Struma er en forstørrelse af skjoldbruskkirtlen (glandula thyreoidea) uanset årsagen til forstørrelsen.
Strumatyper:
-
Diffus struma (med eller uden påvirkning af stofskiftet – atoksisk eller toksisk)
-
Knude struma – Enkelte knuder (nodøs) eller mange knuder (multinodøs) (begge kan være med eller uden påvirkning af stofskiftet)
- Cyste
-
Cancer
Årsag
Atoksisk struma skyldes oftest jodmangel. En række strumafremkaldere i føden (citrusfrugter, kål, sojabønner og rodfrugter) og i drikkevandet kan hæmme udnyttelsen af jod eller øge jodbehovet.
Klinik
Hævelse foran på halsen kan give tryksymptomer i form af synkebesvær og åndenød samt give kosmetiske gener.
Symptomer på forhøjet stofskifte ved toksisk struma:
- Uro
- Nervøsitet
- Rysten
- Varmefølelse
- Svedtendens
- Vægttab.
Diffus struma ses ofte hos unge kvinder især under graviditet. Multinodøs struma ses især hos ældre.
Diagnose
Der skelnes mellem toksisk og atoksisk struma ved måling af serum-TSH, -T4 og -T3 og ved thyreoideaskintigrafi.
Ultralydskanning foretages for at skelne mellem nodøs struma eller cyste. Finnålsbiopsi anvendes til at skelne mellem ondartet eller godartet struma.
Behandling
Atoksisk diffus struma: ved svære lokalsymptomer operation eller radiojod.
Multinodøs atoksisk eller toksisk struma: operation eller radiojod.
Cyste: ved svære lokalsymptomer operation.
Cancer: operation og efterfølgende radiojod.