stomi kan være permanent eller temporær, og der kan være mange årsager til en at benytte en midlertidig stomi såsom ved akutte betændelsestilstande, tarmslyng eller ved traumer mod tynd- og tyktarm.
Colostomiposen hører til en af de mest revolutionerende og epokegørende danske opfindelser på verdensplan.
For Elise Sørensen betød den, at hun realiserede sit mål i en grad, hun næppe havde kunnet forestille sig.
Samtidig blev opfindelsen den direkte årsag til grundlæggelsen af den verdensomspændende danske virksomhed Coloplast, i dag et globalt selskab med mere end 9000 ansatte.
På verdensplan skønnes det, at omkring 2,5 millioner personer lever med stomi.
Der findes ingen officielle tal for hvor mange, der har en stomi i Danmark, men det skønnes, at det er ca. 11.000 personer.
Kilde:
Stomiforeningen COPA, Ingeniøren, Coloplast, Information og forskning, Videnskab
