Hyperkaliæmi betegner en tilstand, hvor blodets indhold af kalium overstiger normalområdet.
Årsag er P-kalium > 4,7 mmol/l. Ses hyppigst hos patienter med nedsat nyrefunktion.
Behandling med ACE-hæmmere, receptor II antagonister og kaliumbesparende diuretika øger risikoen for hyperkaliæmi.
Ses også ved nedsat udskillelse i forbindelse med binyrebarkinsufficiens (Addison).
Ses endelig ved kalium forskydninger som f.eks ved cellehenfald (vævsknusning, hæmolyse og gastrointestinal blødning) eller ved transcellulær forskydning f.eks metabolisk acidose og coma diabeticum.
Symptomer og fund
Kraftesløshed og træthed evt. stigende til pareser. Ved p-kalium > 7 mmol/l er der risiko for hjertestop. EKG viser høje spidseT-takker.
Behandling
- 5.0 mmol/l < P-kalium ≤ 6.0 mmol/l
- Kontroller, nedsæt kaliumindgift, øg kaliumudskillese
- 6.0 mmol/l < P-kalium < 6.5 mmol/l
- Som ovenstående samt giv resonium 30 gram
- P-kalium ≥ 6.5 mmol/l
- Risiko for hjertearytmi, bør EKG monitoreres og der skal handles
Ved p-kalium >6.5 mmol/l er akut behandling indiceret og patienten bør indlægges akut til behandling med insulin-glucose drop, resonium og dialyse efter behov.
Måling af nyrefunktionen
Der findes forskellige metoder til estimering af nyrefunktionen (GFR).
Flere laboratorier er begyndt at opgive eGFR (estimeret GFR), som bygger på patientens alder, køn og s-kreatinin. eGFR er kun et groft skøn over nyrefunktionen, da flere væsentlige parametre ikke indgår i formlen som f.eks muskelmasse og vægt.
Ved nedsat eGFR anbefales det derfor, at der suppleres med døgn urin opsamling mhp endogen kreatinin clearence bestemmelse før patienten evt. henvises til videre udredning i nefrologisk regi.
