Dårlig ånde (foetor ex ore og halitosis) anvendes ofte som synonymer for den tilstand, at en person har en ubehagelig, frastødende lugt ud af munden.
Årsager
Mere end 90% af tilfældene med dårlig ånde stammer fra bakterier i mundhulen.
Det skyldes de ildelugtende svovlholdige forbindelser hydrogesulfid og metylmercaptan. Dernæst kan det skyldes forhold omkring mandlerne, området bag næsen og patologi i bihulerne.
Dårlig ånde kan også skyldes mundtørhed som man kan opleve ved medicinindtag.
Såfremt undersøgelse hos tandlæge og ørelæge ikke giver resultat, kan en intern medicinsk undersøgelse sættes i gang, idet følgende kan være årsagen:
- Diabetes
- Leverlidelser
- Nyresvigt
- Lungelidelser
- Specielle mave-tarmlidelser
Hvidløg og alkohol absorberes i blodet og udskilles via lungerne. Overdrevent alkoholforbrug kan ændre mikrofloraen med proliferation af lugt-producerende organismer.
Klinik
I de fleste tilfælde kan dårlig ånde umiddelbart konstateres. Der er dog nogle vanskelige tilfælde, hvor patienten selv kan lugte en grim lugt, men hvor man ikke objektivt kan erkende det. I disse tilfælde må man eftersøge en psykogen årsag.
Behandling
Der foretages en systematisk gennemgang af mundhule og tænder for at fjerne alle patologiske tilstande.
- Det er afgørende med god mundhygiejne, så speciel instruktion i optimal mundhygiejne er vigtig.
- Skylning med 0,1% klorhexidin har god effekt.
- Brug af tyggegummi (sukkerfrit) eller Xerodent sugetabletter, vil også hjælpe på problemet.