Snorken er en inspiratorisk bi-lyd, som stammer fra svælget.
Obstruktiv søvnapnø (OSA): vejrtrækningspauser af mere end 10 sekunders varighed, mere end 30 gange i løbet af en søvnperiode, som fører til en reduktion af iltindholdet i blodet på mindst 4%.
Årsag til snorken
Sygdomme i næsen, fx næsepolypper, conchahypertrofi, septumdeviation, allergisk hævelse af slimhinderne, hypertrofi af slimhinde og andre strukturer i svælget.
Ved obstruktiv søvnapnø (OSA): Primært overvægt, også ovenstående tilstande. Der kan også indgå centrale mekanismer i søvnapnø.
Symptomer
- Snorken og dermed dårlig søvn også for sengepartneren samt gener i form af mundtørhed om morgenen.
- Dårlig søvnkvalitet med hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær. Tilsyneladende personlighedsændringer i form af humørsvingninger og irritabilitet.
- Tilbøjelighed til at falde i søvn i løbet af dagen, fx. bag rattet, ved møder og selskaber.
- Ubehandlet søvnapnø er en risikofaktor for en lang række medicinske lidelser, blandt andet forhøjet blodtryk (hypertension), kardiovaskulære sygdomme og diabetes.
Diagnostik
Henvis til praktiserende øre-næse-halslæge, som efter vurdering kan henvise videre til søvnundersøgelse på søvnlaboratorium.
Behandling
Ved snorken: efter vurdering evt. operation for skæv næseskillevæg.
Ved OSA: vægtreduktion (BMI<25), oftest CPAP-behandling evt. uvulo-palato-pharyngoplastik (UPPP).