Håndhygiejne er den bedst dokumenterede måde at forhindre smitte mellem personer.
Håndhygiejne er den bedst dokumenterede måde at forhindre smitte mellem personer.
Alligevel glemmer folk ofte dette, og undersøgelser fra USA, har vist at omtrent en tredjedel af amerikanerne glemmer at vaske hænder efter toiletbesøg. Hvis alle var bedre til at vaske hænder, ville vi opleve færre forkølelser, da hånd-til-hånd-kontakt er en af de hyppigste smitteveje for forkølelsesvirus.
Også hyppigheden af andre sygdomme ville falde, da håndvasken eliminerer mange årsager til sygdom.
Forebyg smitte fra coronavirus
Med udbruddet af den ny coronavirus (covid-19) er det tid til at tænke på, hvordan man selv kan tage sine forholdsregler, da det viser sig, at det nye virus smitter effektivt mellem mennesker via håndtryk eller små dråber fra hoste og nys.
- God håndhygiejne er vigtigt
- Undgå kontakt med personer der har symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion
- Host eller nys i engangslommetørklæde, alternativt i albuebøjningen
En erstatning til håndvasken er håndsprit med over 75 % ethanol, der kan desinficere rene, tørre hænder og kan erstatte håndvask.
Læs mere i Medicinens historie om: Hygiejne – og dens betydning
Hvornår skal man være opmærksom?
Man skal være opmærksom på sin håndhygiejne, hver gang man har været i kontakt med potentielle smittekilder.
Nogle forholdsregler er:
- I forbindelse med måltider: Før spisning, under madlavning, ved håndtering af rå fødevarer.
- I forbindelse med toiletbesøg: Også selvom man blot har ladet vandet, eller skiftet sit barn.
- I forbindelse med sygdom: Efter host eller tørring af næsen, kan der findes bakterier på hænderne.
- Når du har været i kontakt med andre: Når du kommer hjem til dig selv, har været sammen med andre syge eller benyttet et delt keyboard/tablet.
Hvordan vasker man bedst sine hænder?
Blot 15 sekunders rindende vand og sæbe er nok til at have en betydende effekt, men skal man gå i detaljer, anbefaler Statens Serum Institut:
- Hænder og håndled fugtes, inden sæben kommes på
- Sæben fordeles grundigt
- Vask grundigt i minimum 15 sekunder, og husk fingerspidser, tommelfingre, mellemrum mellem fingrene samt håndrygge, håndflader og håndled
- Skyl sæben af og dup hænderne helt tørre i et håndklæde/papirhåndklæde
Ifølge Statens Serum Institut blev i alt 57.469 danskere undersøgt for influenza fra uge 40 i 2017 til uge 20 i 2018, som er den officielle influenzasæson.
Ud af dem var 11.645 positive for influenza. Det svarer til godt 20%.
7.667 patienter blev i samme periode indlagt med influenza, og i alt 1.644 døde af deres influenza. Hovedparten af de patienter, der blev indlagt med influenza, tilhørte en risikogruppen for influenza. Det vil sige, at de enten havde en kronisk sygdom eller var ældre over 65 år.
Vil du vide mere om nye udbrud af coronavirus, se seneste situationsrapport fra WHO (World Health Organization)
Billede: Forebyg smitte – (sst) (Sundhedsstyrelsen)